Vi skriver 1973, og den kolde krig er på sit højeste.

Chefen for den britiske efterretningstjeneste, Control (John Hurt), sender spionen Jim Prideaux (Mark Strong) til Budapest for at møde en sovjetisk agent, der har informationer om en muldvarp i den britiske top.

Missionen slår fejl, Control mister sin chefpost og tager George Smiley (Gary Oldman) med sig og efterlader de øvrige næstkommanderende, Percy Alleline (Toby Jones), Bill Haydon (Colin Firth), Toby Esterhase (danske David Dencik) og Roy Bland (Ciarán Hinds), til at kæmpe om magten.

Men snart efter bliver Smiley kaldt ind til et hemmeligt møde med en højtstående embedsmand (spillet af den Polanski-lignende Simon McBurney) og bedt om at finde ud af, hvem den påståede muldvarp er.

Gode eller onde?
Da John Le Carrés roman blev skrevet i 1974, og da den første gang blev filmatiseret til tv i samme årti, var den et barn af og en kommentar til sin samtid.

Det er klart, at de næsten 40 år, der er gået siden da, forandrer dens aktualitet, men heldigvis har Tomas Alfredson fastholdt romanens relevans som et værk, der sætter spørgsmålstegn ved koldkrigstidens klare sondring mellem vest og øst, gode og onde.

Dengang som nu var der snarere tale om nuancer af ondskab med forskelligartede patriotiske fortegn snarere end utvetydige skurke og helte.

Og dengang som nu er de, der udkæmper kampen, i virkeligheden ikke Bondtyper med charme, selvtillid og lækkert hår så meget som ondskabsfulde nørder, der har taget barndommens skolegårdstraumer med ind i deres arbejdsliv.

Tæsk af tilværelsen
En af disse er filmens hovedperson, Smiley (Oldman), som Alfredson tydeligvis har modelleret ud fra Alec Guinness’ figur fra tv-versionen – det ses allerede i filmens begyndelse, hvor han går til optikeren og køber et par briller af nøjagtig den slags, Guinness bar.

Oldman er forbilledlig i rollen: udpræget ikkesmilende, trods navnet, tavs og desillusioneret som en mand, der har fået tæsk af tilværelsen.

I forhold til Guinness tilfører han dog også rollen en antydning af noget truende, som fastholder tilskuerens blik på den ellers anonyme mand.

Whodunit i nikotin-tågede rammer
Hans eftersøgning er dramaets kerne, og filmen følger de gange, han graver i hælene på muldvarpen.

På den måde har ’Dame, konge, es, spion’ en helt klassisk whodunit-knude, der skal løses, men i virkeligheden er det selvfølgelig mere omstændighederne, der bærer betydningen.

Selve The Cirkus, bygningen, som huser efterretningstjenesten, er et fascinerende sted, som Alfredson tydeligvis har nydt at dyrke med sine Kafkaske gangsystemer, elevatorer, lukkede rum og ikke mindst alle de lavteknologiske apparater, der hørte tiden til.

Settingen og stemningen, der er tåget og småsnusket som de nikotin-gråbrune farver, der dominerer billederne, mere end antyder urent spil på højeste niveau, skønt hvem og hvordan forbliver en gåde tilfredsstillende længe.

Fascinerende tidslomme
Noget andet, der er gådefuldt, er filmens genkommende flashback til en julefest flere år tidligere, hvor de medvirkende var lykkeligere og mere uskyldige – eller var de?

For hver gang tilbageblikket vises, ser man nye detaljer og hemmelighedsfulde blikke, og tilbageblikket bliver en film i filmen, en tidslomme i Alfredsons større tidslomme af en film, der fascinerer, underholder og vækker eftertanke.

Fortiden lever, ikke kun som uskyldig nostalgi, men også som det sted, nutiden er blevet sået.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN