Han er en kravlenisse. Op og ned i sofaen. På langs og på tværs. Op i vindueskarmen og ryge, ned i sofaen og spise – ud på gaden og ryge færdig.

En kravlenisse med et tomrum mellem fortænderne og et blond hår, han i distraktion former i de besynderligste figurer, mens vi taler.

Det er Thure Lindhardt, der er kravlenissen. Han sidder nødig stille længe ad gangen. Lader sig føre med af momentet i slet og ret overraskende grad.

Nøgen i bøgeskoven
Da fotografen forelsker sig i bøgeskoven på væggen i managerens kontor på Nørrebro og ser indre landskaber afspejle sig i det udvortes, er Thure helt med.

Og da fotografen foreslår, at Thure tager sin T-shirt af, siger han straks: »Ja, selvfølgelig« og sidder pludselig der i bar overkrop.

»Bare rolig, jeg skærer billedet lige hér«, siger fotografen og peger mod Thures kraveben, og ved nærmere eftertanke – men først da – har Thure Lindhardt et øjeblik ikke lyst til at stille sig sådan helt halvnøgen an på et billede i avisen.

I hvert fald ikke lige først. Han kan sagtens forestille sig, hvordan selve nøgenheden spiller ind i udtrykket, selv hvis nøgenheden skulle forblive skjult.

Schweizergardist for paven
Nu spiller Thure Lindhardt en birolle som schweizergardist for paven i Hollywoods nye actionstorfilm ’Engle & Dæmoner’ med Tom Hanks og Ewan McGregor i hovedrollerne og Nikolaj Lie Kaas og Thure i biroller.

International premiere i næste uge, fortsættelsen af ’Da Vinci Mysteriet’.

Han er selv lidt svær at tænde op for med det emne. Det er jo bare en stor kommerciel film ud af mange.

Men det er en stor kommerciel film med ham på rollelisten, og det er naturligvis en nyhed.

Bagved Tom Hanks
Lindhardts vej ind på den internationale arena har været nogle år undervejs, og i en alder af indtil videre 34 er han kommet det første stykke vej.

Thure  Lindhardt i rollen som nummer tre fra venstre. Foto fra filmen 'Engle og dæmoner'. Ikke nok med ’Engle og dæmoner’, men han har også haft eksklusiv screentime, nærmest sololøb gennem fem minutter, i Sean Penns forrige film ’Into the Wild’, og i Tyskland bliver han anvendt i film og på tv. Hvem ved, hvad der kan ske?

»Altså, i ’Engle og dæmoner’ er jeg jo bare en af dem, der står i baggrunden«, siger han selv med et ærligt grin. »Sådan en lyshåret klat bagved Tom Hanks«.

I billedet er de på
Stjernen som vandbærer. Eller: danskeren i det store udland. Thure Lindhardt har aldrig rigtig gjort det i ’fjerde-brevbud-fra-venstre’-roller herhjemme, dertil var gennembruddet for eklatant, og varen for salgbar.

Men det må alt andet lige have givet en ny ydmyghed at tegne konturerne af et helt menneske i få, næsten usynlige streger med en birolle. Ikke et menneske, hvis hele livshistorie skal rage os, men et, der står, hvor han står – og udfører sin opgave.

Tintin-hår og Emil-tænder
»Der findes ikke noget værre end birolleskuespillere eller statister, der står og spiller hele dramaet i baggrunden. Også når man har en stor hovedrolle, skal man vide, hvornår man giver meget, og hvornår man lige skal dæmpe sig lidt. Publikum kan nemt komme til at føle sig voldtaget af denne store ... lidende ...«, og Thure læner hovedet tilbage, fører højre hånd op til panden, dånende på diva-manér.

Og ler derefter begejstret.

Med Tintin-hår og det der mellemrum mellem tænderne, der får en til at tænke Emil fra Lønneberg og alt, hvad der er skandinavisk.

Der er det med skuespillere. Hvis de er i billedet, er de på. I princippet. Men i et indledende totalbillede i en film skal de også kunne gå ned ad Park Avenue i New York uden at skille sig nævneværdigt ud og suge al opmærksomhed fra os, før de overhovedet er blevet introduceret som filmens stjerne.

De skal kunne sidde ved en bardisk med ryggen til kameraet og både være på eller ikke på samtidig.

Til stede for den opmærksomme tilskuer, men ikke nødvendigvis for alle. Og for en skuespiller med Thure Lindhardts baggrund involverer alle roller, også de mindste, at han nøjagtig ved, hvad f.eks. pavens blonde livvagt spiste til morgen, hvem han er gift med – eller om. Hvornår man får fri i den pavelige tjeneste. Osv.

»Når man går ind foran kameraet, skal man lave så lidt som muligt. Bare være der. Selvfølgelig skal der produceres nogle følelser, men det arbejde ligger mindst lige så meget, før du står foran kameraet eller på scenen. Når du er på, må du være til stede og i stand til at reagere på, hvad der sker. Det kan du ikke, hvis du står og spiller din figur«.

Hvad står Thure Lindhardt for i dansk teater og dansk film? Det er opsigtsvækkende, så lidt skuespiller han er, når man oplever ham under udførelsen af hans metier. Hans Hamlet er ikke reciteret på den Reumertske duarder-måde, der smager på sig selv i munden, og hverken hans modstandsdesperado Bent alias Flammen i ’Flammen & Citronen’ eller hans syreopløste Steso i ’Nordkraft’ virker umiddelbart udsprunget af nogen skuespillerskole.

I det omfang, han har monologer, virker de netop aldrig fremsagt. Steso, en lidt prætentiøs filosoftype, der kigger for dybt i heroinen i ’Nordkraft’, kunne såmænd sagtens have båret at være et show i showet og lidt mere flashy, men Lindhardt spiller den med komplet umiskendelig naturalisme.

11-årigt stjernefrø
Det hele begyndte med en gammel mand, der lærte Thure Lindhardt at snitte træmænd. Han hed Max von Sydow og var sådan cirka det ældste, en 11-årig Thure kunne tænke sig til. Han var Lassefar i ’Pelle Erobreren’, Bille Augusts Oscarvindende filmepos, og Thure spillede en klassekammerat til Pelle. Ikke Pelle selv ...

»Som 11-årig havde jeg drømt om at blive skuespiller i mange år allerede«, siger han,
»og jeg syntes, det var helt forfærdeligt, at det ikke var mig, der spillede hovedrollen. Jeg har det fint med Pelle i dag, men dengang ønskede jeg sådan, at det var mig. Det var magisk at være med i den film. Vi filmede på Sydsjælland og på Glænø, og skolen var et hus, de havde bygget til lejligheden. En kulisse! Det var magisk. Og de havde lavet et skib, der kunne knække, og de havde lavet lig, der var forfrosne. Jeg elskede det. Sådan har jeg det stadig, når jeg møder op på et filmset«, siger Thure Lindhardt.

»Da vi var i Prag for at filme ’Flammen & Citronen’, var de samtidig i gang med at optage ’Narnia’ og havde lavet én lang gade midt i Prag om til England under krigen, med beskyttelsesbunkere og undergrundsstationer. ’Flammen & Citronen’ optog vi bl.a. i filmgaden i Berlin. Den blev oprindelig lavet til Polanskis ’Pianisten’, og forleden så jeg den igen i ’The Reader’. Der stod Kate Winslet i den der port. Hvaaaaaaaad?! Det er sgu’ da vores gade, mand! Smut! Det er alt sammen lige magisk. Og når man går hen og banker på en mur – så er den hul!«.

Han kigger på mig og deler sin begejstring.

Thure Lindthardt voksede op som søn af rektor for Pastoralseminariet i København og som biskoppens nevø fra Roskilde, et uortodokst, kreativt miljø.

Han kom på Det Frie Gymnasium, og to år efter Murens fald rejste han til Tyskland, til en pædagogisk forsøgsskole, hvor han og nogle andre elever lavede amatørteater.

Thure Lindhardts professionelle afsæt var en rolle i Mark Ravenhills ’Shopping and Fucking’ på CaféTeatret tilbage i slut-90’erne. Og derfra var der ingen vej op. Kun ned. I hvert fald ikke op.

