Lad mig se: På den ene side har vi 300 grækere, klædt ud i små, stramme lædershorts og røde kapper som tjenere på et gigantisk bøssediskotek i strandkanten.

På den anden side har vi i spidsen for tusinder og atter tusinder af monstre, forklædt som soldater, den persiske konge Xerxes, majet ud som en piercet transvestit på køretøjer så prangende, at selv ørkendronningen Priscilla ville blegne af misundelse.

Så er vi vist klar til det helt afgørende slag om ’Brokeback Mountain’.

Selvfortærende mediemaskine
Nej, det er vi ikke! Vi er derimod klar til det store slag om opmærksomheden for en generation, der er langt mere optaget af det visuelle udtryk end af korrekte facts og kedsommelige trivialiteter fra oldtiden.

Det får de så med hele den muskuløse og behårede arm i Zack Snyders forrygende flotte filmatisering af Frank Millers tegneserie fra 1998 om de ’300’ modige spartanere, som i år 480 før Kristus kæmpede mod den uovervindelige persiske overmagt ved Thermopylæ.

Tegneserien var baseret på den oprindelige film om de 300 soldater, og sådan kører vi i ring her i den selvfortærende mediemaskine.

Mandsmod
Den lille skare krigere fra Sparta, under ledelse af kong Leonidas (Gerard Butler), vidste sådan set godt, at de var dødsens. Og da denne film ikke fokuserer på hverken en historisk korrekt fremstilling af begivenhederne eller går ind i det umulige slags psykologi, kan man ikke foretage sig meget andet end at nyde den fuldfede billedside og slagscenernes gevaldige ramasjang.

Her er – stik imod tidens trend, ikke mindst tegnet af Clint Eastwood i hans to film fra Iwo Jima – en film, som i den grad tør skildre en velsignelsesrig lille krig og prise noget så gammeldags som mandsmod.

Normer og traditioner
I Robert Rodriguez's første filmatisering af Frank Millers legendariske sort/hvide streg, ’Sin City’, var der ingen tvivl om, at formålet var rå underholdning langt ude på overdrevet i en velturneret pastiche over den højtestimerede film noir-genre.

Denne gang er vi på ude på det historiske overdrev i genren for sværd, sandaler og skjold i en film, hvori der nok medvirker skuespillere, men hvor alt omkring dem er så computeranimeret, at man næsten glemmer det.

Filmen krydser uden smålig skelen til normer og traditioner klinger med det store episke drama, med semidokumentarisme, med ren tegneserie, video, eventyr, animation og monstre.

Zionistisk sammensværgelse
Eksempelvis er Andrew Tiernan så godt maskeret som den vanskabte forræder Ephialtes, at han får Klokkeren fra Notre Dame til at høre hjemme i en hyggelig reklame for Werders Echte og Baskervilles hund til at logre med halen som en fidel Pluto.

Det er lige så grotesk som de gigantiske formationer af monsterlignende soldater i den persiske hær, der er så svage, at man i Iran i ramme alvor har klaget over, at filmen er en »zionistisk sammensværgelse« med det formål at sværte det gamle Persien til.

Måske en absurd påstand, men dog ikke længere væk, at det ligner en tanke, at nogle få hundrede, brave og frihedselskende spartanere forsvarer den vestlige verden mod kolossale mængder af underkuede slavesoldater fra det muslimske Asien.

Maleriske slagscener
Under den i filmen konstant grå-gule himmel over Grækenland har Leonidas kløgtigt, men mod Spartas regering og præsteskab sat perserne stævne ved De Varme Porte. I den snævre slugt ud mod havet er persernes talmæssigt gigantiske overlegenhed annulleret, lige indtil de får hjælp af en spartansk overløber ...

Inden vi når så langt, har man følt sig glimrende underholdt i den velfortalte optakt til frihedskampen og nydt de på en gang bizarre og sexede optrin hos det kvindelige orakel og de klamme præster i Sparta, det politiske spil omkring den feje Theron og den smukke dronning Gorgo (Lene Headey).

Det er dog i de maleriske slagscener, ’300’ finder sin styrke. Sætter man ikke pris på de sorte byger af pile, røde fontæner af blod og afhuggede hoveder, skal man nok vælge en anden form for underholdning.