Annonce
Biografen 10. mar. 2010 KL. 12.54

Kan Peter Jackson lave film om spøgelser?

Anmelderne er dybt uenige om 'Ringenes Herre'-instruktørens new age-drama.

FIlm-anmeldelser

Biografen The Lovely Bones

Spilletid 136 min.
Cencur Tilladt over 15 år
Land USA
Sted Palads, Metropol, Falkoner, Cinemaxx, Grand og Empire i København og 47 biografer landet over.
Instruktør Peter Jackson
Se biografer og spilletider

Det giver anmelderne:

Berlingske Tidende: 3 stjerner
Ekko: 5 stjerner
Ekstra Bladet: 2 stjerner
DR Filmland: 4 pile
MetroXpress/CinemaZone: 3 stjerner
Politiken: 4 hjerter

På papiret lyder Peter Jacksons nye film som et sikkert hit.

Instruktøren, der har fejret store triumfer med 'Ringenes Herre'-trilogien, har her filmatiseret Alice Sebolds bestseller 'Lovely Bones' om pigen Susie Salmon, der som 14-årig bliver dræbt af bestialsk barnemorder (spillet af den Oscar-nominerede Stanley Tucci).

Susie (spillet Saoirse Ronan) er dog ikke klar til at sige farvel til jorden, så hun havner i ’the in between’, en verden mellem livet og døden, hvorfra hun prøver at kommunikere med sin far. Historien bliver fortalt fra Susie Salmons synsvinkel, som hun oplever den efter sin død, og dermed skulle der være basis for en både spændende og uhyggelig film.

Men Peter Jacksons nye drama deler i den grad vandene blandt de danske anmeldere.

En del af anmelderne bliver grebet af filmens poetiske portræt af den unge, amerikanske pige, mens den anden del af anmelderne ikke lader sig rive med af Jacksons nærmest fantasy-agtige sekvenser.

Den driver af sentimentalitet
Journalisten og forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der lejlighedsvis agerer anmelder i filmmagasinet Ekko, er vildt begejstret.

»'The Lovely Bones' er en virkelig mærkelig film. Den er fuld af overdrivelse, den driver af sentimentalitet, den er smurt ind i semi-okkult pladder, den genbruger ulidelige New Age-hits a la Enya, og i filmens mest centrale scene er der brugt noget animation, der ligner et computerspil fra 1990’erne«, skriver Kristian Ditlev Jensen i sin anmeldelse, hvori han giver Peter Jacksons film fem stjerner.

Og konkluderer:

»Den er i det hele taget én stor tåkrummende overdrivelse. Og så er det en af de allerbedste film, jeg har set i lang tid«.

En film med sjæl
Positivt stemt over for Peter Jacksons nye film er også DR Filmlands Martin Lennon.

»'The Lovely Bones' byder på fremragende skuespilpræstationer, og flere af filmens karakterer bliver hos en længe efter, man har forladt biografen«, mener DR's anmelder, der uddeler fire pile til filmen.

»Susie Salmon udstråler den helt rigtige uskyld, der gør, at vi med det samme forelsker os i hende, som vi forelsker os i minderne om det første kys og årets første forårsbrise, der dufter af blomster efter en lang og kold vinter«, skriver Lennon, der samlet set mener, at 'The Lovely Bones' på trods af sine skønhedsfejl fremstår som noget så sjældent som en film med sjæl.

Forvrøvlet nyreligiøsitet
Den vurdering er Kristine Krefeld i Ekstra Bladet langt fra enig i.

Hun skriver sin anmeldelse under overskriften 'En mesters miskmask'.

»Peter Jacksons Oscarnominerede ’The Lovely Bones’ er kedelig og fuld af forvrøvlet nyreligiøsitet... Filmen finder aldrig balancen mellem at være thriller og poetisk drama om kærlighed og sorg, og da vi jo kender hele historien fra begyndelsen – blot ikke morderens skæbne – bliver det hurtigt en temmelig kedelig og uspændende affære«, skriver Kristine Krefeld.

Hun donerer blot to stjerner til filmen, hvor også Mark Wahlberg, Rachel Weisz og Susan Sarandon er på rollelisten.

Et drama om sorg
Det stærke cast til trods er der dog som sagt stor uenighed om kvaliteten af 'The Lovely Bones' blandt de danske kritikere.

Ann Lind Andersen i Berlingske Tidende giver tre stjerner til filmen og mener kort og godt, at Peter Jackson nye drama lander »et sted midt imellem«, og at den er både »smuk, ujævn og lidt kedelig«.

Omvendt fortæller Christian Monggaard i Information, at han blev dybt berørt af den visuelt flotte og dramatiske historie om Susie Salmon.

»'The Lovely Bones' er en bevægende beretning om en fars grænseløse kærlighed til sin datter, en kærlighed, der efter datterens død bliver til besættelse og hævntørst. Det er et drama om, hvordan sorg og uvished kan ødelægge en familie og gøre det svært for de efterladte at leve videre. Og endelig er det også et følsomt og poetisk portræt af en teenagepige, snart ung kvinde, som forelsker sig, men ikke når at opleve sit første kys«.

LÆS POLITIKENS ANMELDELSE Peter Jackson har lavet en ujævn spøgelseskrimi

'The Lovely Bones' har premiere torsdag 11. marts.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu