Der er dokumentarfilm, hvor man får noget at vide. Men der er også dokumentarfilm, hvor man kun får noget at se.

’Two Years at Sea’ hører til den sidste kategori.

Selv titlen ’Two Years at Sea’ giver kun konkret mening, hvis man har læst om Ben Rivers’ prisvindende film. Så ved man, at filmens skæggede hovedperson hedder Jake og engang har arbejdet to år på havet for at blive i stand til at realisere sit liv som eneboer på et isoleret og ramponeret husmandssted i de skotske skove.

Titlen giver alligevel sin egen mening. Eneboeren i skoven kunne lige så godt have levet på en øde ø. Vinden, der suser i træerne, hvisker om havet. Mon ikke også det for filmskaberen Ben Rivers har været som at stå til søs igennem flere år at have ageret skygge for ensomheden i arbejdet med denne usædvanlige film?

Bortset fra lidt nynnen i ny og næ er det en ordløs fortælling.

Manden soignerer sig splitternøgen i sit lille interimistiske Storm P.-brusebad. Han laver kaffe og mad. Henter brænde på heden i sin gamle skramlekasse og fisker fra en tømmerflåde. Mest vandrer han dog bare ud i al slags vejr.

På et tidspunkt får han på uforklarlig vis hejst en gammel, algebegroet fedtmulecampingvogn op i toppen af et fyrretræ og får sig en ny udsigt.

Hverken Ben Rivers eller hans hovedperson er rejsende i forklaringer. Med mellemrum ser man Jake bladre i gamle fotografier. Om det overhovedet er hans egne familiefotos kan man ikke vide.

LÆS MEREEneboerfilm vinder årets store dokumentarpris

Mon ikke den smukke unge mand i færd med at reparere stengærdet, ham med fuldskæg, ham, som ligner en mellemting mellem en hippie og en græsk helt, er Jake i en ung inkarnation? Måske.

Historien må vi selv fortælle. Hvis vi da har driften. Hvorfor give sig til at forme en fortælling, når det er rent gætværk, om eneboerens er en tragedie eller realiseringen af en naturromantisk drøm?

En film, man føler på med øjnene
Ben Rivers har forsøgt at lave en ’ren film’. Spartansk, men ikke puritansk. Bagved ligger en æstetisk renselsesproces.

Filmen om eneboeren i årstiderne er en fortælling fortalt i stoflighed. Det er en film, man føler på med øjnene, som man føler på et groft vævet klæde med fingrene.

Denne knitrende sort-hvide film i lutter gråzoner er en film om at fornemme sin omverden. Det er en ’naturlig’ historie, men der er jo ikke noget naturligt over sort-hvid. Der sker ikke andet, end at tiden går, og manden trasker rundt i sol og sne, men visuelt er fortællingen efterbearbejdet til en paradoksalt raffineret primitivitet.

Filmen om en ensom ældre mand, der er trådt ud af den teknologiske civilisation, ligner en gammel filmrulle, der har været udsat for fugt og lys og mug, men i en raffineret form for kunstig slitage, man fornemmer har taget oceaner af tid.

Munk eller menneskedyr
Gråzonen mellem dokumentarfilm og billedkunst udforskes i disse år.

’Two Years at Sea’ vandt hovedkonkurrencen på CPH:DOX, hvor et andet eksempel på denne poetisk-dokumentariske undersøgelse var den japanske ’Kuichisan’.

LÆS ANMELDELSEUrgammelt og ultracool mødes i smukt billedflimmer

Men hvor ’Kuichisan’ var flakkende og fabulerende, er ’Two Years at Sea’ ét langt roligt åndedræt i sin skildring af en eneboer, der har valgt at leve i skovens dybe stille ro.

En moderne munk eller et såret menneskedyr? Vi ved det ikke. Vi er ikke et hak klogere, da filmen slutter, end da den begyndte. Men rigere.