Den postmoderne piratfilm kunne man kalde ’Pirates of the Caribbean’-serien.

Gore Verbinskis fantasifulde projekt har haft succes ved respektløst at blande den gode, gamle sørøverfilm med andre genrer efter frit valg. Således at zombier og spøgelser har kunnet vandre ind og ud af filmfantasien og puste nyt liv i gamle dødningehoveder og huggerter.

I en filmepoke, hvor den barnlige fantasi fejrer triumfer på ryggen af en flodbølge af teknologiske fremskridt, har ’Pirates of the Caribbean’ været en frisk genrenytænkning, hvor Johnny Depps vintagekluns, tykke mascara og feminine fægtehåndled har skabt en elskelig og udflippet figur frit efter Keith Richards.

LÆS OGSÅ Jack Sparrow stævner ud for fjerde gang

Desværre er det så som så med friskheden i den fjerde film, der ellers ankommer for fulde sejl som flot realiseret digital 3D. Projektets mastermind, Gore Verbinski, har denne gang været optaget af at lave den smågeniale animationsfilm ’Rango’, eller også har han bare valgt at hoppe fra borde, mens legen var god.

I stedet er det veteranen Rob Marshall, der har overtaget roret, og resultatet er blevet en film, der i stedet for at være udflippet bærer alle den rutinerede håndværkers mest forudsigelige træk.

Blackbeards datter?
Johnny Depps kaptajn Jack Sparrow er stadigvæk en charmerende kreation, men charme holder kun så og så længe, før den begynder at blive luvslidt. Figuren får en slags kunstigt åndedræt af Penelope Cruz.

Hendes sørøverdronning Angelica er en bedre halvdel til Depps Jack. Det viser sig, at Jack engang har haft en affære med hende og ladet hende sejle sin egen sø. Men er hun nu ven eller fjende, og er hun virkelig datter af den frygteligste af alle pirater, Blackbeard?

Kombinatonen Depp-Cruz fungerer slagfærdigt.

Det er snarere den overdrevent tempofyldte handling, den er gal med. Manuskriptforfatterne Ted Elliott og Terry Rossion har proppet så mange dramatiske højdepunkter ind i handlingen, at begrebet kulmination nærmest mister sin betydning.

Uden at man synes at opleve noget hæsblæsende og herligt af dén grund. Problemet bliver fulgt hele vejen af den berømte filmkomponist Hans Zimmer, der hamrer løs for fuldt orkester fra start til slut, så det efterhånden runger passende hult for ørerne.

Set før
Handlingen ligner unægtelig noget, man har set før. Mest fordi den ikke betyder særlig meget.

Såvel spanierne som englænderne samt den legendariske Blackbeard er alle på jagt efter Ungdommens Kilde. Eftersom Jack Sparrow kender beliggenheden, er de også på jagt efter ham.

LÆS OGSÅFilmredaktøren dag 4: Livet er for kort til 'Pirates of the Caribbean'

Det bliver en sejltur på et par af de syv have og en rejse gennem jungler befængt med slanger og giftige frøer.

Lykkes det at finde den sagnomspundne Ungdommens Kilde, kræves tillige forskellige remedier til foryngelsesritualet.

De dydige havfruer
Den sværeste ingrediens at få fat på er havfruetårer.

Havfruerne er ganske vist smukke, men har ellers ikke megen lighed med hverken Disneys kække Ariel eller H.C. Andersens lille havfrue. Disse havfruer er gammelsultne rovhavfruer med superkræfter nemlig!

Lidt uhyggelige, men nu mest med et gran af ufrivillig morskab.

Det har krævet stor opfindsomhed fra computerdrengenes side at kamuflere babserne på de smukke fisketøsers nøgne overkroppe. Sært ser det ud. Men hvad gør man ikke for dyden, når man er sendt i byen af familiekoncernen Disney og for alt i verden gerne vil have en så lav censuralder som mulig?

Ikke svaret på Ungdommens kilde!
’I ukendt farvand’ holder sig reelt kun flydende takket være det bombastiske blæsevejr og de etablerede figurers karisma. Foruden Depp er Geoffrey Rushs kaptajn Hector Barbossa med træben med gevind og indbygget lommelærke et krukket syn for guder.

Heldigvis dukker foretagendets guru, Rolling Stones-guitaristen Keith Richards, også op i en bitte scene og minder om, hvor Johnny Depp har fået stilen fra.

Målt på alt det ydre er ’Pirates of the Caribbean 4’ mindst lige så flot som forgængerne.

Men som koncept er der seriøst gået McPirat i den. Spørgsmålet er, om seriens mange fans i længden synes, coolfaktoren holder.

Jeg synes, de gustne overlæg og de mekaniske valg i alt for høj grad skinner igennem efterhånden. Hvad end Rob Marshall tror, han har fundet i ’Pirates of the Caribbean’, så er det ikke underholdningsindustriens svar på Ungdommens Kilde!

Også selv om det lige præcis er dét, man så gerne vil overbevises om, inden man går i gang med 5’eren.