Amerikanerne vil kun se amerikanske film eller i det mindste film på engelsk. Så gang på gang ser man film blive genindspillet på amerikansk og som regel også ’forflyttet’ til amerikanske lokaliteter.

Resultatet kan sagtens blive udmærket, men formår sjældent at matche originalen. Stieg Larssons svenske krimier er så populære over hele verden – også i USA – at en remake af Niels Arden Oplevs ’Mænd der hader kvinder’ kun var et spørgsmål om tid. Og nu er tiden gået og kommet.

LÆS OGSÅ Stieg Larsson skovler penge ind efter sin død

Instruktøren David Fincher er med film som ’Se7en’, ’Fight Club’ og ’The Social Network’ et af det nye Hollywoods mest markante instruktørnavne.

Så hvad har Fincher med de skarpe kanter gjort anderledes? Ikke så forfærdelig meget, viser det sig efter en vild og slibrig intro, hvor Led Zeppelins ’Immigrant Song’ med den ’svenske’ tekst »come from the land of ice and snow« bliver forvredet af tekno-nedrige Trent Rezor og overhældt med sexet motorolie.

Mere og tidligere Salander
Forskellene lyder imidlertid mere voldsomme på papiret, end de er på lærredet. Hvor den amerikanske udgave af ’Lad den rette komme ind’ var emigreret fra Sverige til New Mexico, er handlingen i Larssons grumme familiesaga stadig henlagt til Sverige, hvor den eneste forskel er, at befolkningen nu taler engelsk med svensk accent.

Plottet er blevet en anelse mere strømlinet, og udtrykket er blevet mere blankt og pulserende som i en typisk amerikansk thriller. Fincher har husket ikke så få tricks fra sin tid som instruktør af rockvideoer. Som i Spielbergs ’Tintin’ er der gjort en del ud af at lave et manuskript, så hovedpersonerne kan mødes i en fart og blive sammen.

LÆS ANMELDELSE AF ORIGINALEN'Mænd der hader kvinder' satser og vinder

Når man læser Stieg Larsson, kan man få det indtryk, at han startede med at have sig selv som hovedperson og først lidt senere opdagede, at Lisbeth Salander var en langt mere interessant figur.

Rooney Mara det rette valg
Det har David Fincher også regnet ud, så filmen lever op til bogens amerikanske titel ’The Girl With Dragon Tattoo’. Han har forfremmet Salander til fortællingens visuelt inciterende hovedperson. Den tatoverede og piercede teknopunker er hovedperson helt på linje med Daniel Craigs Mikael Blomkvist.

Det er således også Salanders intense og indelukkede antiheltinde, der er afsættet for musikken pumpet af sted af Trent Reznor fra Nine Inch Nails og der er skruet mere end en anelse op for erotikken mellem de to hovedpersoner.

Heldigvis har man i relativt ubeskrevne Rooney Mara fundet en Lisbeth Salander, der er virkelig god. Rooney Maras Salander er lige så nervøs og sårbar, som hun er rå og socialt understimuleret. David Fincher har et blik for ensomme outsidere, som får Lisbeth Salanders opgradering i plottet til at virke naturlig.

For få overraskelser
At det normale for såkaldt normale mennesker er at gøre lede ting ved hinanden, er en typisk Fincher-pointe. Det er ikke samfundet eller systemet, men sjælen, den er gal med. Så Stieg Larssons kønspolitiske hudfletning af det patriarkalske samfunds forbrydelser er blevet nedtonet.

Politik og magtpsykologi er i oversættelsen fra svensk til amerikansk helt naturligt og ikke spor overraskende blevet vekslet til klar figurtegning og dreven suspense.

LÆS OGSÅTegner: Salander skal være mere lesbisk

Selvfølgelig kan man se, der er kastet noget i retning af 100.000.000 dollar efter ’The Girl With The Dragon Tattoo’. Filmen ser flot og lækker ud i alle detaljer uden at opleves som blank overflade af dén grund. Fincher bruger ikke kosmetik.

Der bliver røget smøger i metermål, og den væmmelige anale voldtægt af Lisbeth Salander er ikke blevet camoufleret. Men Finchers brug af Enyas blide pophit ’Sail Away’ som baggrundsmusik i en alt end blid situation er en af den slags små afvigende manøvrer, der gerne måtte have været flere af.

Ikke lige så grænseoverskridende
Hvad man ikke kan købe for penge, er autenticitet. Niels Arden Oplevs film var svensk. David Finchers udspiller sig i et typisk Sverige – Home of the Volvo & Ikea.

På samme måde var Michael Nyqvists bulede svenske reporter Mikael Blomkvist en langt mere nordisk-realistisk hovedperson end Daniel Craigs seje superjournalist og toptrimmede dressman. Internationalt kendte skuespilleransigter som Daniel Craig, Christopher Plummer og Stellan Skarsgård tilføjer med deres tilstedeværelse mere stil end realisme.

Selve grundstemningen i filmen er bare grundlæggende anderledes af den simple grund, at film om seriemordere i Hollywood er business as usual, mens det bestialske fænomen i skandinavisk regi på en helt anden måde virker grænseoverskridende. Der var en anden nerve i ’Mænd der hader kvinder’, fordi den virkelighed, Arden Oplevs grovfil gled op ad, var mere dagligdags.

Spændingen er til at overskue
Amerikanerne kan sagtens være glade og tilfredse med den veltillavede thriller ’The Girl With The Dragon Tattoo’. David Fincher har efter ’Se7en’ og ’Zodiac’ igen lavet en veldrejet seriemorderfilm, og han har tillige lavet en relativt trofast og absolut velsmurt filmatisering af en populær krimi, der overalt på kloden er blevet et fænomen.

Men hvad skal vi bruge det til herhjemme eller for dens sags skyld i Sverige?

Man ved jo på forhånd alt om fra bogen og den første film, hvem der har gjort hvad, hvornår og hvorfor. Man kender svarene på gåderne. Man ved, hvem der kommer af dage, og hvem der redder røven i sidste øjeblik.

LÆS OGSÅStieg Larssons arv figurerer på morbid top-10

Det kan man naturligvis ikke klandre David Fincher for. Men det afgørende nye greb, som skulle gøre det tvingende nødvendigt også at se denne nye version af Stieg Larssons krimisaga, hvis man allerede har set ’Mænd der hader kvinder’, er svært at få øje på.

Man kan sagtens nyde David Finchers sublime håndværk og sans for at sammensmelte realisme med rockvideo i sine billeder, men at blive overrasket over noget som helst er altså temmelig svært. Spændingen er til at overskue.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN