Authorized copy – en tro kopi med garanti – hedder hans bog, ligesom originaltitlen på denne film, der vil dele publikum: Krukket og opstablet mystifikation, vil nogle vrisse; mens jeg og andre ser den som en original, måske søgt, men intelligent og suverænt spillet dialog om kunst og navnlig kærlighed.

Bogens britiske forfatter er i gang med et foredrag i Arezzo i Toscana, den ny kunsts arnested i renæssancen.

En fransk kvinde kommer ind og sætter sig midt på første række, men ude til siden rumsterer hendes teenagesøn utålmodigt.

Kvinden hvisker til sin sidemand, stikker ham en lap papir og forlader atter salen. Knægten beskylder sin mor for at have efterladt sit telefonnummer til foredragsholderen.

Kan kopi være lige så god kunst?
Næste dag får hun (Juliette Binoche) ganske rigtig i sin kælderbutik med kopistatuer besøg af forfatteren (William Shimell).

LÆS OGSÅJuliette Binoche er vidunderlig i legende romance

Han siger ja til, før sin uopsættelige afrejse samme aften, at køre en tur med den fremmede kvinde, og i bilen diskuterer de.

Kopien kan være lige så god kunst som originalen, hvis den bevæger tilskueren lige så meget, siger hun, at hendes søster mener. Han giver hende ret.

Ankommet til kirken i Lucignano med maleriet ’Musa Polimnia’ – anset for renæssancekunst som »Toscanas Mona Lisa«, men siden afsløret som nyere kopi – fornemmer vi en anden dagsorden under de flirtende spilfægterier om kunst eller kopi.

I kirken står nygifte par i kø for at fotograferes. Hans åndsfraværelse tiltager, mens hun må fjernstyre teenagelømlen derhjemme per mobil.

En erfaren caféværtinde tager dem for et gift par og giver hende et godt råd: Hold fast ved ham, selv om han ikke er fuldkommen – »det ville være dumt at blive ulykkelig for idealets skyld«.

Også han får et godt råd af en ældre turist (spillet af Buñuels nu 80-årige manusforfatter Jean-Claude Carrière): Vis hende lidt opmærksomhed, det hjælper altid!

Opfattet som par bliver de det også: Flirt bliver til mundhuggeri om småt og stort, som efter 15 års ægteskab. Måske blev de faktisk gift her i landsbyen dengang?

Hun nicer sig op og håber vist på en genforening (ja, genfødsel: renæssance). Han fastholder rasende glemsel, fortrængning, splendid isolation: »Jeg lever mit liv! Min familie lever sit!«.

Hvad er nu ægte og hvad falsk?
Hvad er nu ægte og hvad falsk? Første dels møde mellem to fremmede – eller mange års adskillelse mellem to gifte med en teenagesøn? Har hun et rimeligt krav på ham?

Beskytter han hende netop ved kun at være ’sig selv’? Er vores liv med hinanden ufuldkomne kopier af et idealt, ikkeeksisterende originalbillede af et parforhold?

Bliver banal hverdag original, hvis vi i det mindste ser hinanden?

Skal de to dele med skiftet midtvejs forstås som samtidige aspekter af ét og samme forhold: bundet til hinanden og dog ensomme hver for sig?

Hvor mange par lever ikke i fælles stuer og dog på kilometers afstand?

’Mødet i Toscana’ svarer ikke. Bundirriterende, men tankestimulerende. Og ofte gribende, for trods stedvis for forlænget taletid er det hele ikke ord – de to viser os et helt liv i udtryk og tonefald.

Den britiske baryton Shimell, endnu i sit nioghalvtredsindstyvende år efterspurgt på operascenerne som Don Giovanni, forføreren, der netop kun sanser sig selv.

LÆS OGSÅ Moderne udgave af Stravinsky-opera er et super show

Og Binoche, der her udfordrer, driller, fortvivler og holder tårerne tilbage længe nok til, at selv det velkendte smil omsider igen er som første gang: ægte.