Der er en scene i den nye James Bond-film, hvor 007, i skikkelse af Daniel Craig, efter et voldsomt slagsmål i Port-au-Prince, Haiti, sidder foroverbøjet på en balkon og holder sin modstander nede, mens han bløder ihjel.

Mens han holder ham, kigger Craig sig stjålent omkring for at sikre sig, at ingen fra de omkringliggende bygninger har fået øje på dem.

Mens han gør sit job. Ikke en overflødig bevægelse, bare action, tilstedeværelse.

Et job, der skal gøres. Da den anden endelig er død, rejser 007 sig. Og går videre i teksten.

007 er den sejeste
Det, vi var vidner til, var afslutningen på en actionscene, ren krop, ren dunkende puls, business-like.

Og samtidig et stykke filmskuespil af en sjælden, naturalistisk, karakterdrevet kaliber, hvor action er karakterkunst. Velkommen til den nye verden.

Der findes skoler inden for alt 007-relateret. Især inden for hvilken 007 der er den bedste. Sejeste. Cooleste. Mest slebne.

Den sidste kategori har Daniel Craig ingen kinamands chance for at vinde. Der må æren tilfalde Roger Moore, Pierce Brosnan eller en anden.

Craig er ikke en agent med smag for martinicocktails, shaken eller stirred.

Han er mere Bloody Mary-typen. Rystet eller ej.

Pandebrask og lirekasse
7. november er der dansk premiere på en af biografårets mest imødesete film, nemlig det nye 007-drama, ’Quantum of Solace’, bygget over Ian Flemings novelle ’En dosis trøst’.

Filmen er en direkte fortsættelse af den forrige, ’Casino Royale’ fra 2006, og den anden Bondfilm, der har Daniel Craig i hovedrollen.

’Casino Royale’, den første film i den nye Bond-æra, åbnede i et orgie af grafisk vold, der satte den nye tone.

Grafisk vold i bogstaveligste forstand, animerede pandebrasker, der slås til lirekasse, blod, der flyder i veritable floder, mens Chris Cornell fra Soundgarden insisterer på titelsangen på Bonds vegne: »You know my name!/ You know my name!«, hvis man skulle være i tvivl.

Uglamouriøst offentligt pissoir
Herfra videre til den unge agent 007’s allerførste mord på et forsuret, stinkende uglamourøst offentligt pissoir, hvor Roger Moore so ville være ude af sit element, og hvor skurken dør med møje. »Not well«, beskriver Craigs agent det. Mere grynet ’Pusher’-æstetik end Bond. Men igen: Craigs 007 har intet med gentleman’s agreements, fair play eller anyone for cricket at gøre. Intet. Som Bonds chef, M, vrisser ad ham: »Det her er nok for svært for et stumpt våben at forstå ...«.

Fra martininippende dandy til et stumpt våben?!

I 2002 ændrede actiongenren sig, da ’The Bourne Identity’ af Doug Liman udkom med Matt Damon som dræbermaskinen uden hukommelse. Man skulle tilbage til 40’er-krimierne, de mest muskuløse, kompakte af dem, for at finde noget lignende. Klinisk renset for social og kulturel kontekst. Det, man gør, er, hvad man er. Ren filmisk eksistentialisme. Uden psykologi, uden sociale forklaringer. Stilen, det nøgterne indhold, den rå vold kombineret med en flashy visuel stil og et ekstremt, adrenalinopkørt, hurtigtklippende tempo, har fået navnet ’Greengrass-modellen’ efter Paul Greengrass, der instruerede ’Bourne’ 1 og 2.

At den første af de nu i alt tre ’Bourne’-film blev vist umiddelbart efter den trætte og forlorne 007-titel ’Die Another Day’, må have givet Bond-franchisens mænd og kvinder onde drømme. Noget måtte gøres.

Det ’noget’ var at tilnærme sig Greengrass-stilen på bekostning af den slebne arkaiske, som publikum i stigende grad fandt fremmed. Det andet ’noget’ var at få Daniel Craig i nettet, en Bond skræddersyet til en ny æra og med al sin streetcred som teater- og indiefilmskuespiller i orden. Bond som martret, halv-Hamletsk karakter, dækkende over sine hemmeligheder som sin næsten-navnebror Jason Bourne.

Censur og frihed
»Min smag og min personlige æstetik overlapper Daniels meget«, siger instruktøren Marc Forster, der er i Stockholm for at lave presse for sin ’Quantum of Solace’ sammen med Craig.

»Til at begynde med forstod jeg slet ikke, hvorfor de inviterede mig til at lave en stor kommerciel actionfilm, men så tænkte jeg mig om længe og fandt Bond-figuren interessant. Jeg sammenlignede i hovedet mit job på Bond med at arbejde under et system med politisk censur. Jeg skulle lave en film, der overholdt alle Bond-konceptets love, og samtidig skulle det være min film. Men der har været stor nervøsitet: Hvordan vil hardcore Bond-fans tage imod filmen?«.

Om figuren Bond tilføjer Forster:

»Han er lige så lidt en gammeldags ’god fyr’, som skurkene er gammeldags ’skurke’. I dag flyder grænserne mere end nogensinde. Jeg mener: Hvad står Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste for i dag? Arbejder Secret Service virkelig for at forsvare sit land eller helt i egen interesse?«.

I dag styrer kvinden verden
Så ja, for Forster såvel som for Craig er ’Quantum of Solace’ karakterdrevet, klart på den seriøse side af spektret.

Schweiziske Forsters store helte er Antonioni, Fellini og Bergman! »Men jeg tror, man skal vare sig for at analysere Bond helt til bunds. For at bibeholde hans attraktion bør man værne om mystikken«.

Olga Kurjlenko er den ukrainske Bond-pige denne gang, men heller ikke hun får lov til blot at være bryster og balder. Ikke at hun ikke kunne bære det ...

»... Men kvindens rolle har ændret sig i det 21. århundrede«, siger Marc Forster.

I dag kan man ikke have en kvinde i en film, der bare er den objektificerede skønhed. I dag styrer kvinder verden og efter min mening meget dygtigere end mænd«.

Marc Forster kom i gode hænder i Bond-familien. De ville have ham, lukrere på den status, han havde opnået med film som den grumme ’Monster’s Ball’ og den i sandhed multikulturelle ’The Kite Runner’.

Og Forster kom til at arbejde tæt sammen med sin stjerne, Daniel Craig, på filmens manuskript.

Og senere, efter forfatterstrejken, med oscarvinderen Paul Haggis (der ondulerede multikulturalismen i sin egen ’Crash’) og Neil Purvis. I løbet af ingen tid er Craig blevet seriens ankermand med hidtil uset indflydelse. Han kan sige nej – og ja! – til instruktører, til Bond-piger, han kan kræve veto over sit manus.

Og alt det med kun én Bond-film i skalperemmen.

Slipseknude og manchetknapper
Tre dage efter at han så filmen sammenklippet for første gang, er Daniel Craig lettet. Han er dog også kun et menneske. Og han kunne li’ den.

»Selv om vi jo ikke ved, hvordan den kommer til at spille ...«.

For dig, lige netop dig, med din troværdighed som kunstner, er det vel hip som hap?

»Jeg ville være verdens største hykler, hvis jeg sagde, at indtjeningen intet betød«, siger Craig og vifter nonchalant med en brun hånd under et par manchetknapper, der ville have gjort Roger Moore misundelig.

Manchetknapper, fin lyserød slipseknude og en tynd lyseblå sweater. Mere Moore end Craig?

»Da jeg sagde ja til at være Bond, anerkendte jeg samtidig, at hver film skal give overskud tilbage til de mange, der har investeret så meget. Men det er jo ingen Bond-film, hvis ikke man arrangerer et giftermål mellem actiondelen og det emotionelle. Og ’Quantum of Solace’ er en direkte fortsættelse af ’Casino Royale’, den begynder, få øjeblikke efter at den første sluttede. Kvinden i Bonds liv er død, hun ofrede sig for ham. Hvordan skal han komme videre i sit liv? Det er det skrækkelige udtryk for det: ’at komme videre’«.

Craig ler tørt, nærmest mekanisk, glædesløst – i karakter, ville skuespillere sige.

»The job is done. The bitch is dead«, siger Craig i slutningen af ’Casino Royale’.

Sammenrimpet, lakonisk. Kvinden, der ofrede sig for ham, gjorde det lettere ved at ligne en skurk.

Hendes død får ham til at springe ud som sig selv, som 007 i Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste.

Som han siger i filmens sidste sekunder efter at have taget Jesper Christensen til fange: »Navnet er Bond. James Bond«.

Så kom den alligevel.

Ud med badevandet
I ’Quantum of Solace’ har de taget skridtet fuldt ud, og den replik, der mere end nogen har indkapslet seriens coolness, er forsvundet. Måske for altid. Ud med badevandet ligesom Moneypenny og Q og Babs & Nutte-babes’ene.

Mellem fire en halv og seks måneders optagelser i Panama, Chile, Østrig og Italien. Og de berømte actionsekvenser og stunts, som Craig selv ville lave.

»90 procent af forfølgelsen hen over Sienas tage, der er det mig, man ser«, siger Craig i Stockholm, »men intet forsikringsselskab i verden ville godtage, at jeg selv sad i en af de to biler i biljagten.

Vejen var så smal som værelset her, vi skulle køre side om side på hver sin side af en dyb slugt i bjergpasset«.

Skumfødt og cool
Og 90 procent af foromtalen af ’Quantum of Solace’ har handlet om Craigs egne stunts.

Så ja, han er en muskelfætter (for dem, der har glemt billederne, hvor han stiger op af vandet som en skumfødt maskulin Venus i ’Casino Royale’).

Men dem, der så hans hovedrolle som den ene af de to afstumpede mordere i ’Infamous’ om Truman Capotes ’Med koldt blod’, husker, hvor virtuost netop Craig kan parre fysik og følelse.

Marc Forster sammenligner ham med Steve McQueen: »Han har en dybde i sit arbejde og et interessant udseende – uden at være køn. Han har kant og karisma og en McQueens coolness«.

Prøver at skabe en ægte følelse
Har du en scene i ’Quantum of Solace’, hvor du føler, du får brugt hele dit arsenal af skuespilhåndværk?

Craig griner:

»Du mener scenen, hvor jeg hænger i en wire med hovedet nedad, mens jeg reciterer en klassisk monolog, lige inden jeg skyder en kugle lige mellem øjnene på skurken? Nej, jeg ved ikke ... Det er ikke på den måde klassisk skuespilkunst, og jeg kan ikke sige, at én scene kan det hele. Hvis den scene fandtes, ville jeg pensionere mig selv. Men jeg prøver at skabe en ægte følelse, der gør, at når eksplosionerne får frit løb, og bygningerne braser sammen om ørerne på os, så er man som tilskuer på, fordi man øjeblikket inden blev trukket ind via sine følelser«.

Men James Bond og Jason Bourne – eller ej. Daniel Craig fastholder, at han – og dermed hele det kreative team – vendte tilbage til Ian Flemings bøger for at få krammet på ’deres’ genopfundne Bond.

Tilbage til Fleming altså, ikke over til Bourne som en moderne inspirationskilde.

Bond kæmper med indre dæmoner
»Alt, hvad jeg er kommet med, flyder direkte fra Ian Fleming«, siger Craig. »Jeg gik tilbage og læste alle bøgerne og fik belæg for, at Bond altid kæmper med sine indre dæmoner«.

Efter 21 film er Bond på den igen.

Tilbage ved sit udgangspunkt. Inden han fik smag for martinicocktail og beleven sarkasme og 19-årige piger, hvis fremmeste kvalitet var, at de så dejligt kurvede ud, når de stod på vandski efter en motorbåd.

I ’Casino Royale’, filmen der genoplivede et hensygnende 007-format, bestiller Daniel Craig en drink under sit pokerspil med Mads Mikkelsen, og bare karakteren af hans drink understreger, hvor fri filmens skabere føler sig af fortiden:

»Tre mål Gordon’s, et mål vodka, et halvt mål Kina Lillet. Ryst den hen over isen, og tilføj en tynd skive citronskal«.

Daniel Craigs 007 har intet med gentleman’s agreements, fair play eller anyone for cricket at gøre. Intet

Interviewet i Stockholm var arrangeret i samarbejde med 007’s danske distributør, Sony.