»Vi har selvfølgelig lavet denne her film på grund af sex«, fastslår Iben Haahr Andersen.

»Ja, så det bliver nemmere at score«, nikker Minna Grooss.

Efter at have tilbragt en lille time i biografmørket med kvinder, der blandt meget andet fremviser kulørte dildoer og sejler ud på åbent brysthav, møder jeg de to instruktører til åbningsfilmen på årets Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival, 'Goddag, mit navn er lesbisk'.

LÆS GUIDEGuide: Filmfestival bryder store tabuer

Filmens inciterende soundtrack, »Lebber er frie. Lebber ligger hele dagen i sengen og drikker jordbærmilkshakes. Lebber har det meget sjovere«, lyder stadig i mine ører.

84-årig lesbisk i skabet
Filmen er, ifølge de to instruktører, en tour de force gennem lesbisk liv i alle dets afskygninger.

Vi møder blandt andre en 84-årig anonym kvinde, der har udlevet sin seksualitet i det skjulte: »Jeg har jo aldrig sagt ’goddag mit navn er lesbisk’«, som hun siger.

Hun tager os med på 1950’ernes klubber, hvor »udfoldelsesmulighederne var få, og selv om man havde slået op med hinanden, var man nødt til at komme de samme steder«.

Vi er også med i den københavnske undergrund, hvor 19-årige Ena, som en del af den lesbiske dj-duo Fagget Fairys, har taget nogle opgør med sit muslimsk-bosniske ophav.

Og så sidder vi bænket på traditionel vis ved et hesteskoformet bord i Vamdrup til bryllup hos postbudene Karina og Vibeke, der i hvide brudekjoler bliver viet til tonerne af et hammondorgel.

Stereotyper
»Vi havde svært ved at relatere til det stereotype billede af lesbiske og havde lyst til at vise et bredere billede«, fortæller Minna Grooss.

»Og så kunne man jo også være heldig at slippe for de sædvanlige kommentarer fra en eller anden meget heteroseksuel bordherre, der siger, »Men du ligner da ikke en lesbisk«.

»Ja, jeg ligner jo heldigvis en, så det er ikke noget problem for mig«, indskyder Iben.

Mainstrem-lesbisk
Minna og Iben vil gerne gøre op med nogle af myterne: »Folk har det jo ofte sådan med lesbiske, som jeg har det, når jeg bliver bænket ved siden af en ingeniør, der fortæller om sit arbejde med Storebæltsbroen: Jeg er helt blank«, siger Minna. Hun tilføjer:

»Man har en idé om en mainstream-lesbisk: en mandhaftig, korthåret type, der egentlig i stil svarer meget godt til, hvordan mange jyske, heteroseksuelle kvinder i en bestemt alder ser ud«.

SE TVFotograf foreviger lesbiske til Outgames

Filmen hylder faktisk – blandt andet – netop den maskuline type, siger Minna: »Vi tager ikke afstand fra myten om den plyssede lesbiske uden bh – vi inviterer myten indenfor. Vi viser bare, at der altså også er uendelig mange andre måder at være lesbisk på«.

Et lille miljø
Filmen kommer ud over 1950’ernes skjulte homoklubber også forbi 1970’ernes Femølejre, hvor man nærstuderede hinandens underliv med et spejl og lærte veninderne bedre at kende ved at gå i seng med dem – for til sidst at ende i nutidens lesbiske kernefamilie og moderne singleliv.

Tingene har ændret sig meget gennem tiden, men der er også noget, der forbliver uændret:

»Det er stadig et lille miljø«, fastslår Minna. »Når man går ud, sidder man som regel til bords med et par ekskærester, og man har været i seng med de fleste af sine veninder.

Jeg sidder lige og prøver at komme i tanke om, om der er nogen af dem, jeg ikke har været i seng med«. Hun funderer lidt.

»Ja, der er vistnok én af mine veninder, jeg ikke har været i seng med«, supplerer Iben.

»På den måde må man sige, at det lesbiske miljø adskiller sig fra det heteroseksuelle. Altså, vi har jo også været i seng med hinanden«, siger Iben og smiler til Minna. »Da vi lige lærte hinanden at kende«.

»Ja, hvor jeg var ung og uskyldig, og du var en gammel gris«, griner Minna.

Kræver mod
Med filmens klipning mellem den 84-årige, der aldrig er sprunget ud offentligt, og 19-årige Ena, der på trods af en muslimsk baggrund udblæser sin seksualitet for fulde gardiner i det københavnske natteliv, får man fornemmelsen af, at det er blevet nemmere at være lesbisk.

Men filmens instruktører mener, at det på mange måder kan være lige så skræmmende at springe ud i dag, som det var i 1950’erne.

LÆS ARTIKELLesbisk med livet som indsats

»Det er lige så svært, som det altid har været. Når man er noget andet end de fleste. Man skal jo altså også stadig hen i de der klubber for at finde nogen, der er ligesom én selv.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg selv cyklede rundt om Pan, før jeg turde gå ind. Jeg syntes, det var så svært at springe ud dengang, og det kræver stadig en masse mod«, fortæller Iben.

Minna nikker: »Jeg var bestemt heller ikke selv særlig modig, da jeg fandt ud af, at jeg var vild med kvinder. Jeg gik endda til håndbold i Virum og havde Ulrik Wilbek som træner, så man skulle ellers synes, jeg havde alle muligheder«.

Bøssen i byen
Instruktørerne håber, filmen kan give flere lyst til at turde kaste sig ud i det lesbiske liv. Filmen skal ud at rejse, fortæller de. I første omgang til Damaskus for at blive vist på en festival. Men det kan være svært nok at være homoseksuel i provinsen herhjemme.

»Da jeg for nylig var på druk med nogle fiskere i Hanstholm, fandt jeg for eksempel ud af, at der deroppe kun var én eneste homoseksuel. Altså selve Bøssen i byen«, smiler Minna.

»Der er mange homoseksuelle, der ikke synes, man skal skilte med sin seksualitet«, fortsætter hun.

»Selv kan jeg godt lide anderledesheden og mener, at det er det, der gør det sjovere at være lesbisk. Og så slipper man også for det dræbende ungdomsideal, heterokvinder ligger under for. Lebber stiger til gengæld i værdi med alderen«.