På et tidspunkt i dokufilmen 'Fog of war' nævner McNamara sit mellemnavn, som havde vakt en vis misforståelse hos hans forlovede: Hvad er dit mellemnavn? havde hun spurgt, og han havde svaret: »It's Strange«.

»Ok, jeg ved at det er sært, men hvad er det,« fortsatte hun.

Han svarer ret godt til sit mellemnavn. Født 1916, men i fortrinlig form, intellektuelt og emotionelt. Errol Morris, som har lavet den oscarpræmierede dokufilm om McNamaras skæbne, har fået hænderne fulde med en mand, som ved hvordan medier styres - og hvordan man sikrer sig et hæderligt eftermæle, trods tvivlsomme indsatser i Anden Verdenskrig, Vietnamkrigen og formentlig Verdensbanken - som vi ikke hører om i filmen.

Interviewet med McNamara er et defensorat af de snedige. »Jeg har lært så meget, at man som interviewperson ikke skal besvare spørgsmålene, men svare på de spørgsmål, man ønskede sig,« siger han på et tidspunkt, og man må indrømme, at han stort set holder sig til den lære.

Det er heller ikke fordi der er så mange spørgsmål. McNamara kan selv holde foredrag. Han har 11 hovedteser, egentlig ganske banale, men de fremstår med den vægt, som kommer af hans job.

Han blev hentet fra Ford-fabrikkerne til Pentagon af præsident John F. Kennedy, som han er loyal over for, ikke bare teknokratisk loyal, men emotionelt. Et sted i filmen græder han ved mindet om den begravelsesplads på Arlington, som (han selv) havde udpeget til den myrdede præsident. Ægte tårer.

Nærmest en selvkritik er han ved spørgsmålet om sin indsats under Anden Verdenskrig, da næsten en million japanere var blevet dræbt af amerikanske bombefly under ordre fra general LeMay.

Allerede inden Nagasaki og Hiroshima var så mange japanere blevet dræbt, at de 100.000 i Tokyo, som blev brandbombet ihjel natten til 10. marts 1945, næsten kan synes som en detalje. Ikke i dag. Det erkender McNamara.Han betragter det meget mere som et held end som resultatet af en omhyggelig policy, at Cuba-krisen under Kennedy ikke udviklede sig til en atomkrig.

Den tidligere Moskva-ambassadør (og ikke en »ubetydelig kontormedarbejder«, som den medfølgende tekst vil ha' det) argumenterede modigt for en henholdende, moderat aktion, idet den fhv. ambassadør tog udgangspunkt i sine personlige erindringer om besøg hos Khrusjtjov og kone. Men heldet var også affødt af meget grundige - og beundringsværdigt dybt sonderende samtaler - i Det Ovale Værelse - samtaler som er udgivet som glimrende bog, og som man jo ikke kan løbe fra.

Aflytningen af telefonsamtaler fortsatte under Lyndon B. Johnsons præsidentperiode, så her er McNamara nødt til at forholde sig til de facts, som efterhånden blev uudholdelige for resten af verden. Vietnam syntes, de stod over for en borgerkrig, USA mente, at Den Kolde krig fortsatte i al sin hede.

McNamara og Lyndon B. Johnson kunne ikke sammen. Johnson er død. Og med en diskretion, som er forbilledlig, formår McNamara alligevel at stille Johnson i et uheldigere lys, og sig selv i heldigere.

Når man tjener USA's præsident, er sagen ikke, at man »følger ordrer«, men at man ultimativt tjener det amerikanske folks interesser, sådan som præsidenten nu engang vurderer dem. Her havde man gerne hørt det elementære, men forbudte spørgsmål luftet: »Did you follow orders?«, men det bliver ikke stillet.

På et tidspunkt ophørte McNamara med at follow orders og gik af - hvornår er tidspunktet kommet til den omvurdering? I hvert fald kom den ikke et øjeblik for sent.

McNamaras lektion nummer ni hedder i dansk oversættelse »Målet helliger midlerne«, hvilket kan lyde rationelt, men også indbyde til væsentlig debat. Den udebliver.

På billedsiden er filmen nu ikke noget at råbe hurra for - den er et forsøg på visualisering af filmens titel, »The Fog of War«, krigens tåge.

Det er kolonner, bombefly, tal, ansigtet der taler, flere tal og statistikker, flere fly, sikkert en meget hæderlig gengivelse af den partielle blindhed for årsager og følger, som er ethvert historisk tidspunkts forbandede skæbne. Med McNamara fik USA en fremtrædende mand, som er i stand til at besinde sig og efterrationalisere.

De fås næppe bedre - desværre.