Du kan rende fra Herodes til Piratos, men nøglen til ægte fred i sjælen må du dog først finde i dig selv.

Det skorter ikke på gode fiduser til det moderne fortravlede menneske, da Julia Roberts i rollen som Liz Gilbert rejser hele verden rundt for at blive klogere på sanseligheden og åndeligheden – og sig selv.

Filmatiseringen af Gilberts selvbiografiske bestseller ’Spis Bed Elsk’ er hjælp til selvhjælp i eksotiske kulisser.

Tomheden nager
Følger man de gode råd, er det underforstået, at man med lidt held kan man komme til at ligne Julia Roberts og måske endda have en realistisk chance hos tyren med kvieøjnene – Javier Bardem.

Selv om hun er feteret rejsebogsforfatter og bor skønt i New York med sin søde mand, nager tomhed og trummerum Liz Gilbert.

Som straf for hans noget rutineprægede præstation forlader hun sin mand og indleder et forhold til en ung skuespiller, men ak, heller ikke dét hjælper!

Roder man sig ud i en eksistentiel krise, er det godt at have en velpolstret bankkonto, så Liz Gilbert begiver sig ud på en større jordomrejse for at finde sig selv.

Spiser og drikker sig ud af blindgyden
På sin dannelsesrejse på 1. klasse skal Liz i Italien lære sanseligheden at kende. Glæden ved at spise og drikke uden puritansk skyldfølelse til dessert. Dolce far niente.

Et fedtfattigt liv er en moderne blindgyde, som Liz spiser og drikker sig ud af, mens hun lærer at gøre, som romerne gør i Rom.

I Indien skal hun i ashram for at blive klogere på sin sjæl og det guddommelige. Hvilket en gråskægget texaner er hende behjælpelig med.

På Bali skal hun af den gamle troldmand Ketut og hos en yngre heks lære ting om kroppen og sjælens samspil. Såsom at manglende fedt på knæet er tegn på for lidt sex.

Letfordøjelig visdom
Måske er det bare for længe siden, jeg har læst Alt for Damerne, men umiddelbart oplever jeg mange af filmens tips som helt udmærkede råd.

At spise sig lykkelig i pasta og drikke sig endnu lykkeligere i chianti er en kur, jeg kan bakke varmt op om.

Man risikerer ikke at blive voldsomt klogere af at se ’Spis Bed Elsk’. Til gengæld er dens visdom letfordøjelig.

Meget tung i bagdelen
Desværre har Ryan Murphy ikke helt styr på de kunstneriske kulhydrater, når han lader en let lille sag svulme op til en krabat på 138 minutter.

Det lyder måske ikke af meget sammenlignet med 80 dage, når man skal Jorden rundt, men det er nok til, at filmen bliver meget tung i bagdelen.

Også fordi det mest fornøjelige er filmens optakt i USA og dens kulinariske ophold i Rom.

Et farverigt fotograferet frikvarter
Værst er det, når Julia Roberts skal annamme Østens visdom, og filmen mister sin selvironi af syne.

Så længe lommeklogskabens lette kalorier bare er krydderi på en filmisk turistrejse, er ’Spis Bed Elsk’ et farverigt fotograferet frikvarter.

Når den tager sig selv og sine budskaber for alvorligt, savner man seriøst et par snabeltyrkersko at krumme tæer i.