»Sådan er det«, konstaterer Thure.

»Det er det allermest interessante. Der er ikke noget, der er større end noget andet, hvis man skal helt ind til benet. Dagen efter at jeg kom hjem fra ’Engle og dæmoner’, som vi havde filmet i Hollywood, tog jeg videre til optagelserne af min nye film, ’Broderskab’, som vi laver på Sydfyn og Langeland. Det er sådan en film, der er lavet for cirka ti millioner kr. fra Filminstituttets råfilmspulje med en debuterende instruktør, Nicolo Donato, der har nogle helt særlige ambitioner om, hvordan historien skal bæres frem. Det er så fedt med den kontrast. I Hollywood havde jeg min trailervogn at klæde om i og gik rundt på det gamle Columbia Pictures og så, hvor ’Spiderman’ og Judy Garlands ’Troldmanden fra Oz’ var optaget. Og det er ikke bare noget, jeg siger, men det er lige så spændende at stå i en plovfure på Sydfyn og være med til at forløse en historie«.

Så kan det jo slet ikke lade sig gøre at aspirere videre?

»Hvis det at aspirere videre betyder at drømme om endnu en Hollywood-rolle, så bliver det sådan nogle udvendige ting, man higer efter. Berømmelse og det at blive større og større. Så ender man som konen i muddergrøften, og så ender man med et ego-tomrum, som bare ikke kan fyldes. Men altså ...«, og Thure bryder ud i et karakteristisk Thure-grin, der er lyst og består af lutter mættede vokaler, »... det er ikke altid, jeg kan efterleve det, don’t worry! Jeg har ikke fundet noget svar på de spørgsmål«.

Han giver sig tid til at grine færdig.

»Men selvfølgelig må man godt have ambitioner og sige: Hey, den luns jeg smagte der, den smagte godt. Én mere af dem, tak. Det drejer sig vel om at finde balancen, for man skal også stå ved sine drengerøvsambitioner. Hey, jeg vil sgu’ over og spille med i en Hollywoodfilm, have en fed bil og et stort hus. Det er fint, men det er jo kun den ene side af det«.

Pauseklovn i Hollywood
Thure Lindhardts eventyr med Hollywood begyndte, da Sean Penn castede ham i ’Into the Wild’, et nærmest mytisk vildmarksepos med Emile Hirsch i hovedrollen som en dumdristig naturflipper og med Thure og Signe Egholm Olsen som et par udsyrede danskere midt i floden.

Gammeldags pauseklovne efter Shakespeare-modellen. Comic relief efter død og dommedag. Og med ubegrænset adgang til nærbilleder i hele seks uafbrudte minutter.

Fra  'Into the wild'Sean Penn havde set Thures castingvideo, den hans amerikanske agent smider som en luns for selskaberne med passende mellemrum, og Penns kontor ringede og sagde, at hr. Penn var rigtig håbefuld:

»Han synes ikke, du skal bruge alle de penge på at rejse over og møde ham, men hvis du alligevel beslutter dig for at tage herover, vil han gerne se dig på fredag kl. 12«, skrev de. Samme dag ringede Thure Lindthardt til sin mor og bad hende låne sig 5.000 kr., og af sted med flyveren.

Starstruck
»Inden jeg mødte ham, sagde jeg til mig selv, at nu gjaldt det om ikke at være nervøs og om at nyde det. Måske ville dette være den eneste halve time, jeg nogensinde kom til at tilbringe med ham. Jeg var engang til en middag, hvor jeg sad over for Edward Norton, og jeg var så starstruck, at jeg ikke turde sige et ord til manden. Jeg havde alle muligheder for at tale med en mand, der havde lavet ’American History X’ og ’Primal Fear’, you name it, og så kunne jeg ikke sige et kvæk. Han var jo ligeglad, sad bare og snakkede med alle mulige andre. Jeg virkede måske bare lidt sur på ham ... Men det ville jeg ikke risikere igen«.

Thure læste rollen og fik stikord af Sean Penn, der så bad ham finde en dansk pige at spille over for og improvisere med, mens kameraerne snurrede. Så han og Signe Egholm Olsen tog på location nede i Grand Canyon efter at have taget turen ad Route 66 og omkring Las Vegas og været lidt rundt i Arizona. Tre-fire dage med lejrbål, prøver og optagelser. Fede tider.

Magtesløs overfor medspiller
Hvor meget i dit fag handler om netop det at spille over for et andet menneske? Hvor meget kan det ændre, hvem det menneske er?

»Alt! Alt simpelthen. Du forbereder dig selvfølgelig hjemmefra, i enrum, ellers er du for usikker, når du møder de andre. Da vi lavede ’Nordkraft’, spillede jeg sammen med Pernille Vallentin, som på det tidspunkt ikke var uddannet skuespiller. Jeg havde virkelig arbejdet med rollen hjemmefra, vidste nøjagtig hvad jeg ville, alt lå helt fast. Og så ...«.

Thure holder en pause for at understrege det, der kommer.

»Og så ... mødte jeg denne lille ... fantastiske ...«, og han slår magtesløst ud med armene, »alf. Denne fe. Denne smukke sjæl, der stod og kiggede helt ... rent på mig, og jeg måtte kaste alt væk. De første gange, vi spillede, var jeg dybt frustreret, for intet af det, jeg ville, kunne lade sig gøre, og hun spurgte: »Hvad er der galt?«. Jeg var helt låst fast, og da vi skulle spille en scene oppe i et udsigtstårn over Aalborg, kunne jeg slet ikke. Karakteren som Steso lå helt tabt på gulvet, men der var ikke noget at gøre. Pernille var så stærk en kraft, at jeg måtte slippe det, jeg kom med«.

Fra  Nordkraft.Kloge Åge-delen af Thure Lindhardt var helt destrueret. Smadret og ydmyget. Han stod oppe i det tårn og kunne ikke se, hvordan projektet skulle kunne lykkes. Når han fortæller om det, mærker man det fortvivlede, det eksistentielle sug i maven, han følte. Men da personen og spilleren Lindhardt var sluppet helskindet fra mødet med Pernille Vallentin, prægede det hans figur i afgørende grad. Han blev langt blødere end den hårde negl, Thure havde forberedt sig på, og hans kamp i de sidste dage af hans liv blev en kamp for at smage på kærligheden.

Det må være en forfærdelig oplevelse at stå der og ... smuldre?

»Jamen, det er det også. Men det er jo sundt. Bagefter. Det er jo det, kunsten i virkeligheden er. Det kan jeg se nu, men måske ikke i morgen, hvis jeg prøver det igen. Slip alt, hvad du har forberedt, og gå ind og vær til stede. Det betyder ikke, at du ikke skal være en dygtig elev og gøre dit hjemmearbejde og forberede dig helt ekstremt, men når en klassisk violinist har øvet sig i årevis og se-hvor-dygtig-jeg-er, så skal han slippe det, når han går på scenen. Det må aldrig se anstrengende ud. Hele isbjerget skal ligge nedenunder«, og Thure tager en imaginær violin op under hagen og stryger blødt og ekspansivt med højrehånden.

Sorgproduktion
Det var vist Francois Truffaut, der engang opfordrede sine skuespillere til at spille imod folks forventninger.

Når vi nede i biografmørket forventer et kys, så stik os en lussing. Når to mennesker går imod hinanden på gaden, og vi forventer, at de mødes i en omfavnelse, skal vi rystes ud af vores tryghed, når de i stedet for begynder at slås. Hvis kunst er noget, hvis den skal have nogen mening, er det i uforudsigeligheden, og det er et parameter, der er en skuespillers daglige fjende.

Thure Lindhardt spillede to Hamlet’er med Kasper Rostrup som instruktør, premieren på Gladsaxe Teater i 2006 og repremieren samme sted året efter.

»Første gang spillede jeg første scene, der hvor Hamlet er kommet hjem til sin fars begravelse og sin mors bryllup med onklen, så fuld af sorg. Aften efter aften kom jeg ind, knuget til gulvet af sorg, dybt nedbøjet, og afleverede hans monolog om at tage livet af sig selv. Det ligger jo et eller andet sted lige for. Men det lykkedes aldrig. Hver eneste aften spillede vi den der første scene, og det gik ikke. Jeg ledte og ledte og producerede sorg i lange baner og kæmpede med den. Tænk, hvis min egen far var død, tænkte jeg og ledte og ledte: Det kan sgu’ da ikke passe, jeg kender masser af sorg!«

»Men jeg kunne ikke, og æj, hvor er det dog forfærdeligt«, hvisker Thure – in character, men lettere karikeret, »og puuh«.

Rasende Hamlet
Men da de tog stykket op igen nogle måneder senere, skete der pludselig noget nyt. Det gik op for den unge Hamlet, at Shakespeare allerede ret fermt havde skrevet sorgen ind i som en præmis i teksten. Var der noget, publikum som udgangspunkt udmærket vidste, var det, hvor trist det er for ham Hamlet. De, der ikke har set stykket, har hørt om det – som man har hørt om da Vincis ’Mona Lisa’ – og ved, at der er noget med det smil der ...

»De har set kisten, der er røget ned i jorden«, som Thure siger det.

Efter aftale med instruktøren gik Lindhardt ind på scenen og spillede på vreden i stedet for sorgen: »Din idiot! Jeg smadrer dig! Jeg slår dig ihjel!«, var hans indre dialog, mens han talte i Shakespeares blankvers. Og Preben Kristensen, der spillede onkel Claudius, fik en modstand, der til gengæld æggede ham, og så kunne der starte et drama mellem to mennesker, en onkel og hans nevø, der hadede hinanden, men var to alen ud af et stykke.

Succesens pris
Det er et par sæsoner siden, Thure Lindhardt voksede ud af den mere rummelige rolle som ham, der spiller hovedrollen i dette vanvittigt spændende, men måske ikke synderligt presselokkende stykke eksperimentalteater. Og for hver gang succesen får et nøk opad, indtræffer den uundgåelige bieffekt, at al udenomsværket begynder at tage over. Pludselig går der tid med alt andet end det væsentlige.

Med sådan én som mig?

Thure kigger hurtig op:

»Men det er der jo ikke i sig selv noget ondt i«, understreger han. »Men jo større og mere spændende ting du får at spille, jo flere ting kommer der udenom. Jeg føler, jeg er gået fra at være skuespiller til at være direktør i et enkeltmandsfirma. Jeg taler med min manager 40 gange om dagen, og så skal jeg flyve derhen, og så skal det der koordineres, og hvilken størrelse bruger jeg i øvrigt i sko ... Jeg er ligeglad, I don’t care, jeg vil bare have tid til at sidde derhjemme og arbejde på min rolle!«.

»Helt grundlæggende elsker jeg at komme så langt væk fra mig selv og så langt ned i en rolle som muligt. Jeg kan nørde rundt i måneder og finde på lige netop de karaktertræk, der vil passe til den figur, jeg skal spille. Jeg har meget høje standarder og forventninger til mig selv, men jeg kan ikke altid leve op til det«.

Thure siger det fyndigt, sagligt.

»Sådan skal det også være«.

Lidt efter:

»Man bliver ikke en dårligere skuespiller af indimellem at sætte sine ambitioner ned«.

Ned?

»Man kan ikke altid gå ind og lave tre måneders forberedelse. Ikke alene har man ikke altid den tid, og det har jeg mindre og mindre, men man kan også overforarbejde en rolle. Især hvis man er et overtænkende menneske, som jeg er«.

Succesens pris
Thure gør en grimasse.

»Det kræver forarbejde, indsigt og viden at spille en rolle ordentligt, men i perioder kan du fuldstændig miste den«.

Dét er så succesens pris. Det og så, at hvis du én gang har spillet en rolle til perfektion i et forum, der var umagen værd, så bliver det aldrig bedre.

Og da vi slutter her, har Thure Lindhardt været hele kompasset rundt i sofaen og er endt i vindueskarmen med åbent vindue, blus på cigaretten og strømpesokkerne på sofalæderet. Og håret. Håret er formet i en hanekam, en blond forhøjning på langs med issen.

Jovist, en skuespiller er sit eget råmateriale.

Engle & Dæmoner har premiere onsdag 13. maj.
Find biograf og spilletider