Shreks premiere i 2001 var et nyt årtusinds gennembrud i dén branche – på alle ledder: I en suverænt spændende, rørende, rablende kombination af eventyr for børn og selvironisk genreparodi for voksne erobrede DreamWorks førertrøjen og brød Disney-Pixar-studiernes succesmonopol med en 100 procent computergenereret animationsfilm for alle aldre – sukkerfri, vel at mærke.

William Steig, der skrev bøgerne, ville have fyldt hundrede i år, men ham havde vi næppe kendt uden filmen. Først dens animationsmagi gjorde det venlige, men langtfra kælne grønne monster med den klamme kostplan, den ædruelige selverkendelse og tørre humor til hjerteknuser, kultfigur – og kassebedrøver.

Stram ballerne!
Milliardindtægterne skal måles på Potter-skalaen, 2’eren fra 2004 gav endnu bedre, så nu er den grønne lavine ikke til at standse: Før premieren på denne ’Shrek den Tredje’ var Broadwaymusicalen fastlagt til næste sæson og 4’erens færdiggørelse til 2009.

Men når nu 3’eren i de barnlige glæders misbrugte navn så tit forveksler tarmluft med lattergas, må det fromme fremtidsønske lyde: Så stram dog lige ballerne!

Ikke for det: Vi er stadig højt over gennemsnitlig vandstand en søndag morgen på tv: Animationen er lydefri, der er virkelig vittige påfund, dialogen mellem trold og æsel er fortsat kvik, og stemmerne er gedigen komediekunst – både de originale (Mike Myers og Eddie Murphy) og de danske (Amin Jensen og Aaron Eckart).

Der var engang...
Nå: Da Frøkongen over landet Langt Langt Borte har slugt sin sidste flue, akkompagneret af frøernes mandskor med McCartneys ’Live and Let Die’, må prinsesse Fiona og svigersøn Shrek arve trone og hofpligter – oh, shræk! – eller finde den fjerne anden arving.

Altså stævner trold, æsel og den bestøvlede kat Puss (der kom til i 2’eren) ud på togt, mens Fiona bliver hjemme.

Kongespiren Artie – der er også highschoolfarce og teenageromance over læreanstalten – er en rigtig taber, mobbet af Lancelot og de andre. Selv efter Merlins fremtoning – først som hologram ved aktivering af døralarmen! – er knægten noget tungnem og bliver aldrig rigtig morsom eller bare interessant.

Gimperne brænder bh'en
Nå, men så kan Merlin selv eller kat & æsel vel trække læsset og pirre grinet? Kun i forbifarten, for nu skifter fokus til hjemmet, hvor tronraneren og operettehelten prins Charming er ved at tage magten med bistand af alle eventyrlands skurke, fra Snehvides stedmor til kaptajn Klo.

Troldeprinsessen Fiona – nu ikke nær så krydret, som da hun var menneske om dagen – må trækkes med en håndfuld selvoptagne Barbie-gimper: Askepot, Tornerose, Snehvide, Rapunzel og en mig ubekendt Tootsie-prinsesse, der slår en proper næve.

Da de damer endelig mander sig op til søstersolidaritet – og bh-afbrænding! – er en af dem jo alligevel til salg for en andel i magten! Men også Artie vokser omsider med opgaven – og Shrek kan koncentrere sig om den midtvejskrise, der har gjort ham så tam: Han skal være far!

Perler uden snor
Som sagt: Rigtig mange spøjse påfund, men i løs vægt, ikke nødvendige led i et fokuseret plot eller den bevægende personudvikling, der ellers er stof til, og som løftede 1’eren.

Adamson står nu for manus og har overladt instruktionen til Chris Miller, der lavede stemmer og vittig dialog i de to første film. Men sammen kan de hverken holde én tråd fast, udnytte det komiske eller bevægende potentiale i udviklingen og de ny figurer eller bare tilgodese alle aldersgrupper – mindre børn er fortabt i denne labyrint af ironi.

De to ligner de tre blinde mus, der i et totalt løsrevet glimt her i filmen viser hinanden vej – og tumler bardus ud over trappetrinets kant: Okay, altid sjovt at se andre komme til skade – men hvad så mere?

’Shrek III’ er et skrin raslende fuldt af den slags små, ægte perler, der kun mangler at blive trukket på snor af en perletrækker, der kan og gider sin metier. Men de er da strøet ud på jorden til os, og vi fordringsløse svin skal såmænd nok tage til takke og lægge kassen for det oven i købet!