Sønderjylland. Rømødæmningen. Højer Sluse. Vadehavet. Marsken. Gråvejr, regn, mudder og gummistøvler. Da Jakob Cedergren ankom til indspilningerne af Henrik Ruben Genz’ film ’Frygtelig lykkelig’ drejet over Erling Jepsens roman, var han stort set lige så paf over det særegne miljø som den forviste storbybetjent Robert Hansen, den 35-årige københavnske skuespiller var kommet til egnen for at gestalte.

»Jeg tænkte bare: »Hvad?! Det her kan sgu da ikke være Danmark«. Det er et helt andet sted. Det ligner ikke noget, jeg kender til. Jeg havde aldrig set sådan et landskab før. Og det vildeste var: Det var det samme dag efter dag. Det samme og det samme«.

Deprimerende og smukt
En måneds tid i forvejen havde Jakob Cedergren brækket håndleddet, da han gled ind i en hård tackling i en fodboldkamp. Fem uger med bandager, skinner og smertestillende piller havde gjort sit til, at skuespilleren ubesværet kunne glide ind i rollen som stenbrobetjenten, der ankommer til landsbyen Skarrild i det flade, våde landskab med de fåmælte og tungsindige indbyggere.

»Det var helt abstrakt. Man kunne se, så langt øjet rakte. Og der var ingenting. Der er uhyggeligt og deprimerende og samtidig helt utroligt smukt. Vi var tre uger i og omkring Højer, hvor udendørsoptagelserne blev lavet. Resten af filmen er indspillet i studier her i København. Man kom fuldstændig ned i omdrejninger derovre. Og jeg syntes faktisk, det lykkedes at bringe den tætte intensitet fra marsken med i studieoptagelserne«.

Mere udsat i et lille miljø
Selv er Jakob Cedergrens geografiske baggrund mildt sagt noget blandet: Han er født i Lund på den anden side af Sundet, og i løbet af barndommen fik hans universitetslærerforældre midlertidigt plantet ham så forskellige steder som Milwaukee, Wisconsin i USA og i den italienske hovedstad, Rom. Men det er sådan set Valby og nærmeste omegn, han regner for sin egentlige hjemegn. Og det er så inklusive Vesterbro, hvor Jakob Cedergren har boet det seneste år.

»På mange måder er Vesterbro det tætteste, man i Danmark kan komme på en international storby. Der er mennesker fra alle mulige kulturer i gadebilledet, og samtidig er kvarteret så overskueligt, at man møder venner og bekendte på gaden og kan finde masser af steder at hænge ud sammen, uden at der behøver at være nogen særlig anledning«.

Jakob Cedergren er ret overbevist om, at han selv ville klare sig nogenlunde lige så dårligt som ’sin’ københavnerbetjent i ’Frygtelig lykkelig’, hvis han blev sat i samme situation og fra den ene dag til den anden blev plantet i en lille by med alle dens uskrevne sociale regler.

Politisk korrekt på Vesterbro
»Jeg ville meget hurtigt få brug for at se nogle nye mennesker og for at finde nogle steder at gemme mig. Det ville være meget svært at leve med at vide, at alle vidste alt om én. I storbyen er det nemmere at klare sig. Det er sværere at træde helt ved siden af. På Vesterbro, og i de fleste storbyer, er vi mere politisk korrekte i vores omgang med hinanden. De regler, der er i de sociale rum, er baseret på, at vi ikke kender hinanden, og at det hele bare skal glide så let som muligt. Man er mere udsat og forpligtet i et lille miljø, hvor alle ved alt om hinanden. Og der er regler, man ikke kan overvinde alene, bare fordi man ikke selv bryder sig om dem. Men på den anden side er der jo også en hel del at skulle tilpasse sig, hvis man er én, der kommer fra provinsen og ind til storbyen«, siger Jakob Cedergren.

Han tilføjer med et skævt grin: »I hvert fald har vi den fordel på Vesterbro, at der skal en hel del til, før man skiller sig så meget ud fra mængden, at det ligefrem bliver et problem«.