»Jamen, det er det, I ikke forstår!«. Jeg kan høre på stemmen allerede på halvlang afstand, at Ridley Scott, der er på vej til interviewet med hastige skridt ned ad en hotelkorridor, er misfornøjet.

Irritationen er ved at splintre hans pænt opdragne angelsaksiske artikulation. »Det er en film! Bare en film. Hvor tit skal jeg sige det?!«.

Han virrer med hovedet i arrigskab. Kan dog ikke forstå, at folk ikke ... Og det var da ligegodt ... Og hér går man rundt og ...!

»Det er bare en film«
Man kan ikke afvise, at han har drukket rigeligt til sin frokost, for hans s’er er stemte – på den der måde I ved nok, og flere og flere af hans svar foregår gutturalt omme bag i ganen på ham.

Men Ridley Scott fornægter sig ikke. Alskens adel- og galskab fraset er den 71-årige britiske filmmand et fyrtårn af arrogance, et strunkt rejst monument til dyrkelsen af sig selv, og det skal være ham vel undt. Ingen falsk beskedenhed her.

»Det er bare en film«, gentager han med hårdt tilkæmpet overbærenhed, da han har sat sig. »I tager den alt for alvorligt. Det er ikke en dokumentarfilm. Bare en film«.

Syrlige anmeldere
Jeg møder Ridley Scott midt i furoren om hans nye film, CIA/Irak-dramaet ’Body of Lies’, der på fredag har dansk premiere. Amerikanerne har ikke elsket den, åbningsweekenden gik ikke godt, og anmelderne var syrlige.

Den engelske avis The Times kaldte vredt ’Body of Lies’ for »en klump ufordøjelig paranoia«.

Og i USA gik en så vidt som til at skrive, at ’Body of Lies’ mest lignede en film af Tony Scott, Ridleys lillebror, hvis højteknologisk ekstremt ferme actionfilm adskiller sig fra Ridleys film ved netop ikke at hænge politikken uden på tøjet.

Hysterisk premiere-weekend
»Den åbnede i den værste weekend i USA siden 1929«, forklarer filmens instruktør og producer om succesen, der udeblev og med henvisning til den nuværende finanskrises mest hysteriske knæk – samt Wall Street-krakket.

»Det, folk havde lyst til at se i den situation«, siger han og fortsætter i en tråd, der forhåbentlig giver mening i hans eget hoved: »var folk, der lå og døde i deres carporte af forfærdelige sygdomme – og chihuahuaer!«.

Hmmm, Ridley ... hmmm.

CIA i Irak
’Body of Lies’, der bygger på Washington Post-korrespondenten David Ignatius’ roman, er historien om en hårdtslående CIA-agent (Leonardo DiCaprio), der er udstationeret i Irak og har til opgave at optrevle al-Qaeda-terrornetværket, gerne gennem infiltration og brug af lokalt hvervede civile agenter.

Hans chef, en magelig CIA-chef hjemme i Langley, Virginia (Russell Crowe), styrer ham og verdensbegivenhederne fra sin mobiltelefon, mens han kører sit barn i skole eller tager en ryge-slapper på græsplænen efter en hyggelig kernefamiliemiddag.

For at komme en hidtil ukendt terrororganisation til livs opfinder CIA sin egen konkurrerende terrorvirksomhed – det hele tager fart, og DiCaprios agent begynder at tvivle på, hvem der er på den rigtige side.

Træt af at forklare
»Det er en film, der er mere interesseret i ’hvordan’ end i ’hvem’«, siger Ridley Scott, der er træt af at forklare, at Osama bin Laden ikke er en karakter i den.

»Og den er meget optaget af gennemsigtighed i krigsførelsen. Der er en replik i filmen: »I i Vesten er fuldstændig ude af stand til at holde på hemmeligheder, fordi I lever i et demokrati«, og derfor kan Larry King også have besøg i sit talkshow af en tidligere chef for CIA, som fandeme lige har udgivet en bog!

Hvad giver du? Ti-tolv år efter at han stoppede! Det er jo sindssygt«.

Ikke klogere på Mellemøsten
Scott afviser, at det halve år, han brugte på ’Body of Lies’, har gjort ham det fjerneste klogere på Mellemøstkonflikten:

»Nej, slet ikke. Jeg fik et indtryk af en helt overvældende frustration, men intet i Mellemøsten er gennemsigtigt, alt opfattes igennem et slør, og ingen vil diskutere noget som helst med dig«.

Du insisterer på, at ’Body of Lies’ er en film. Og altså hverken et politisk dokument – eller et kunstværk?

Ridley Scott kigger på mig over brillen. Han er træt af alt, også lidt af mig.

Mesterværk eller makværk
»Ved du hvad, jeg holdt op med at tale om film som kunst, da de slagtede ’Blade Runner’«, siger han så. Overraskende. Juryen er vel stadig ude og votere på 25. år, hvorvidt Scotts metafysiske og koloenorme science fiction-eventyr er et mester- eller et makværk.

»Men jeg prøver«, og han sukker med patos, »jeg prøver ...«.

»Helt grundlæggende er film et flygtigt medium, og jeg mener ... fem-ti år efter, hvor mange gode film kan man så huske? Hvor mange kan du huske, der var gode?«.

En hel del faktisk ...

Son of a bitch
»Ja, nå ... Virkelig? Så må jeg være mere kræsen, end du er. Jeg kunne måske, hårdt presset, nævne en 12-15 stykker. Fordi jeg er i gang med at forberede en film om Gucci-modedynastiet, har jeg lige genset Fellinis ’La dolce vita’, og den holder, den står stadig. Det gør, overraskende nok, også Antonionis ’L’avventura’ (De elskendes eventyr, red.). Jeg troede, den ville være idiotisk i dag, men den er god«.

»Og«, siger Scott, mens han hæver hånden for at afværge min kommentar (»Selvfølgelig holder ’L’avventura’, den er en af alle tiders store film!«), »Og: ’Blade Runner’ holder«. Han sænker hånden igen, tilfreds med at have slået en pointe fast.

»Det meste science fiction er noget lort«, fortsætter han. »Lad os se det i øjnene: Det er det. Men ’Blade Runner’, den står stadig bare der. Og ’Alien’? Når man ser den i et godt rum med en god flok mennesker, så fungerer den. Som en son of a bitch! Og så er det jo det smukkeste monster i nogen film nogensinde«.

Blandt de største
Nej, Ridley Scott lider ikke af falsk beskedenhed og er på den måde en lise for en interviewer. Når man kigger tilbage over hans filmografi, er det også svært at se, hvad han skulle være beskeden over.

Ikke alt har haft samme blivende kvalitet (’1492: Erobring af paradis’, ’Hannibal’, ’Kingdom of Heaven’), mens andre (’Blade Runner’, ’Alien’, ’Thelma & Louise’, ’Gladiator’ og American Gangster’) har været en slags milepæle.

Læg hertil titler som ’Black Hawk Down’, ’Legend’ og ’Matchstick Men’, ikke så iøjnespringende, men i den grad værd at (gen)opdage. I 2005 indsatte det britiske filmmagasin Empire Ridley Scott som nr. 5 på listen over ’De største instruktører nogensinde’.

Bidt af civilisationskrigs-virussen
Siden den kommercielle succes med ’Kingdom of Heaven’ i 2005 har Ridley Scott været bidt af civilisationskrigs-virussen. 900 år efter korstogene mener han ikke, at muslimer og kristne på nogen måde er kommet hinanden nærmere.

Han er vild med titlen på David Ignatius’ bog, ’Penetration’ (dybdeboring, red.), fordi – som han har udtrykt det på en nylig pressekonference:

»Man kan læse alt ind i den titel. F.eks. at vi har haft gang i at fucke hele resten af verden, og nu er det vores tur til at blive fucked«.

Gået i defensiven
Scott er ikke ude på at skabe venner, det er han ikke. Alligevel er det, som om modtagelsen af ’Body of Lies’ er kommet bag på ham, og han er gået i defensiven.

Spørger man til filmens politik, henviser han til forfatteren bag bogen, David Ignatius, »som har brugt 30 år på at studere de her ting«, og spørger man konkret til hans holdninger til krigen i Irak, begrænser han sig på det seneste til at mene, at spørgsmålet er »komplekst, meget, meget komplekst«, og til at analysere slagets gang snarere end levere uforgribelige meninger.

Leo som et spabad
Efter Ridley Scott er en halv time i selskab med Leonardo DiCaprio som en tur i spabad. Eller i himmerig.

Som han sidder der i sit pureste stjernestøv, glathudet og skarpskåren, kunne han være trådt lige ud af ’Titanic’, men begavet og retorisk velsmurt.

På film har han udviklet en halsstarrig, hårdhalset, fuldskægget og dybt politisk persona, der er kommet bag på alle hans fans.

Ikke blindt patriotisk
Et møde med ham i dagene op til det amerikanske præsidentvalg er lige ved at udarte til en lovlig forudsigelig Obama-jubi-konference, men han understreger, at hans CIA-karakter »ikke har forpligtet sig over for nogen som helst ideologi, han er patriotisk, men ikke blindt patriotisk, og moralsk er han uenig i den måde, krigen bliver ført på«.

»Jeg tvivler på, at hans type ligefrem findes i flertal i CIA«, medgiver DiCaprio, »for generelt er disse agenter trænet i at være nådesløse, i at få jobbet ordnet, og det der med at gøre oprør mod systemet er næppe typisk«.

Fremtiden byder på mindre dyre film
Frygter du ikke at kompromittere din filmstjerne-appel med disse politiske film, som svigter rent kommercielt?

»Selvfølgelig er det da noget, jeg tænker over, men det er altså langt mere givende at lave en film, der har et intellektuelt islæt – og en sjæl. Især når jeg bruger fire-fem måneder af mit liv på filmen. ’Blood Diamond’ var igen en film, der viste, at det amerikanske publikum har svært ved at tage deres medicin sammen med deres morskab, men jeg bliver ved med at lave den slags film, også selv om det betyder, at jeg ryger ned i mindre dyre film i fremtiden. Jeg har gjort de store, flotte produktioner og var begyndt at savne noget tyngde i materialet«.

Efter genrefilmene fra 1980’erne og 1990’erne er Ridley Scott kommet et nyt sted hen. Politik og krig fascinerer ham mere i dag, og så må fanden stå i den offentlige mening.