»HVORFOR har paven badebukser på, når han arbejder? Jo, han vil ikke se ned på en arbejdsløs «.

Vittigheder af denne type, som den velintegrerede libaneser Luffe serverer, er forståeligt nok ikke den pæne unge teolog Tobias Carlings yndlingsvitser. Men det er nu heller ikke vores. Og dermed går en vigtig pointe i den svenske film 'Miffo' tabt.

Det folkelige tabermiljø i en forstad til Stockholm, som den unge præst i sin kvide opsøger, er hverken sjovt eller sandsynligt.

Da Luffe pludselig dør, er vi næsten ligeglade, men nej, en sentimental bisættelse skal til.
Sentimentalt er også portrættet af den fhv. pastor, som fremviser et billede af sin forlovede fra for 40 år siden og til sidst går tur på gaden med indsamlingsliste til sin gamle kirke.

En idealist, altså - men ikke en idealist, man umiddelbart genkender. Genkender vi hovedpersonen Tobias? Tjoe. Han er en overklassetype, som har fået nok af de tomme kirker og derfor søger ud i forstaden til et andet miljø - dog sandt at sige heller ikke med megen succes dér. Men han møder den rullestolskørende Carola, en smuk og sjov pige, som forelsker sig i Tobias.

Det er hendes stedfar, som er Luffe, og hendes mor er vist nok alkoholiker af den slags, som uddannes på Dramatens elevskole. Tobias bliver fascineret af Carola, som han går i seng med, og nu viser det sig, at hun pludselig kan føle noget ved sex. Det havde hun ellers sagt, at hun ikke kunne, men hvad ved man.

Tobias undersøger ikke sagen. Men han bor sammen med sin ekskæreste, Jenny, som får genoplivet kærligheden til Tobias, da rullestolspigen melder sin ankomst.

Nu begynder det at blive spændende. Hvem skal Tobias vælge? Hvis der var nogen rigtig realisme i forestillingen, ville vi erfare, hvor vanskeligt det er at være lam i benene og køre rullestol.

Men de problemer er totalt fraværende, tværtimod ruller Carola lystigt rundt i Stockholm ved nat og dag, mere aktiv end nogen, som ikke er handikappet. Jeg skal love for, at hun kan noget med den rullestol.

TOBIAS BLIVER gift med den socialt rigtige pige, og herefter er filmen en næsten pinligt tro kopi af 'Fire bryllupper og en begravelse', minus det vittige. Tobias ombestemmer sig og får den pige og den rullestol, han inderst inde elsker. Sådan er det, og Jonas Karlsson er rigtig god som Tobias.

Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på den teologiske symbolik i filmen, kvindens tro er stor, hun har elsket meget, det skete hende, som hun ville - og så videre - men det må stå for tilskuerens egen regning, for der er intet konkret, som støtter den tolkning.