Marilyn Monroes kom på besøg i England i 1956 for at indspille ’Prinsen og korpigen’ med selveste Laurence Olivier.

Et på alle måder spektakulært clash mellem den nye og den gamle verden. Opholdet i England var samtidig hendes bryllupsrejse med dramatikeren Arthur Miller – og begyndelsen til enden på deres kortvarige ægteskab.

Ikke just et ubeskrevet eller ukendt kapitel i Marilyn Monroes liv. Det nye er synsvinklen, som gør, at en lurende tragedie kan fortælles som en komedie om uskyldens år.

’My Week With Marilyn’ baserer sig på to erindringsbøger af den engelske dokumentarfilmskaber Colin Clark, der trådte sine første spæde barnesko i filmens verden som 23-årig stikirenddreng på Laurence Oliviers ’Prinsen og korpigen’.

Her fik Colin Clark i løbet af en uge et intimt forhold til filmstjernen på trods af hendes håndgangne mænd og kvinders nidkære forsøg på at isolere hende fra omgivelserne.

Marilyn på piller
Den unge Colin spillet af Eddie Redmayne bliver vidne til et liv, der langtfra ligner den glittede, sexy overflade.

Marilyn er på piller. Hun er usikker og samtidig egenrådig. Bevidst om sin egen sensationelle udstråling, men også panisk angst for at falde igennem og dybt deprimeret over den lurende skuffelse over ægteskabet med den højpandede og selvcentrerede Arthur Miller. Hun skulle alligevel ikke være partner, men trofæ.

LÆS OGSÅBiografdirektør spår om 2012: Der er plads til et nyt sexsymbol

Men det er ikke afsløringens blik, som bærer filmen. Der er vist heller ikke så meget tilbage at afsløre i denne godt og grundigt gennemgnaskede livshistorie! Det anderledes og det bærende er uskyldens blik.

Britisk feel good
Den unge og uerfarne Colin er så uskyldig, som man kan ønske sig. Det giver ham en slags røntgenblik, der genkender uskylden midt i hurlumhejet omkring Marilyn Monroe, men til gengæld gør ham blind for hendes emotionelle slitage.

Hun på sin side bliver nostalgisk af at genkende sin egen sidste flig af uskyld i den unge englænder. Han bliver et lille pusterum.

Det er denne gensidige uskyldskonspiration, som gør ’My Week With Marilyn’ til endnu et begavet og veldrejet britisk bud på intelligent feel good placeret i de 1950’erne og 60’ere, som briterne og deres scenografer og fotografer elsker så kompetent, og som Lone Scherfig blandede sig i med indforstået indlevelse med sin på mange måder beslægtede ’An Education’.

Tidløs erotisk udstråling
I en charmerende og sødmefuld film om ungdommens uskyld og uskyld i laser leverer Michelle Williams en fornem Marilyn i et hundesvært rollefag. Hvordan efterligne det uforlignelige? Williams kommer tæt på.

Det er faktisk kun Marilyn Monroes unedbrydelige aura af tidløs erotisk udstråling, som Williams ikke kommer helt ind under huden på, men dét ville vel også næsten være for meget forlangt!

Shakespeare-fortolkeren Kenneth Branagh spiller selvfølgelig sin berømte forgænger Laurence Olivier, og det lykkes fint for Branagh og Michelle Williams at kridte banen op til kultursammenstød mellem klassisk teaterteknik på den ene side og moderne method acting på den anden uden at blive indforstået.

Der er mere end solidt besat i små og store biroller med bl.a. Julia Ormond, Judi Dench, Toby Jones, Philip Jackson og Emma ’Hermione’ Watson, mens Dougray Scotts Arthur Miller bliver stående som en note på sidelinjen.

En let forelskelse
Man må i det hele taget sige, at de potentielt virkelig smertefulde sider af denne historie bliver diskret nedtonet. Blikket tilhører en ung mand, der endnu ikke ved meget om verden og dens smertelige dybde og fortrædelighed.

Det gør filmen let at elske på samme måde som en let forelskelse, der hurtigt kan fordufte.

På dette tidspunkt i 1956 er Marilyn Monroes skuespillertalent for alvor ved at udfolde sit vingefang, mens hendes tragedies kulmination endnu lå seks år ude i fremtiden.

Det er nok meningen, man selv skal tænke sig til resten, men dertil er den sødmefulde brise i ’My Week With Marilyn’ på godt og ondt lidt for uskyldsren.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN