Annonce
Biografen 8. jul. 2010 KL. 09.37

Shrek kæmper mod sure sokker og hylende unger

I fjerde kapitel af eventyret om Shrek mærker den grønne skovtrold 7-års-kløen.

FIlm-anmeldelser

Anmeldelse Shrek Forever After/Shrek den lykkelige

Politiken synes
Politiken synes
Land USA
Instruktør Mike Mitchell
Se biografer og spilletider

Forelskelsen er et sandt eventyr. Affortryllelsen indtræffer først, når det forelskede par skal lære at leve med sure sokker og hylende unger. Termin, trædemølle og tarmluft.

Denne såre konkrete, men også meget voksne affortryllelse er udgangspunktet for den fjerde og officielt sidste ’Shrek’-film. Det er historien om eventyret efter eventyret. Hvad sker der egentlig, når man går i gang med at leve lykkeligt til sine dages ende?

Den grønne trold ser rødt. ’Shrek’ væmmes ved sig selv. Den indre trold er blevet til flink vatnisse. Den engang så frygtede Shrek føler sig dødtræt af bleer, fødselsdage og af at blive betragtet som turistattraktion. Som typisk mandfolk glemmer han at sætte pris på hverdagens trummerum.

Trold med ret til at skræmme
I et svagt øjeblik skriver han under på en kontrakt med den lumske lille Rumleskaft. Shrek får foræret en magisk dag som god gammeldags trold med ret til at skræmme bukserne af folk.

Til gengæld skal han bare afgive en enkelt lillebitte anden dag af sit liv. Rumleskaft tager den første af slagsen. Den dag Shrek blev født. Så da Shrek kommer til sig selv, er verden ikke til at genkende. Shrek er ikke i gang med at leve lykkeligt til sine dages ende.

Han er slet ikke blevet født og har derfor ikke reddet Fiona fra forbandelsen. I stedet er Rumleskaft diktator i Landet Langt Langt Borte og Fiona den barske leder af troldenes undergrundshær.

Et parallelunivers
Eventyrlandet ligner ikke et eventyr, men noget træls realisme med social ulighed og vilde teknofester. Her kan man virkelig tale om et lille sidespring med store konsekvenser!

Dermed kommer den fjerde ’Shrek’-film til at foregå i en slags parallelunivers til de foregående film. Der er skruet gevaldigt ned for de ironiske referencer, af den simple grund at det velkendte ironiske Shrekunivers nu er, hvad man skal forholde sig ironisk til.

LÆS ANMELDELSEDen grønne lavine ruller videre

Det morsomme er ikke længere citater, men at Den Bestøvlede Kat nu er blevet for fed til sine støvleskafter, og at Æsel ikke kan kende Shrek, af den simple grund at han aldrig har mødt ham.

Voksent dilemma
Som næsten alle film, der tager udgangspunkt i en historie, hvor man laver kuk i den lineære tid, skal man ikke tænke for meget over, hvad der foregår. ’Shrek 4’ er absolut sjov nok til at holde stilen og det høje niveau, men spørgsmålet er, hvor sjov børn denne gang vil finde det meget voksne dilemma, filmen handler om.

Men hvis parforholdets trætte rutine ikke lige er det mest vildt aktuelle for en 10-årig, får de til gengæld så meget desto mere rutsjebane for pengene end tidligere.

Det er nemlig helt tydeligt, at ’Shrek 4’ er udtænkt på en måde, så den i højere grad end de tidligere film tænkes 3D. Der er mere action. Flere flyvende hekse og eksplosioner.

Mere action, mindre ironi
Når så meget af filmen udspiller sig inde i Rumleskafts palads, er det ikke mindst, fordi man her har skabt et univers, hvor man kan fremmane den altafgørende rumfornemmelse til 3D. Det er 3D, der rykker. Men det rykker ikke Shrekuniverset i en mere spændende retning.

SE WEB-TVSe traileren til den sidste Shrek-film

Mere action, mindre ironi, altså. ’Shrek Forever After’ er glimrende sommerunderholdning og lever højt og flot på sine etablerede figurer med velprøvede og velfungerende danske stemmer. Men det ligner mere en krølle på tre små grisehaler end begyndelsen på et smukt nyt eventyr.

Så det er nok meget godt, at man har besluttet sig for at finde enden på legen, mens legen er god. Helt endt er legen dog ikke. For mens Shrek går på efterløn, får Den Bestøvlede Kat sin helt egen film at gå sine helt egne veje i. Hvilket den bestøvlede missematador selvfølgelig vil synes både er sejt, helt naturligt og fuldt fortjent.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu