Lidt til højre for Kate Winslet strækker Berlins vartegn, Brandenburger Tor, med al sin magtfulde pomp sig op imod en lyseblå vinterhimmel af endeløs uskyld.

I hvert fald hvis man kigger væk fra øjeblikkets mest feterede kvindelige skuespiller og skråt ud af vinduet fra det fornemt ornamenterede mødeværelse på det fashionable Hotel Adlon.

Eller hvis man sender et blik ned på den historie af ubegribelig ondskab og endeløs skam, der har lagt sig til rette på det bløde gulvtæppe mellem os som en nogle gange uoverstigelig grusbunke.

Anmeldelse:Winslet er eminent i Holocaust-drama

Winslet som tålmodig lærer
Det er to sideblikke, ingen har lyst til at kaste i dette selskab. Men af og til kan man blive nødt til at spejde til siden for at få øje på sandheden.

»Det handler om at kunne skelne mellem det at forsøge at forstå en person og at føle sympati med det menneske, som kommer til at repræsentere alt, vi ikke forstår og derfor instinktivt har lyst til bare at vende os væk fra«.

Fra den anden side af det bord, der er begyndt at antage dimension og form som et kateder, kigger Kate Winslet mig lige ind i øjnene. Som en tålmodig lærer, der forsøger at forklare en usædvanlig tungnem elev en sandhed eller to om verden.

'The Reader' provokerer hjernen
Men det er alt andet end ubehageligt at blive taget i skole af Kate Winslet. Hun virker egentlig også mere interesseret end stødt over spørgsmålet om, hvorvidt det er problematisk at spille en kvindelig SS-vagt med mange menneskeliv på samvittigheden, som hun gør det i ’The Reader’, der har dansk premiere i dag.

I februar, hvor dette interview fandt sted, deltog filmen i filmfestivalen i Berlin.

»Alene det, at du stiller spørgsmålet, får mig til at tro, at du føler en form for sympati med Hanna Schmitz (SS-vagten, red.). Det er godt, for så er din hjerne blevet provokeret. Jeg vidste, da jeg gik ind til den her rolle, at det ville være forkert af mig at prøve at spille denne kvinde, sådan at folk ville få sympati for hende. Men hvis de alligevel gør det og af den grund føler sig moralsk udfordret, er det interessant. Det er nok for mig«.

Lange moralske overvejelser
Selv om Kate Winslets blå blik bliver hængende i mit, er den lektion slut. Med samme ubesværede, beskedne og fuldkommen ukrukkede elegance, hun spiller med i sine filmroller, hopper hun videre til næste spørgsmål om sit livs måske mest kontroversielle rolle i filmatiseringen af den tyske dommer Bernhard Schlinks roman ’Der Vorleser’ (Højtlæseren).

Da hun fik tilbudt rollen, måtte Kate Winslet ind i lange moralske overvejelser om, hvorvidt hun overhovedet ville og kunne spille tidligere SS-vagt. Hun endte med at sige ja og gå i gang med at forberede sig til rollen som den ordblinde Hanna Schmitz – hvis liv først for alvor får værdi og kulør, når nogen læser højt for hende – ved at studere arbejdsforhold i Hitlers kz-lejre og tilværelsen for folk, som ikke kan læse.

»Det gjorde virkelig stort indtryk på mig at være sammen med grupper af analfabeter og opleve den skam, de lever med. For mange af dem er det helt umuligt at have et tæt forhold til nogen, selv deres børn, fordi det er så flovt for dem. Til gengæld har de udviklet helt utrolige evner til at lyve for ikke at blive fanget i den sandhed, at de ikke kan læse. For mig er der ingen tvivl om, at den manglende evne er det helt afgørende træk i Hanna Schmitzs karakter«, pointerer Kate Winslet.

Spontant bifald
Klædt i blazer, en nedknappet skjorte, jeans og flade sko fremtræder Kate Winslet prunkløs som en skolelærerinde, men ikke desto mindre så graciøs, at de forsamlede pressefolk i rummet føler sig så heldige over at opleve hendes nærvær, at der udbryder spontant bifald, både da heltinden kommer, og da hun går igen en lille halv time senere.

Det siger måske lidt om den styrke, den 33-årige britiske skuespiller besidder, og som i det sidste halve år har givet os blændende præstationer fra hende i ’Revolutionary Road’ (to Golden Globe-priser) og ’The Reader’ (en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle).

»For mig personligt har det været et så fantastisk år, at jeg kun kan føle mig dybt taknemmelig. Alt, hvad jeg har drømt, er gået i opfyldelse, så nu kan jeg egentlig kun håbe på, at det varer ved, for jeg kan ikke drømme om mere lige nu«, siger Kate Winslet oppe ved sit kateder. Næsten som om hun var i gang med endnu en takketale.

Forsvarstale
Men det er hun ikke. Selv om hun ikke behøver at gøre noget som helst for at vinde vores lille skare over på sin side, er den forbløffende intense debat, som kommer til at gøre det ud for interview, snarere en forsvarstale fra hendes side.

Ligesom Hanna Schmitz i filmen kommer for retten for sine krigsforbrydelser, må skuespilleren forholde sig til et imaginært anklageskrift med disse punkter:

Hvordan kan du spille en kvinde, der repræsenterer den destillerede ondskab?

»Vi fortæller bare en historie, som formentlig rummer stor sandhed i sig. For mange mennesker, der arbejdede i lejrene, anede ikke, hvad de gik ind til, og når man først var der, var det svært at fortryde«.

Denne generation vil have svar
Hvad skal vi med endnu en film om nazismen?

»Det ærlige svar er, at det altid vil være en epoke, vi er chokerede over og vil vide mere om. Min generation og den, der kommer efter den, vil have svar. De vil ikke være i tvivl om, hvem de er, og hvor de kommer fra. De vil simpelt hen vide det, måske fordi vi lever i en rodløs og forvirret tid med store forandringer. Det er måske derfor, der er så mange historiske film om blandt andet Anden Verdenskrig lige nu«.

Er det kontroversielt, at Hanna Schmitz i filmen har sex med en mindreårig dreng?

»Hvis Hanna havde forført ham mod hans vilje, havde det måske været kontroversielt eller problematisk. Men jeg så ikke ham løbe over på den anden side af vejen. For mig er deres forhold lige, og filmen er for mig først og fremmest en kærlighedshistorie. De havde brug for hinanden og var derfor lige. Desuden har jeg selv prøvet det. Fra jeg var 15 til 20 år, var jeg i et forhold til en mand, som var 13 år ældre end mig, og det vil altid stå som et af de bedste forhold i mit liv«.

'Foretrækker at se grim ud'
Igen er der nøgenscener i en film med dig – hvordan føles det?

»Først og fremmest er jeg ikke nogen særlig forfængelig person. Det vil virkelig stå i vejen for at spille skuespil at bekymre sig om det. Jeg foretrækker faktisk at se grim ud på lærredet i stedet for at se godt ud, for så kan man bedre forsvinde ind i rollen og glemme sig selv foran kameraet. Du skal stå splitternøgen foran et hold af mennesker, du ikke kender og formentlig aldrig vil se igen. Det er underligt, hvis man tænker over det. Men det er en del af jobbet, så det nytter ikke at jamre over det, det er sådan set bare at komme i gang, kid! Da jeg var ung, syntes jeg, at det var helt vildt modigt. I dag ved jeg, at det bare er en del af det«.

»Fuck dem allesammen«
Efter endt afhøring kan Kate Winslet næsten trække sig tilbage med samvittigheden i behold. Til sin nyvundne legendestatus. Men hvis de uofficielle spilleregler for denne type interview skal følges, må vi lige nå et minimalt kig ind til privatpersonen bag skuespilleren Kate Winslet

Først da damen ved siden af mig drister sig til at spørge, hvad hun mener om den kritik, hun har været udsat for i britiske medier på grund af sin omskiftelige vægt og sin – lange – takketale ved Globen Globe-prisuddelingen, glemmer skuespilleren alle roller og råber vredt:

»Helt ærligt, fuck dem alle sammen! Jeg har arbejdet min røv i laser, siden jeg var 17 år. Jeg har været nomineret så mange til priser uden at få nogen, at det betød så meget for mig, at jeg ikke kan beskrive det. Så selvfølgelig holdt jeg en lang tale. Jesus! Det er aldrig sket for nogen før. I forhold til, at jeg skifter vægt og har forandret mig, kan jeg kun sige: Helt ærligt, jeg aner ikke, hvad de taler om. Hvis jeg har forandret mig, har det bare noget med alder at gøre. Måske er de bare jaloux, og i så fald er det bare ærgerligt. Find på noget bedre at beskæftige jer med«.

Hvad vi så gør. Udenfor venter Brandenburger Tor med sine historiske symboler og resten af virkeligheden.