Det er ironisk, at Ridley Scott var den første af de foragtede ’kommercielle instruktører’, der fik skulder- og ridderslag som ’rigtig’ filminstruktør, den første, der klarede overgangen fra reklamefilmen til spillefilmen.

Nu er den netop 70-årige Scott, hvis storværk ’American Gangster’ har dansk premiere i dag, så aristokratisk, som de overhovedet fås. Og ingen ved det bedre end han selv. Han er autokraten, diktatoren, den utålmodige despot på filmsettet. Kunne dårligt have fjernet sig længere fra sine praktisk gris- og smør på brøddet-dage i 70’erne.

Instruktøren uden egenskaber
Og han er på sin vis manden uden egenskaber. Uden særlige egenskaber af auteur-arten. I 1970’erne, en tid, der vrimlede med auteurer og filmiske renæssancemænd, havde man problemer med at rubricere den dygtige Sidney Lumet som andet end det lettere nedladende ’håndværker’, men Ridley Scott er en stolt håndværker i en tid, der bugner af netop dén type.

Det er slet ikke utænkeligt, at eftertiden vil vurdere, at den ambitiøse ’American Gangster’ ligger på linje med ’Alien’ (1979) og ’Thelma & Louise’ (1991) som Scotts strammeste, reneste og bedste film. Han har også lavet andre ’rene’ film, men hverken ’G.I. Jane’ (1997), ’Black Hawk Down’ (2001) eller ’Matchstick Men’ (2003) har helt samme flyvehøjde.

Scotts nyudgivne definitive cut af ’Blade Runner’ (1982), hans suverænt mest omdiskuterede film, lægger alener til den films ry, selv om den uvægerligt bliver træt hen imod slutningen.

Hvem holder længst?
Ridley Scott er en sær fugl, fordi han er så sur og vredladen, at ingen rigtig – med »ingen« mener jeg nu »journalister« – har orket at hægte sig fast i ham og afkræve ham svar og kunstnerisk credo.

En af de få ting, han nogensinde har sagt, der ikke går på en specifik scene i en specifik film, er, at han til enhver tid kan gå ind på settet uden at forberede sig, og når der er gået fire minutter, kan han begynde optagelserne. Det lyder som pral, men instruktion handler naturligvis også om at tage opgaven på sig og træffe valg, valg, valg. Og leve med dem.

Hans lillebror, Tony Scott, har aldrig på samme måde lagt billet ind på kunstnerisk kredibilitet med sine tætpakkede, kompakte, hurtigløbende actionfilm, men med titler som de avancerede, men uprætentiøse ’Spy Game’ og ’Man on Fire’ bag sig er spørgsmålet, om ikke Tony er den af de to, der holder længst i evighedens synsvinkel?

Begge har de lavet ligegyldige gennemsnitligheder, og sandt er det, at Tony aldrig har dristet sig til en opsats som eksempelvis ’American Gangster’, men bare afviklingen af en så kompleks sag som ’Spy Game’ får én til lige at tænke en gang mere.

Genrefilm
Ridley Scott er traditionalist i den forstand, at han orienterer sig i retning af genrefilm.

Mens Stanley Kubrick i sin ’Spartacus’ ikke lagde skjul på, at den var en allegori og ligefrem lod den McCarthy-sortlistede Dalton Trumbo skrive manuskriptet under sit eget navn, står Scotts ’Gladiator’ (2000) der og ligner det, den er: en gladiatorfilm, bare større og mægtigere end nogen hidtidig gladiatorfilm.

Scott var vred over, at ingen tilsyneladende forstod korstogs-epic’en ’Kingdom of Heaven’ (2005): »Den blev bare ikke solgt på den rigtige måde. Den handler ikke om prinsen, der får prinsessen, men er en blodig historie om, hvordan muslimerne ser os som vantro. Det fattede de fleste overhovedet ikke«.

Alliance med to alfahanner
’American Gangster’ var tre år undervejs. Steven Zaillians manuskript om virkelighedens to paradokser i New York i 60’erne, den tilbagetrukne sorte narkogangster Frank Lucas og den ærlige og ærgerrige strisser, Richie Roberts, der fælder ham og endelig overtaler ham til samarbejde, vankede rundt mellem instruktører.

Ridley Scott fik buddet flere gange, men var altid kontraktligt forpligtet andetsteds. Brian De Palma og Antoine Fuqua sagde også nej, selv om historien syntes som skrevet til ham, alternativt til enten Coppola eller Scorsese, der har excelleret i stort anlagte sagaer om moderne forbrydersyndikater.

Men en dag, da han rutinemæssigt spurgte sig for, fik Scott at vide, at manuskriptet stadig flød rundt mellem folk, der lige ved og næsten kunne tage sig af det.

Han tog manuskriptet med hjem, og inden længe var både Denzel Washington og Russell Crowe, Scotts samarbejdspartner gennem nu en håndfuld film, hyret til hovedrollerne, og bortset fra udfordringen, der lå i at få nutidens nysselige New York bombet tilbage til 60’erne og 70’erne, da byen var en boblende giftig cocktail af raceproblemer og kriminalitet, havde han nu to specifikke skuespillere – alfahanner, kaldte han dem i Telegraph – hvis dynamikker han skulle afveje over for hinanden hele vejen indtil filmens klimaktiske scene, da Lucas og Richie endelig mødes.

Storsællert
’American Gangster’ har haft amerikansk premiere og er blevet en af sæsonens store sællerter.

Og Scott? Er for længst over alle bjerge, på vej mod nye horisonter. ’Body of Lies’ hedder hans næste film over David Ignatius’ roman om en journalist, der leder efter en al-Quada-leder i Jordan, og både Russell Crowe og Leonardo DiCaprio er med.

’Nottingham’, der også har Crowe på rollelisten, bliver en kærlighedstrekant mellem Robin Hood, lady Marian og sheriffen af Nottingham (!), og endelig filmatiserer Scott Cormac McCarthys westernroman ’Blood Meridian’.

’American Gangster’ har dansk premiere fredag den 4. januar.