Jeg mødte Terry Gilliam i Cannes sidste år, og vi talte om kollegaen Tim Burtons ’Alice i Eventyrland’.

Det havde Gilliam det alt sammen fint med, selv om man med nogen ret kunne synes, at Lewis Carroll er lige så oplagt for den ene som for den anden.

LÆS OGSÅBurton og Depp brillerer i surreelt 3D-eventyr

På alle punkter havde Gilliam det fint. På nær én detalje: Johnny Depp som The Mad Hatter! Gilliam var brøstholden og ærgerlig:

»Johnny?«, sagde han med tykke streger under, »Johnny, he’s my bitch!«.

»Du har en gang som en lille pige!«
Og først når Depps karriere en dag er ovre, eller en af de to iscenesættere har sin nekrolog stående på navnesiderne, kan vi opgøre, hvem af dem havde mest held til at gøre Depp til netop sin bitch.

LÆS OGSÅDer skulle tre stjerner til at erstatte Heath Ledger

Og dermed fik øget chancerne for udødelighed, for når en skuespiller er blevet tilstrækkeligt meget kendis, er det vel aldrig helt dårligt, at de to er blevet en slags synonymer for hinanden, et brand. Det skulle gerne være sådan, at når man siger det ene navn, ligger det andet allerede klar på tungen.

Så hvis John Wayne stadig skulle vække en vis genkendelse her godt 30 år efter sin død, vil mindet måske dryppe på John Ford, der brugte Wayne i hovedroller i hele 11 film i perioden 1939-1963. Eller omvendt.

Men er det hele nu så enkelt?

Ford  & Wayne
F.eks. tror jeg, at en stor del af charmen for Ford ved at arbejde sammen med Wayne lå i, at instruktøren kunne tyrannisere og ydmyge sin hofskuespiller i det uendelige (»Du har en gang som en lille pige!«), og med årene fandt han ud af, at han kunne gøre det ustraffet. Så intimideret var Wayne af ham.

Den besynderlige dynamik fandt de to ind i, og den ene pinte uantastet den anden i 24 år.

Ligesom Johnny Depp var John Wayne eftertragtet. Howard Hawks lagde også billet ind på ham, hans westerns var knap så eksistentielle som f.eks. Fords ’Forfølgeren’ eller ’Manden der skød Liberty Valance’, til gengæld var de hæsblæsende, ravruskende underholdning.

Ensembler og solister
Tætte forhold mellem en instruktør og en skuespiller er filmindustrien og -historien proppet med.

Nogle få iscenesættere, typisk af auteurskolen, laver kun film med det samme ensemble af filmhåndværkere gang på gang, dem, de er trygge ved, dem, hos hvem de nøjagtig ved, hvor de forskellige knapper sidder, som skal indstilles.

Orson Welles havde det sådan og også Welles’ modstykke udi socialt og politisk bevidst screwball, den sublime instruktør Preston Sturges, hvis faste hold blev som et helt commedia dell’arte-sæsonteater, så veldefinerede blev deres arketypiske småbyamerikanere efterhånden.

Fidusen ved skuespillerensemblerne var, at de sjældent var så kendte, at de tog pusten fra medspillerne eller krævede særlig spilletid eller ekstra mange close-up fra deres ene gode side – de var et hold, der uselvisk arbejdede i produktets, i filmens tjeneste.

Koner og kærester
Tim Burton har én anden spiller, han bruger endnu oftere end Depp, nemlig Helena Bonham Carter.

Hende er han gift med og dermed på en måde forpligtet, men ved hjælp af de vilde frisurer og mere og mere groteske makeupper, filmselskaberne forsyner hende med, er hun begyndt at ligne Depps enæggede tvilling.

Begge udsprunget fra den høje burtonske pande, bag hvilken rumler de mest ekstravagante gotisk snirklede fantasier siden barokken.

LÆS OGSÅFilmbranchens mærkeligste legebarn

Om det også var derfor – fordi han var gift med hende – at John Cassavetes råbrugte Gena Rowlands i sine film, er svært at afgøre.

Cassavetes var ensembleorienteret som en god dreng af 50’ernes gruppeteater i New York, og eftersom det materiale, han udforskede i sine film, var privat indtil det pinlige, var det indlysende naturligt, at det var hans kone, den lige så glamourøse som harske Rowlands, der spillede den kvinde, han går nok så mange omgange med i film efter film.

Woody Allen har også gennemtærsket sine mange koner og kærester på film, Mia Farrow, Diane Keaton m.fl. Og selve det, at de var privat forbundne, var en pointe for os, der så filmene. Forstærkede autenticiteten.

Josef og la Marlene
Det måske berømteste af alle forhold mellem en instruktør og hans muse var det mellem Josef von Sternberg og Marlene Dietrich.

Mellem 1930 og 1935 lavede de syv film sammen. Han var hendes Svengali, manden, der skabte hende, for at sige det lidt sexistisk. Med lyssætning og plasticitet skabte Sternberg et idealiseret kvindebillede, der aldrig har set sin lige. Der var Venus fra Milo og der var la Marlene. Måske kniber Boticellis skumfødte sig lige ind på en tredjeplads.

Det er et åbent spørgsmål, om Sternberg ville være husket i dag, hvis ikke det var for Dietrich. Hvilket er så absurd, som det kan blive, eftersom Sternberg drejede sine svageste film netop med hende.

Han var en ekstremt stilsikker og -eksperimenterende instruktør, der havde forsket i sociale konflikter og seksualitet, ligesom han havde skudt gangsterfilm, 30’ernes mest epokedefinerende genre, i gang med ’Underworld’ i 1927.

Dietrichs ansigt, disse løjpelignende lange kindben og den svungne mund, de tunge øjenlåg og det diabolske glimt i øjnene – alt dette forførte den gode Sternberg til at lave film, der i bund og grund kun handlede om dette: den dietrichske fysiognomi.

Det er i sandhed bizart, hvordan mesteren bag film som det banebrydende havnearbejderdrama ’The Docks of New York’ kunne degenerere til en film som ’Den røde kejserinde’, der er ren staffage og konditorlagkage.

Stine Stengade er på samme måde en konstant i Ole Christian Madsens danske film.

Jeg skal ikke blande mig i, hvor fast eller officielt deres kærlighedsforhold har været, men Madsen har aldrig skyet en chance for at blande Stengade ind i ligningen, selv i mindre roller.

Den brillante yngre franske instruktør Christophe Honoré (’Les chansons d’amour’) har lige prøvet at lave en film, hvor den unge vilterkrøllede Louis Garrel kun var med i fem minutter, men hans hjerte var ikke i det.

Tough guys
Lidt ligesom dansk films store bromance mellem instruktør Thomas Vinterberg og skuespiller Thomas Bo Larsen. Hvis han ikke kan besætte en films hovedrolle med Larsen, som Vinterberg ikke alene er bedstevenner med, men også en stor fan af, finder han en halvsær birolle som motelejer i Brooklyn i ’It’s All About .

Inden Martin Scorsese allierede sig med det unge flødefjæs Leonardo DiCaprio, var han ét kød med den noget grovere Robert De Niro, og de to var uadskillelige i den offentlige bevidsthed: ’Mean Streets’, ’Taxi Driver’, ’Raging Bull’ ...

LÆS OGSÅScorsese-guide: 3 fede og 3 flade

Med De Niro ved sin side kreerede Scorsese et ry som streetwise, tough knægt fra det stærkt kriminaliserede Lower East Side (»Ya talkin’ to me? Who the fuck d’ya think you’re talking to?«).

De  Niro & Scorsese (& DiCaprio)
Scorsese selv skiftede stil og tematik, da DiCaprio afløste De Niro ved hans side, en ny luft i opsatsen, en ny følsomhed trådte til, og selv da Scorsese vendte tilbage til gangsterdramaet med ’Shutter Island’, ligger det milevidt fra De Niro-filmene, de små muskuløse sataner.

LÆS OGSÅDiCaprio overspiller fælt i Scorsese-film

Med Banderas på hovedpuden
Muser inden for kunsten transcenderer seksualitet. Ligesom Sternberg ikke havde sex med Dietrich, har Vinterberg det næppe heller med sin Larsen eller Scorsese med hverken De Niro eller DiCaprio.

Og selvfølgelig er forbindelsen mellem David Cronenberg og Viggo Mortensen ikke en seksuel en, men nok så stærk og funderet i, at to kunstneriske sensibiliteter finder sammen om at skabe måske de to bedste film, ’A History of Violence’ og ’Eastern Promises’, som de to hver især har præsteret.

LÆS OGSÅViggo Mortensen overbeviser som gangster

Men mon ikke det slog Pedro Almodóvar som en ønskedrøm, en uartig fantasi i Spanien i 80’erne, om Antonio Banderas var til noget. I hvert fald at iscenesætte ham, som om han var.

Almodóvar udsatte sin mandlige stjerne for mangt og meget, som de allerfærreste heteroseksuelle skuespillere er blevet budt. I årene fra ’Begærets lov’ (1987) op til ’Brokeback Mountain’ (2005) og ’Brüno’ (2009) er homoseksuel sex ikke blevet filmet så eksplicit som med Banderas på hovedpu… undskyld, i hovedrollen.

Så: Hvem er hvis bitch?