Med fire af de absolut mest tungtvejende Oscarstatuetter i ryggen får ’Kongens store tale’ dansk premiere i stærkest tænkelig medvind.

’Kongens store tale’ er da også en gennemført dejlig og begavet film på den 100 pct. kultiverede britiske måde.

Et tidløst og traditionelt iscenesat drama, som Tom Hooper har instrueret med så fornem sans for historiske detaljer, og med så stor ulyst til at prøve noget uventet, at man alligevel godt i stille sind kan beklage, at den til Oscarfesten vaskede gulv med visuelt nytænkende ’Inception’, højaktuelle og skarpt instruerede ’The Social Network’ og den beske ’Winter’s Bone’.

LÆS ARTIKEL 'The King's Speech' blev årets store Oscar-vinder

Blændende hovedroller giver dramatiske nerve
Colin Firths Oscar er den mest indiskutable af de fire statuetter til ’Kongens store tale’.

Hans desperat-humoristiske portræt af en mand fanget af sin givne rolle og frustrerende fysiske begrænsninger er udfoldet med afvæbnende heroisme.

Man kunne heller ikke have brokket sig vildt, hvis Geoffrey Rush havde fået lidt til kaminhylden. Det er i høj grad samspillet mellem de to i rollerne som ’Bertie’, der krones som kong George VI, og den uortodokse australske talepædagog Lionel Logue, der er filmens motor og dramatiske nerve.

Den stille bror
Historien om prinsen, der i 1936 uventet blev konge af Storbritannien, da hans bror kong Edward VIII efter kort tid på tronen abdicerede for at kunne gifte sig med den fraskilte og borgerlige amerikaner Wallis Simpson, er tidligere mest fortalt med fokus på den skandaløse bror.

Nu gælder det den stille bror og et mere stilfærdigt, men nok så grumt drama. For det er ikke sjovt at skulle være overhoved for en fjerdedel af klodens beboere, hvis man hakker og stammer på det grusomste.

LÆS OGSÅ Stammende Oscarkonge: »Jeg har ikke selv stammet«

Hvad der trods alt gør en såre traditionel film en smule moderne, er, at Tom Hooper, som Stephen Frears og Peter Morgan gjorde det i ’The Queen’, insisterer på at skildre de kongelige som en afart af almindelige familiemennesker i en ekstrem situation.

At være født til at herske og vokse op i splendid isolation fra den jævne mand og den gemene hob er ikke nødvendigvis det mest kernesunde, man kan forestille sig.

Moderne parallel
Et lille pift af moderne parallel indtræffer, da den gamle konge (Michael Gambon) forklarer sin søn om de nye tider, som har indfundet sig med den djævelske radio og BBC. Engang var det nok for en konge at kunne sidde ret op og ned og pynte på en hest.

Nu skal man pludselig kunne tale overbevisende og med myndighed til hele verden på én gang. I vore dage ville man sige, at man skal have medietække og kunne gøre sig på tv.

I stedet for at være symbol bliver det royale overhoved forvandlet til en sælger af kongehuset som godt brugt institution.

Barndomsknude
Stakkels stammende Bertie er pligtopfyldende og intelligent, men hårdt ramt på selvtilliden. Han ved, han som kongelig ikke bare har ret til at leve sit eget liv. Det tilhører landet, pligten og slægten.

Et livssyn, hans storebror ikke deler. For ham er det vigtigere, at kunne gifte sig med hvem han vil. Så han gifter sig, og Bertie bliver uventet konge, og nu haster det pludselig med at få repareret talemekanikken.

Men den selvlærte talepædagog Lionel Logues metode bygger på fortrolighed og gradvis afdækning af de psykologiske blokeringer bag talefejlen. Det involverer for det første det næsten utænkelige skridt, at prinsen og pædagogen skal være ligemænd og på fornavn.

LÆS OGSÅAnmelderne: Oscar-sluger er en bloody good film

Dernæst betyder det, at Bertie skal konfrontere den lille dreng inden i sig selv. Som er knuget af en autoritær far, en tyrannisk storebror og en sadistisk barnepige.

Pondus i birollerne
Derek Jacobi, Guy Pearce og Timothy Spall (som Churchill!) er med til at give filmen udsøgt pondus ud i alle biroller.

På filmkunstens vegne kunne man godt have ønsket, at en lidt mere sindsoprivende film havde fået en Oscar som årets bedste. Men god er den.

Og i Oscarsammenhæng er det altså svært at hamle op med en film om en dejlig mand, der overvinder sig selv og sit handikap – og oven i købet gør det på så demokratisk en facon.