Mens vi her til lands diskuterer tørklæder, så håret rejser sig, trækker Spider-Man for tredje gang sin maske på og flyver ud for at bekæmpe ondskaben. Denne gang ikke så meget for at redde verden, men i lige så høj grad for at redde sig selv.

Den maskerede edderkop er nemlig blevet godt gammeldags selvfed i takt med, at borgerne i New York har taget ham til sig som en helt, der er mere populær end selv byens berømmede brandmænd. Da egoisme og had samtidig har taget bolig i superheltens krop i form af en splattet, selvsagt sort, edderkop fra det ydre rum, er den helt gal. Spider-Man går bogstaveligt talt i sort og er pludselig en giftig satan af en mørk edderkop.

Kæmper på alle fronter
Bedre bliver det ikke af, at den gamle fjende Goblin dukker op og vil have det endelige opgør med Spider-Man, som også kommer i seriøs karambolage med sandmonsteret Flint Marko (Thomas Haden Church).

Mens Spider-Man kæmper på alle fronter, går det bedre for den nørdede uskyldighed ved navn Peter Parker (Tobey Maguire), der stadig er manden, som kan forvandle sig til den flyvende ordenshåndhæver. Som alle andre superhelte er han en traumatiseret skikkelse, der dog endelig har slået sig til ro og vil giftes med sin skuespillerkæreste Mary Jane (endnu en gang leveret af Kirsten Dunst).

Det er så smukt det hele, indtil Peter Parker bliver så spundet ind i sin succes som Spider-Man, at han helt overhører sin udkårnes ulykkelige råb om opmærksomhed og trøst.

Gedigent skuespil
Med andre ord er det tredje og formentlig/forhåbentlig sidste kapitel i sagaen om Spider-Man en moralsk opbyggelig fortælling om den unge, moderne mands mange genvordigheder. Det psykologiske drama forsødes vanen tro af en sand parade af skarpt filmede special effects og gedigent skuespil af Kirsten Dunst og Tobey Maguire, der fortsat formår at bringe realisme og menneskelighed ind i det kulørte univers.

Også selv om Kirsten Dunst er alt andet end overbevisende som sangerinde, og selv om den psykologisk bårne dialog mellem dem er tung og klæg som en udkogt poesibog fra tredje klasse.

Alt, alt for lang
Problemet ligger i et manuskript, der i høj grad lever af de to tidligere film i serien og forsøger at fjerne mangelen på en reel historie ved at overlæsse historien med slyngler nok til at befolke 3-4 actionfilm. Resultatet er, at filmen bliver alt, alt for lang i takt med, at maskerne i det net, der skal holde sammen på historien, bliver større og større.

Snorene holdes nødtørftigt sammen af Tobey Maguire, der synes at nyde endelig at få lov at give sin fjottede Peter Parker-karakter en rå kant og forrygende dansetrin, da han helt fejer benene væk under den i øvrigt stærkt tiltrækkende blondine Gwen Stacy, spillet af Bryce Dallas Howard.

Inden Peter Parker og Spider-Man finder tilbage til sig selv, skal de gå grueligt meget igennem og have nogle læsterlige tæsk. Men nu kan edderkoppemanden til gengæld roligt smide masken og hæve pensionen. De tre Spider-Man-film har alt andet lige sat en høj standard for superheltekvad.