Med 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er den kontroversielle Michael Moore tilbage ved sit udgangspunkt.

Resultatet er bestemt godkendt, mener de fleste danske anmeldere.

For tyve år siden debuterede Moore med 'Roger & Me', hvor han skildrede konsekvenserne af, at bilgiganten General Motors lukkede sin fabrik i Michael Moores hjemby, Flint Michigan.

Siden har han fået et publikum verden over til sine film om massakren på Columbine High, Irak-krigen og senest det amerikanske sundhedssystem.

ANMELDELSE:Moore stikker kniven i det syge system

Rammer tidsånden
Nu er den 20 år gamle kritik af bilgiganten General Motors vokset til en kritik af kapitalismen som sådan og erhvervslivets påvirkning af amerikansk politik i særdeleshed.

Og den kritik serverer Michael Moore skarpt, tankevækkende og underholdende, mener de fleste af de danske anmeldere.

Mest positive er Information, P1 og MetroXpress/Cinemazone.

Her komplimenteres Michael Moore for at ramme lige ned i en tidsånd, der naturligt nok er præget af en finanskrise født i USA.

Relevant for hele vesten
Informations anmelder Christian Monggaard skriver blandt andet:

»Moore kender sine virkemidler og er en mester til at bruge lyd, musik og billeder til skiftevis at gøre grin med magthaverne og skabe sympati for the working man. Og nok så vigtigt er det, at selv om 'Kapitalismen – en kærlighedshistorie' handler om USA, er den også mere end relevant for mennesker i alle andre vestlige lande, der mere eller mindre har forsøgt at efterligne den amerikanske model, og hvor den økonomiske krise også har ramt meget hårdt«.

The working man portrætteres blandt andre af Michael Moores egen far, der mistede sit job, da GM lukkede fabrikken i Flint. Sammen besøger far og søn den grund, hvor fabrikken en gang lå.

Opfordring til civil ulydighed
Og det er da også Moores brug af konsekvenshistorier og skæbner, der rører de danske anmeldere. Som for eksempel Jacob Ludvigsen, der skriver for Cinemazone og MetroXPress. Han giver ligesom Filmland på P1 karakteren 5 ud af 6.

»Nogle af de stærkeste scener i filmen (...) er derfor dem, hvor man følger (og føler med) udsatte amerikanere, mens de bliver smidt ud af deres hjem, fyret fra deres job – og til sidst griber til civil ulydighed. Aktivismen hyldes, og derfor er det kun naturligt, når Moore selv forsøger at foretage en civil anholdelse af finansinstitutternes topchefer og spærrer børsen på Wall Street af med gul 'crime scene'-tape«.

Overskredet sidste salgsdato
Politikens Kim Skotte er knapt så rosende overfor filmen, som han i modsætning til visse af sine kolleger mener har overskredet sidste salgsdato.

Blandt andet er der ifølge Politikens anmelder alt for mange scener med grædende børn og voksne, som kommer til at ligne »et gennemskueligt trick«.

Og det gælder ikke alene børnene, men også Moores egen rolle som folkets hofnar, der løber magtens mænd på dørene.

»Så snart de hører navnet Michael Moore, og ser hans korpus med den karakteristiske kasket på toppen af det bebrillede hoved, bliver døren smækket i. Det er sjovt nok og tavsheden absolut talende. Men som dramaturgisk kneb er ’dørsælgeren’ Michael Moore ved at være luvslidt«.

Rystende beskrivelser
Den amerikanske filmmager er dog ifølge Kim Skotte på visse områder blevet bedre.

»De ironiske brug af klip fra gamle film og tv-programmer er om muligt endnu mere veloplagt end normalt. De mange eksempler på groteske udskejelser i vor tids amerikanske kapitalisme er uden undtagelse rystende beskrivelser af metoder, der gør det helt velbegrundet, når filmens præster og biskopper vover pelsen og forfægter, at kapitalismens kynisme har udartet sig til et onde«.

Visse vil mene, at Michael Moores film slet ikke er dokumentarer, selv om det vel er den filmgenre, hans værker kommer tættest på.

Snarere er de en slags essays, hvor personen Michael Moore bevidst manipulerer med sandheden og doserer den - vel at mærke hans version af sandheden - for at slå sit budskab fast.

Prædiker for menigheden
Hvilket kan være trættende. Det påpeger, den af dagbladenes anmelder mindst positiv over for 'Kapitalismin...': Ekstra Bladets Henrik Queitsch.

Ligesom Kim Skotte er han blevet småtræt af figuren Michael Moore. Og hans stil som sådan.

»Kapitalismen – en kærlighedshistorie’ er (...) en prædiken for de allerede omvendte. Og selv om man hører til den gruppe, er det svært ikke at irriteres over de evindelige gentagelser og den populistiske propaganda. Og den er muligvis en opfordring til at tænke selv, men har tydeligvis ikke tiltro til, at dens publikum er i stand til netop dét«.

Noget tilsvarende konkluderer den i øvrigt positive Per Juul Carlsen på Filmland P1:

»Hvis man ikke kan lide Moore, hans stil og hans synspunkter, vil man hade hans ironiske hyldest til Kapitalismen - ligeså meget som man vil elske den, hvis man er Moore-fan«.