Kan jeg fresta med fisk?«, spørger fiskehandleren Alf i Åke Sandgrens svenske film om kærlighed, hustrumishandling og sorg.

Det er måske et underligt spørgsmål i en fiskebutik, men sådan er fiskehandleren Alf – omhyggelig, venlig og disciplineret.

Den fiskebutik går godt, hele atmosfæren er svensk middel- og overklasse, og det kunne også være helt fint, hvis bare hans kone (eller veninde?) Lena (Sofie Ledarp) ikke havde så nemt ved at besvime og blive dårlig.

Voldelig fortid
Forklaringen på hendes anfald kommer tidligt i filmen. Lena har haft et forhold til den voldelige Hannes (Jonas Karlsson), som regelmæssigt har banket hende og til slut er gået helt amok i vold.

Man ser et glimt af den forslåede Lena på hospitalet – blåsort, ophovnet, grusomt tilredt. Og man får også at vide, at hendes krop ligner en boksers maltrakterede legeme. Det er ikke så sært, at Lena er forskræmt og svimmel.

Hannes er blevet løsladt og er i terapi. Han læser et brev op til Lena, og det fremgår, at han angrer og aldrig mere vil se hende.

Tema om forandring
Hans ansigt er gådefuldt, udtryksløst og sørgmodigt, det fremgår, at han ligesom Lena har haft indre dæmoner at slås med – men nu kan han måske slippe dem?

Kan han det? Kan mennesker forandre sig? Kan det omhyggelige svenske velfærdssamfund ændre menneskets grunddrifter?

Det er hovedspørgsmålet i filmen, og egentlig ikke noget dårligt spørgsmål. Måske kan de, måske kan de ikke. Hvem ved, hvilke mennesker, der kan forandre sig?

Lena ser en dag Hannes ude på gaden. Det viser sig, at han bor i nærheden. Hun er rasende, men også sært fascineret af gensynet.

Hun opsøger ham og tvinger ham til at drikke, så hun kan se, om der er sket nogen forandring, for det var, når han drak, at han blev voldelig. Han er forskrækket og modvillig. Og så går hun rystende hjem til sin fiskehandler og beder ham om – sex.

Ukonventionelt plot
Dér sætter forfatterens tigerpote ind med et lille præcist slag af den ukonventionelle slags. Det, som Kim Fupz Aakeson spørger om, er jo i al enkelhed, om Lena selv har en slags med’skyld’, en skjult seksuel tiltrækning til den psykopatiske, men nydelige mand. Kunne han elske hende, uden at slå hende?

Her ligger nøglen begravet i et manuskript, som slet ikke er tosset. Hun hader vold, men elsker den voldelige. Er det i overensstemmelse med vores (pæne) opfattelse? Ikke med min, men det får være.

Handlingen i det stilfærdige psykodrama er logisk og uafvendelig. Trods advarsler og mistro fra systemet Sverige, og fra hendes gode veninde, tror Lena fast på en ny og bedre Hannes. Han er den, hun elsker. Og volden – måske volden – breder sig.

Alf elsker jo hende og bliver så vred, at han bliver ude af sig selv. Fiskemanden går i fisk. Han har jo reddet hende, hvorfor er det så ikke ham, hun elsker?

Utroværdig historie
Det kunne være blevet en meget spændende og kontroversiel film, hvis Åke Sandgren havde lagt mere emotionel styrke ind i den. Men det er Sverige anno 2008, den foregår i.

Alt er så pænt og nydeligt, og de to mænd, Alf og Hannes, har ikke den instinktive skuespillers evne til at få os til at tro på historien.

Måske ville et stærkere gensidigt erotisk samspil mellem Lena og Hannes have reddet sagen, gjort den mere klar og konsekvent radikal i sin idé. Om vi så kunne lide det eller ej.

Stærk kvindelig hovedrolle
Men det er i al for høj grad blevet en intim samtalefilm i stedet for et drama. Sofia Ledarp er derimod glimrende, med rette tildelt ’Guldbaggen’, den fornemste svenske filmpris, for sin rolle. Helt i stykker, helt i vildrede, helt fortabt i sin skæbnes tragiske modsætninger. Fem hjerter til hende.

Kan man så forandre sig? Det får man først at vide, hvis man ser filmen – og så dog ikke.

Læs også interview med instruktøren Åke Sandgren her