De fleste opfatter nok kameraet som en kunstigt indskudt sætning mellem øjet og virkeligheden, men den svenske film- og havemand Mikael Kristersson udfører i så henseende en bedrift i filmen ’Lysår’.

Her optræder kameraet i rollen som en tavs underviser, der vil lære dig at se igen. Sådan for alvor. Ser man med tålmodighed, åbner de mest dagligdags ting sig op som blomster.

Drama
Man skal dyrke sin have, leve med de skiftende årstider, filme alt, tænke sit og holde sin bøtte. Det har tilsyneladende været metoden for Mikael Kristersson, der tidligere bl.a. har lavet naturfilm om ’Falkens øje’.

Igennem 11 år har han filmet livet i sin store nyttehave. Målt med dramatiske normal-alen er det vildeste, der sker, at en skorstensfejer rumsterer lidt i skorstenen og siger »Hej då«, da han går igen.

Men på andre måder er der næsten ingen grænser for det drama, der hele tiden udspiller sig lige foran din næsetip mellem hindbær og tomater.

LÆS OGSÅHumoristisk musikdokumentar går bagom finurlig sekt

Det er en trend inden for kunstneriske dokumentar- og spillefilm at lave film, hvor der sker så lidt, at der kommer til at ske noget andet, fordi langsomhedens mesmeriske kvaliteter transporterer ’billedforbrugeren’ over i en uvant bevidsthedstilstand.

’Lysår’ er beslægtet, men alligevel noget helt andet. Det er ’bare’ en naturfilm fra noget så røvsygt som en have. En ukrukket og ukunstlet billedfilm fra en mand, der vil have dig til at lære at lytte til solsorten og se græsset gro.

Når denne grundlæggende lektion i naturformidling fungerer så forbilledligt som genfortryllelse, er det pudsigt nok, forbi lektionen formidles uden pædagogik. Man får ikke et eneste ord til forklaring. Der er ingen Søren Ryge og ingen entusiastisk journalist i kakishorts med flot natur i baggrunden.
Smuk.  'Lysår' vil lære dig at lytte til solsorten og se græsset gro. Foto fra filmen
At se
Hvad er det så, man kan se? Lyset, der skifter med døgnet og årstiderne. Planter skyder til vejrs og synker sammen. Forårets formidable frodighed. Tranerne, som højt passerer forbi. Først den ene vej, så den anden. Hønsene går og pikker og gokker. Katten på musejagt i sneen og pindsvinet – pindgrisen – øffende i nattehaven.

Filmmandens børn leger i haven. Uden at du skænker det en tanke, er du nu holdt op med at skelne mellem dyreunger med dun på vingerne og så dem med futterne stukket ned i Gore-Tex-støvler.

LÆS OGSÅUkendt dansker laver naturfilm til millioner

Vilde dyr og tamme, nytteplanter og ukrudt – livet udjævner disse menneskeskabte kategorier med sine byggeklodser.

Ud over denne ordløse undersøgelse af årstidernes skiftende liv rummer filmen også naturoptagelser, der kan sætte et hvilket som helst naturprogram med løver og hajer skakmat.

Ingen havekommentarer
Aldrig har jeg helt på denne måde set solsorten fange regnorme eller egentlig forstået den perfekte symmetri i skabelsen af korsedderkoppens spind.

At se de voksne musvitter effektivt hapse ungernes afføring, så de små ikke griser egen rede. At se hvepsen skrabe blødgjort træ af brædder og bagefter omhyggeligt forme træmassen til udsøgte kupler rundt om de sirligt udformede kuvøser til næste generations udklækning.

LÆS OGSÅFascinerende dokumentar har 80.000 instruktører

Det er jo bare instinkt, der ligger bag. Det ved vi da. Men når man ser det på denne måde, er det alligevel svært ikke at tænke på begrebet bevidsthed i en eller anden form.

Så, jo, denne svenske naturfilm, der blev indstillet til Nordisk Råds Filmpris for et par år siden, er på sin egen måde en stor bedrift og en lillebitte, dyb filmoplevelse. Alt efter temperament og dagsform kan man vel enten finde den så dyb som livets gåde eller så dyb som et par gummirøjsere.

I begge tilfælde er denne film om næsten ingenting og alting en ganske særlig oplevelse, hvor en eneste haveklog kommentar havde smadret hele fortællingens drivhus.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN