Hun får tæsk. Rigtig mange tæsk. Hun bliver fuldstændig tævet i smadder. ’Hun’ er den prostituerede Joyce Lakeland, der i skikkelse af Jessica Alba bliver tævet sønder og sammen af den psykopatiske politimand Lou Ford i Michael Winterbottoms ’The Killer Inside Me’.

Scenen har givet anledning til skriverier om, at nu har amerikanerne fået deres egen ’Antichrist’-skandale. Men det viser sig at være en sammenligning uden sans for proportioner. I sin filmatisering af Jim Thompsons roman ’The Killer Inside Me’ er den engelske instruktør ikke en agent provocateur som Lars von Trier.

Det ser væmmeligt ud, når en mand banker en kvinde. Og væmmeligt og voldsomt ser det ud i Michael Winterbottoms film. Det er en helt bevidst pointe. Hvor man i amerikansk film er mestre i at fremstille vold som underholdning, og dermed dybest set som noget relativt uskadeligt, så tillader Winterbottom ikke, at man slipper så let.

Væmmelig og voldsom
Brutal vold begået af en stærk imod en svag er væmmelig og voldsom. Den kendsgerning skal man ikke have lov til at undslippe, mener Winterbottom tydeligvis. Når han ikke lægger fingrene imellem, er det helt i pulp fiction-legenden Jim Thompsons ånd. ’Kioskbaskernes Dostojevskij’ var ikke for svage sjæle.

’The Killer Inside Me’ er ikke en provokation, men indskriver sig naturligt i den løbende debat om voldens væsen på film. Engelske Winterbottom føler sig tydeligvis ikke underlagt de samme former for selvcensur i forhold til vold og erotik, som man følger i langt de fleste tilfælde i amerikanske film.

LÆS ARTIKELSuccesfuld filmfotograf begyndte på Lykkehjulet

Her ender volden oftest med at blive direkte eller indirekte maskulint selvforherligende. Eller ender som sadistisk spekulation som i ’Hostel’ eller ’SAW’-filmene. Ingen af delene kan man beskylde ’The Killer Inside Me’ for, selv om det sadistiske element spiller en helt central rolle.

Sadomasochistiske elementer
Men igen gælder det, at det sadomasochistiske ikke er et kinky krydderi. Winterbottom vil vise, at mange seksuelle relationer mellem mænd og kvinder rummer et mere eller mindre udtalt sadomasochistisk element. Så det viser han, så livremmen svirper mod den tynde hud.

Michael Winterbottom laver mange, og mange forskellige slags, film. Uanset om han laver film om afghanske flygtninge, politiske emner eller film på grænsen til pornografi, er fællesnævneren kompromisløshed og åbne kort. Det gør ham til en frygtløs og interessant instruktør. Det gør ikke nødvendigvis hans film til mesterværker, men mindre kan også gøre det.

Sadomasochisme er en seksuel iscenesættelse af et fiktivt eller reelt magtforhold. I ’The Killer Inside Me’ udgør almagt og afmagt et umage par i en ’typisk’ lille texansk by, hvor alt udadtil er normalt og i den skønneste orden. Men den skønneste orden er også den ældste.

Seksuel sadisme
Byens brovtende matador opfører sig, som var byen hans private ejendom. Eller hvis man skal seksualisere relationen: Magtfulde Chester Conway betragter byen som sin private luder, som han kan gøre med, som han vil, fordi han betaler for privilegiet. Men ikke alle de magtmæssigt mindre veludrustede mænd i byen vil acceptere rollen som dørmænd på bordellet.

»Herude er man en mand og en gentleman, og Gud nåde og trøste dig, hvis det viser sig, du ikke er det«, siger Lou Ford på et tidligt tidspunkt, hvor man endnu ikke ved, at den flotte ordenshåndhæver selv er en mand, der er alt andet end en gentleman.

Lou Ford har fået besked på at smide luderen Joyce ud af byen. Imidlertid vækker hun noget i ham. En seksuel sadisme, han har undertrykt som »mand og gentleman«. Lou og Joyce indleder et voldsomt seksuelt forhold. Da de sammen planlægger en forbrydelse for at finansiere et nyt liv sammen, ligner det opstillingen til James M. Cains klassiske noir-drama ’Postbudet ringer altid to gange’. Men der er en forskel, og den er afgørende.

Ekspert i psykopater
I Cains skæbnefortællinger (f.eks. romanen bag Billy Wilders mesterværk ’Double Indemnity’) begår hovedpersonerne hybris. De overskrider deres egen sociale skæbnes begrænsninger og må gå under. I ’The Killer Inside Me’ er skæbnen ikke en tåget guddommelig størrelse af græsk afstamning omplantet til et kapitalistisk Amerika, men en psykologisk forklaring, der peger direkte tilbage på barndom, på far og mor.

’The Killer Inside Me’ er på mange måder en ganske stærk og især kompakt film. Casey Affleck er ved at blive lidt af en ekspert i psykopater. Når han gør Lou Ford til en lige så isnende som ynkelig størrelse, arbejder han med stort set de samme elementer, som da han var endnu bedre som Bob Ford i ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’.

Noget svagere står både Jessica Alba og Kate Hudson i rollerne som Fords elskerinde og kæreste. De erotiske scener damper, og volden er rå, men det er næsten, som om de ikke har kræfter til at spille opretstående, når scenerne er mere hverdagsagtige.

Flot 1950’er-ramme
Filmen har en flot 1950’er-ramme. Den ser meget amerikansk ud, men har en britisk kerne af bister realisme. Det paradoksale er, at Winterbottom ved at satse på benhård virkelighed og at afmytologisere det skæbnebestemte også frarøver filmen mulighed for at opbygge sin egen aura. Noir uden skæbne er som en gåde uden mystik.

Historien er stenhård, men ægger ikke fantasien som James M. Cains mere romantiske form for desillusion. Forestillingen om hybris og skæbne tilbyder et mere tidløst drama end en film, der ikke holder sig for god til at lave nærbilleder af hovedpersonens bogreol, hvor Bibelen og Freud står opmarcheret ved siden af hinanden.

Der står de og gnubber sig op og ned ad hinanden i familiens hjem. Næsten som en facitliste til denne hårdhændede SM-version af ’Fy, fy skamme’.