Ole Christian Madsens film om de to berømte modstandsfolk ’Flammen & Citronen’ levede op til mange af de store forventninger, der på forhånd var blevet stillet til den.

Men selv om filmen også blev årets store danske hit ved billetlugerne, er det i mine øjne ’Frygtelig lykkelig’, der står tilbage som årets bedste danske spillefilm.

Ved på næsten alle tænkelige måder at lægge afstand til fremgangsmåderne i Peter Schønau Fogs filmatisering af Erling Jepsens ’Kunsten at græde i kor’ lykkedes det Henrik Ruben Genz at gentage Fogs succes.

Og samtidig få det store gennembrud, der indtil da havde ladet vente på sig.

Udogmatisk seriøsitet
På et år, hvor de store ’gamle’ navne blev stående i kulissen, kunne Niels Arden Oplev med ’To verdener’ konsolidere sin nyvundne position som manden med ’Drømmen’, der både kan være seriøs og engagere et stort publikum.

Annette K. Olesen og Kim Fupz Aakeson bekræftede med ’Lille soldat’, at de er en slags garant for en grundlæggende udogmatisk seriøsitet i dansk film.

Tre tendenser sendte strømpile ind i fremtiden: Omar Sharqawis ’Gå med fred, Jamil’ var langt bedre end Kaywan Mohsens ’Eye For Eye’, men tilsammen indvarslede de en tid, hvor de nye danskeres blik på livet vil blande sig mere i filmbilledet.

’Rejsen til Saturn’, ’Disco-Ormene’ og ’Niko og de flyvende rensdyr’ var vidt forskellige i stil og kvalitet, men demonstrerede tilsammen, at dansk animation er oppe i gear.

Et temmeligt magert amerikansk år
Og så var det året, hvor komedien ’Blå mænd’ tog danskerne med storm og var stærkt medvirkende til, at film produceret uden institutstøtte tegnede sig for næsten en fjerdedel af de danske biografbilletter.

Målt på bredde var det et temmelig magert amerikansk år. Først var der strejke blandt manuskriptforfatterne, så kom finanskrisen. Vi kan nok forvente mindre damp på Hollywoods kedler, men måske endnu mere klassisk eskapisme i en krisetid?

Der var nærmest dødt løb mellem de to grådighedsdramaer P.T. Andersons ’There Will Be Blood’ og ’No Country for Old Men’.

Coen-brødrene fik en lang næse i Cannes, men tømte til gengæld banken ved oscaruddelingen, hvor den mere tænderskærende ’There Will Be Blood’ nærmest blev forbigået.

’Wall-E’ bragte tiltrængt fornyelse til computeranimationens store fortællinger, ’Juno’ forfriskede ungdomsportrættet, ’The Mist’ pustede nyt liv i det apokalyptiske gys, mens Heath Ledger forlod scenen med bravur med rollen som Jokeren i ’The Dark Knight’.

Woody Allen pustede støvet af brillerne
Og så var det ikke mindst året, hvor gamle Woody Allen pustede støvet af brillerne og charmerede alt og alle med sin spanske ferieflirt ’Vicky Cristina Barcelona’.

2008 afslørede stor europæisk vitalitet. I Cannes vandt Laurent Cantets ’Entre les Murs’ foran Matteo Garrones ’Gomorra’, der så til gengæld løb med rub og stub ved European Film Awards. Italienerne var også fremme i skoene med Grimaldis ’Stille kaos’ og Paolo Sorrentinos ’Il Divo’.

Men den gode nyhed er, at både bredden og dybden var på europæernes side i år.

De svenske veteraner Jan Troell og Roy Andersson afslørede fin form med ’Maria Larssons hellige øjeblik’ og ’Du levende’.

Belgiske ’Ben X’ trængte dybt ind i autismens væsen uden at miste sit unge publikum af syne, mens den irske musical ’Once’ viste, hvordan man laver en skøn musical ved hjælp af et par 25-ører, en rulle sejlgarn og en ramponeret guitar.

Nordmændene var på banen med den talentfulde ’Mig & Yngve’ og ’De usynlige’ med Trine Dyrholm, mens den såkaldt store vide verden kun viste sig i glimt, der overvejende var latinamerikanske.

Her så man til gengæld ’La zona’ og ’Tropa da Elite’ sætte fokus på en grum socio-politisk virkelighed, mens Carlos Reygadas i ’Stille lys’ kom med de motiver, der som votivlys brænder videre i mørket, når filmdagens lys er slukket for i år.

Årets bedste danske film:

1. ’Frygtelig lykkelig’. Instr. Henrik Ruben Genz.
Ligesom Peter Schønau Fog scorede også Henrik Ruben Genz jackpot, da han valgte at filmatisere en roman af Erling Jepsen.

’Frygtelig lykkelig’ adskiller sig dog radikalt fra den barske pseudo-idyl i ’Kunsten at græde i kor’. Hos Genz er Sønderjylland malet op med en krads og overrumplende stil, der skylder Coen-brødrene mere end arven fra Ota Solgryn.

En kulsort grotesk humor, en farlig sugen i den sumpede undergrund og et bragende gennembrud til Lene Maria Christensen.

Læs også: 'Frygtelig lykkelig' er årets danske film

2. ’To verdener’. Instr. Niels Arden Oplev.
Makkerparret Arden Oplev og Steen Bille gentager succesen fra ’Drømmen’ med et dæmpet drama om en ung pige i konflikt med sin baggrund i Jehovas Vidner.

Læs også: Ny dansk film kan og vil meget

3. ’Gå med fred, Jamil’. Instr. Omar Zargawi.
Stilistisk rendyrket drama om blodhævn, som udspiller sig i et ’irakisk’ Danmark, hvor den danske hverdag opleves som tilfældig nutidskulisse for et opgør med ældgamle, rituelle rødder.

Læs også: Barsk indvandrer-film får ros

4. ’Flammen & Citronen’. Instr. Ole Christian Madsen.
Så fik Øvig-generationen sin film om de fem onde år. Det er et beskidt arbejde at likvidere stikkere i film, der både lægger afstand til den heroiske myte og den psykologiske tradition i danske besættelsesfilm.

Læs også: Flammen & Citronen er en voldsom film med ridser i lakken

5. ’Rejsen til Saturn’. Instr. Craig Frank, Kresten Vestbjerg Andersen, Thorbjørn Christoffersen.
Opdateringen af Claus Deleurans satiriske og lune tegneserie om den danske erobring af rummet holdt respektløshedens fane højt.

Kulørt animation i røde, hvide og ølgrønne farver.

Læs også: 'Rejsen til Saturn' er strid, sjofel og helt i top

Årets bedste amerikanske film:

1. ’There Will Be Blood’. Instr. P.T. Anderson.
Paul Thomas Anderson laver ikke mange film (’Boogie Nights’, ’Magnolia’, ’Punch-Drunk Love’), men når det sker, er der til gengæld grund til at bide mærke i dem.

Af tilsvarende grunde skal man se op, når Daniel Day-Lewis en sjælden gang er på plakaten.

I rollen som den infame, griske og maniske oliebaron Daniel Plainview skaber Day-Lewis med god hjælp fra Anderson og med afsæt i Upton Sinclairs roman et fedtet, mørkt og skummelt portræt af urkræfterne i den amerikanske kapitalisme.

Læs også: 'There Will Be Blood' er et mageløst mesterværk

2. ’No Country For Old Men’. Instr. Joel Coen.
Coen-brødrenes bud på Cormac McCarthys ’No Country For Old Men’ er deres første romanfilmatisering, men med Javier Bardem som mytisk lejemorder nærmest perfekt.

Læs også: Coen-brødrene tager kegler med deres nye film

3. ’Wall-E’. Instr. Andrew Stanton.
I det computeranimerede kapløb om at underholde barnlige sjæle dominerer den genrebevidste ironi. Men denne romance mellem en robot og et stykke skrot er lige så rørende som original.

Læs også: Pixars nyeste er fantastisk

4. ’Drageløberen’. Instr. Marc Foster.
Khaled Hosseinis roman ’Drageløberen’ er blevet en succes overalt, hvor den er blevet udgivet.

Marc Fosters trofaste og solidariske filmatisering levede op til alle de store forventninger.

Læs også: 'Drageløberen' er vellykket og smuk

5. ’American Gangster’. Instr. Ridley Scott.
Det er langtfra hver gang, den flittige og skridsikre Ridley Scott rammer plet, men denne film baseret på virkelighedens Harlem-gangster Frank Lucas er spændende, maskulin underholdning.

Læs også: 'American Gangster' løfter arven efter 'The Godfather'

Årets bedste ikke-amerikanske film:

1. ’El Orfanato’. Instr. Juan Antonio Bayona.
At det kolde gys oplever en europæisk renæssance, er spanske ’El Orfanato’ et smukt bevis på.

Filmen om Laura, der vender tilbage til sit gamle børnehjem for at grundlægge et hjem for adfærdsvanskelige børn, er isnende uhyggelig, men samtidig ulmende af poetisk sørgmodighed i sin elegante anvendelse af filmmediets fortællemuligheder.

’El Orfanato’ er en gyser, der via Victor Erices spanske klassiker ’Ånden fra bistaden’ fra 1973 forbinder arven fra amerikansk horror med ’Pans Labyrint’ af ’El Orfanato’s producer Guillermo del Toro.

Læs også: 'Børnehjemmet' er en virtuos gyser

2. ’Gomorra’. Instr. Matteo Garrone.
Seriøst skræmmende realistisk portræt af den napolitanske mafia i øjenhøjde. En hårdt tiltrængt afromantisering af gangster-uvæsenet, og filmet og fortalt i en skarp, tidssvarende stil.

Læs også: Mafiafilm er skræmmende realistisk

3. ’Lad den rette komme ind’. Instr. Tomas Alfredsson.
En svensk vampyrfilm, der både går til biddet og holder fast i den blå-gule dagsorden.

Så selv noget så eksotisk som en vampyr må agere i en social virkelighed i betonblokkenes snedækkede skygge.

Læs også: Svensk vampyrgyser er drønuhyggelig

4. ’Soning’. Instr. Joe Wright.
Filmatisering af Ian McEwans ’Atonement’, der spænder dygtigt fra soldrukken herregårdserotik til krigskaos på stranden ved Dunkerque.

Sensationel er den unge Saoirse Ronan som 13-årige Briony.

Læs også: Gribende kærlighedshistorie i engelsk pragtfilm

5. ’Control’. Instr. Anton Corbijn.
Den verdensberømte rockfotograf Anton Corbijn spillefilmdebuterer aldeles overbevisende med portrætfilm om Ian Curtis fra Joy Division, der begik selvmord.

Engelsk stoflighed filmet godt i gråt.

Læs også: Film om Joy Division er stærk og stilsikker