Den foregår over én dag, og på nær et billede fra Rådhuspladsen, hvor teateranmelderen Ellen Hillingsø bliver mødt uden for sin arbejdsplads, Politiken, af elskeren, Nicolas Bro, finder filmen sted på Christianshavn, den kreative klasses boltreplads mellem kanaler, bindingsværk og stuk i loftet.

Hjemme i en rummelig liebhaver venter fru Bro, Sidse Babett Knudsen, diva på Det Kgl., i gang med at køre et sandt arsenal op af nerver og skyld over svigtede børn før premieren på ’Hamlet’, hvor hun skal spille en lovlig moden Ofelia.

LÆS ANMELDELSEChristianshavner-sidespring er utroværdige

’Over gaden under vandet’, der har premiere i biograferne i dag, er instrueret af Charlotte Sieling, der efter små 20 år som skuespiller og et lille tiår som iscenesætter af snesevis af afsnit af ’Rejseholdet’, ’Krøniken’ og ’Forbrydelsen’ er brudt ud i det store brede biograffilmformat med en film, der lægger an til det ambitiøse fletteformat fra Robert Altmans ’Short Cuts’ og Alejandro González Iñárritus ’Babel’ og samtidig pålægger sig selv det dogme at skulle afvikle sin historie næsten i samme tempo, som det tager figurerne at lægge de lyse timer bag sig.

49 års forberedelse
»Jeg har forberedt den her film i tre et halvt år«, siger Charlotte Sieling, »eller rettere: 49 år«, hvilket er så gammel, som hun er.

’Over gaden under vandet’, der lige nu ser ud som hendes livs hidtidige bestemmelse, opsummerer ikke alene alt, hvad hun tematisk har på hjerte som voksen kvinde med en skilsmisse og to fraflyttede børn bag sig, men er også resultatet af al den filmiske kunnen, hun har opsamlet, siden hun – af ren vanvare – begyndte at instruere reklamefilm og tv-serier.

»Allerede på Filmskolen, hvor jeg blev uddannet til manuskriptforfatter, ti år efter jeg blev færdig som skuespiller, lavede jeg to film, som jeg også instruerede, og hvor jeg oplevede, at jeg havde utrolig nemt ved det.

Så begyndte jeg med reklamefilmene, men troede jo, at jeg hele tiden skulle tilbage og spille skuespil. Men som skuespiller følte jeg aldrig, at jeg var den, der ’gik selv’. Det var, som om jeg altid stod ved siden af nogen, der gjorde det. Jeg følte aldrig, jeg var god nok, og det gjorde for ondt i længden«.

Instruktør uden ego
Men hun gjorde det så godt, hun kunne – og demonstrerede en arbejdsmoral og en mangel på ego, der tiltrak seriens hovedforfatter, Stig Thorsboe, som havde brug for en instruktør med netop de kvaliteter.

Og han havde brug for det, som Charlotte Sieling siger det, »24 timer i døgnet«.

»Så ’Over gaden under vandet’ er første gang, jeg vil dyrke at tage den plads, jeg skal ha’, og ikke altid være den, der er færdig kl. 17, for det kan de ligesom bare regne med, ikke?«.

Færdig – altså – med flinkeskolen og med at være den der velafrettede kvinde med det lave selvværd.

16 afsnit Krøniken
’Krøniken’ lavede hun 16 afsnit af, inklusive det allerførste, der definerede seriens stil, men alligevel stod der »En tv-serie af Stig Thorsboe«, og hun skulle helt til en svensk avis for at få sig selv associeret til ’Krøniken’.

I den svenske avis var Thorsboe citeret for, at han godt kunne lide at arbejde sammen med »svage instruktører«, og så meget sandhed er der i udsagnet, at tv-serier altid primært har været regnet til deres forfatteres generalieblad, ikke til instruktørens.

»Jeg har lavet så mange scener til tv-serier, at det svarer til cirka 18 spillefilm«, siger hun. »Det må du endelig ikke bruge som overskrift, for kvantitet er jo ikke noget mål i sig selv, men efter at have lavet så mange scener, ved jeg, hvordan visse ting fungerer«.

Går ikke op i skuespilpræsentationer
Med Charlotte Sielings egen skuespilbaggrund er det ikke så underligt, at hun medgiver, at hun ser skuespilleren som en films centrale element, men samtidig siger hun, at hun »ikke interesserer mig en skid for skuespilpræstationer«. Skuespil som flothed, som spektakulære indsatser, siger hende intet.

»En af mine skrappeste ting, noget, jeg ved, jeg kan, er på meget kort tid at få en scene til at fungere. Måske kan jeg faktisk ikke andet ... Men dét kan jeg. Gøre en scene sand for spillerne. Om vi så nok så meget har sat lyset på forhånd og placeret kameraet i rummet, så lader jeg skuespillerne, når de kommer ind, sætte sig der, hvor de har lyst, og så er vi allerede i gang. Vi har en slags aftale om, at det er kunst, det, vi laver, også når det er ’Forbrydelsen’, så er det faktisk Shakespeare og Tjekhov«.

»Lad være med at huske en skid!«
Da Charlotte Sieling skød sin allerførste sekvens af ’Rejseholdet’, foregik det i den bus, der udgjorde hjemstedet for den særlige politienhed og var studiet.

Hele det faste hold var med, og bare den måde, de satte sig på, da de mødte op til morgenens prøver og troede, at der var længe til det blev ’alvor’, rundt om på stole og i sofaer, gjorde forskellen for Sieling.

»Allerede da fik jeg lyst til at filme dem«, siger hun, »og så begyndte de at tale«, og hendes stemme får et fint, respektfuldt slør, nærmest benovet.

Fordi de allerede havde fundet ind til deres karakter?

»Nej, jeg tror ikke på det der med karakter. De var bare sig selv, men de havde det rigtige kostume på, og så længe de havde det og ikke med vilje havde forandret sig til nogle andre, var det fantastisk. Jeg siger til dem, at de bare skal sige deres replikker, men uden at betone dem, og lad være med at huske på de røde streger på gulve, som viser, hvor de skal stå. Lad være med at huske en skid!«.

Filmer, mens de øver
En anden kollega, en, der notorisk forbereder sig grundigt på sin rolle, blev tosset på Charlotte Sieling, da de lavede første sæson af ’Forbrydelsen’: »Du siger altid, det bare er noget, vi sidder og øver, men lige pludselig har du filmet det, og jeg har slet ikke fået lov til at sige, hvad jeg selv synes!«.

»Nej«, replicerede Sieling, »og derfor står der også »Instruktion: Charlotte Sieling« nedenunder!«.

Fordelen ved hendes måde at halvvejs fremøve, halvvejs afslutte en scene på er, at ikke alene får scenen, ideelt set, en spontanitet og tekstur, fordi en del af det filmes diskret af fotografen, men generelt betyder den også, at holdet kan tage hjem en time tidligere end aftalt, fordi scenerne hurtigere bliver afviklet. Og uden de store diskussioner.

»Og jeg kan få dem til at sidde sådan her, mellem fire flag og en lampe«, siger hun og viser, hvordan hun selv ville se ud, fladklemt og skræmt. Men i kassen.

Skuespilkunst er kærlighed
Men det interessanteste af alt, i Charlotte Sielings optik, er at se skuespilleren lytte til den anden, reagere.

»Ligesom i kærlighed er det det, al skuespilkunst handler om. I samme øjeblik man glemmer sig selv, bliver det meget, meget smukt, og det vil jeg gerne filme. Jeg vil gerne filme Sidse Babett, når hun sidder og kigger på Nicolas Bro og siger«, og Sielings stemme bliver sart, blid: »Hvad?«. »Og Sidse slet og ret tør stille sig til rådighed i stedet for at ... underholde«.

Bygger på egne erfaringer
’Over gaden under vandet’ er fortællingen om en række christianshavnerskæbner, der alle har noget på spil. De er på vej fra hinanden, nogle få er på vej mod hinanden, men opbrud er løsenet, og utroskab og parforholdets små forræderier er at forvente.

Da Charlotte Sieling selv blev skilt fra instruktøren Peter Langdal i 2000, fandt frustrationen og smerten afløb i en dagbog, »som ingen skulle se – den var bare mit eget rædselsfulde sted, jeg skulle igennem for at komme videre«.

Men ni år senere foreligger ’Over gaden under vandet’, som beskriver, hvor rædselsfuldt – og befriende – en skilsmisse er, »en mærkelig nødvendighed, som man næsten ikke kan overleve«.

Charlotte Sielings debutfilm ’Over gaden under vandet’ har premiere i dag.