De indrømmer det selv, nordmændene. I mange år har de skulet misundeligt mod naboerne i Skandinavien. Svenskernes stolte filmtradition tæller stjerneinstruktører som Ingmar Bergman, Bo Widerberg og Jan Troell. Imens har vi danskere brystet os af Dreyer, Lars von Trier og dogmerevolutionen. Men hvad med lillebror Norge?

Ikke mange somre tilbage rimede norsk film på dorsk film, hvad enten man spurgte en indfødt eller en udlænding. Men det har de seneste års norske bølge – ’the Norwave’ – vendt op og ned på.

LÆS OGSÅInstruktør: »Den norske middelklasse er et mysterium for mig«

I forlængelse af dagens danske premiere på ’Oslo, 31. august’ (af nordmændenes egen Trier, fornavn Joachim) tilbyder Cinemateket i november en norsk filmkavalkade. Kort før jul når også Anne Sewitskys Sundance-vinder ’Sygt lykkelig’ vores breddegrader. Tre eksempler på, at Norges filmbranche efter årtiers mindreværd er på en mere selvsikker succeskurs.

»Der er megen optimisme og energi i den norske filmindustri. Talentmassen og mangfoldigheden i udtryk og genre har aldrig været større«, skriver direktøren for Norsk filminstitutt, Nina Refseth, i årshæftet ’Norwegian Films 2011’.

Politisk indsats
Opskriften på det norske boom ligner til forveksling den, som i midten af 1990’erne gav vores egen filmbranche et spark i måsen. Siden 2001 har en strategisk, offensiv politisk indsats givet flere og bedre film. Den øgede volumen skaber et stabilt produktionsmiljø, hvor både rutinerede og uprøvede kræfter får bedre muligheder for at realisere deres projekter.

Samtidig prøver en voksende gruppe filmmagere at gå nye veje ved at arbejde uafhængigt af konsulentordningerne. Den yngre instruktørgeneration har givet udbuddet større dynamik, publikumstække og genrespredning, hvor norsk film tidligere havde tendens til at sidde fast i litteraturfilmatiseringens dynd.

»De sidste ti år har vi lavet film, som har fjernet nordmændenes skepsis over for det lokale produkt. Og vi har opnået en kvantitet, hvor der altid er et norsk alternativ på biografernes repertoire, og det er ganske vigtigt«, fremhæver Hans Petter Moland, en af Norges veteraner i instruktørfaget. Molands seneste film, komedien ’En ganske rar mand’, kommer i øvrigt på dansk dvd i næste uge.

’Norwave’
Hans Petter Moland er garvet nok til at være en del af den oprindelige ’norske bølge’. For allerede i midten af 1990’erne var der optræk til nybrud. Pål Sletaune vandt en kritikerpris i Cannes for ’Postbudet der vidste for meget’, og Berit Nesheims ’Søndagsengle’ opnåede at blive oscarnomineret. Den uventede kulturoffensiv fra Norge drev i 1997 branchebiblen Variety til at opfinde begrebet ’Norwave’. Glosen kom imidlertid først rigtigt til sin ret et årti senere.

»Vi havde et par år, hvor også film som ’Æg’ (af Bent Hamer, red.) og ’Insomnia’ (Erik Skjoldbjærg, red.) vakte opmærksomhed i udlandet, og der var en forventning om, at det ville skabe en ny energi i den norske filmverden. Men pengene til at følge op på succesen var der ikke, så udviklingen gik i sig selv igen,« siger Hans Petter Moland.

Siden har den norske regering, med forhenværende kulturminister Trond Giske i spidsen, sat fokus på filmstøtten, så bølgen denne gang kan nå hele vejen ind til stranden

LÆS OGSÅ Den norske Triers Oslo-hyldest er mere end det

»Tidligere var norsk film en ’cowboybranche’ uden infrastruktur, og et eventuelt overskud blev ikke investeret i nye produktioner«, siger producenten og instruktøren Marius Holst. Som medejer af produktionsselskabet 4 ½ glæder han sig over, at branchen har oplevet en gradvis professionalisering, siden staten tog initiativ til en national filmskole i 1997.

Flere af talenterne i den aktuelle Norwave 2.0, såsom Sara Johnsen (’Upperdog’), Stian Kristiansen (’Mig og Yngve’) og Sundancevinderen Anne Sewitsky (’Sygt lykkelig’), er udklækket fra filmskolen i Lillehammer. Dog har de mest toneangivende instruktører stadig hentet eksamensbeviserne uden for rigets grænser: Bent Hamer i Sverige, Hans Petter Moland i USA og Joachim Trier i England.

Kronåret 2006
Det kritiske gennembrud kan dateres til kronåret 2006, hvor norsk film markerede sig stærkt på festivaler i Cannes, Toronto og Karlovy Vary. Sideløbende med den internationale opmærksomhed har de norske biografgængere atter fundet appetit på at høre deres eget sprog i biografen.

Publikumstallets kurve skød i vejret med den oscarnominerede ’Elling’ (2001) og kulminerede med ’Frihedskæmperen Max Manus’ (2009), der blev set af 1,1 mio. nordmænd. Senest har ’Headhunterne’ solgt over 530.000 billetter til dato på hjemmebane.

Jo Nesbø-thrilleren understreger, hvordan norske produktionsselskaber i stigende grad rendyrker de kommercielle genrer. Særlig leveringsdygtige er de i primal horror; måske fordi kong Haralds rige, modsat vores, har masser af utæmmet natur, som uforsigtige unge mennesker kan fare vild i. Titler som ’Skjult’, ’Rovdyr’ og ’Frit vildt 1-3’ har alle solgt godt på eksportmarkedet, der også efterspørger skæve kultfilm fra nord.

LÆS OGSÅ Kim Foss: Den norske Trier burde have kæmpet om palmen

André Øvredals opfindsomme mockumentar ’Troldjægeren’ tager et unikt norsk udgangspunkt – at der bor trolde i fjeldene, hemmeligholdt af staten – og bruger sit nationale særpræg som eksotisk salgsargument. Et amerikansk remake er naturligvis på vej.

Også Tommy Wirkolas ’Død sne’, produceret uden for støttesystemet, nåede til udlandet. Mere end 60 territorier har købt den balstyrige splatterkomedie, hvor optøede nazizombier maler sneen rød. Allermest kuriøs er dog Thomas C. Mallings ’Norwegian Ninja’ (med den kostelige originaltitel ’Kommandør Treholt & Ninjatroppen’). Ifølge denne film var 1980’ernes legendariske spion og landsforræder Arne Treholt i virkeligheden actionhelt i kong Olavs tjeneste, med kungfu, feng shui og usynlighed som sine sejeste våben.

Mangfoldighed er sundt
Selv inden for den norske mainstream spænder repertoiret vidt. Blandt dette års populære titler var Marius Holsts solide, traditionelle flugtdrama ’Kongen av Bastøy’, den åbenhjertige ungdomssexkomedie ’Få meg på, for faen’ og den roste børnefilm ’Jørgen + Anne = sant’.

Med til at holde hjulene i gang er også driftsikre familieserier a la vores egen pengemaskine Far til Fire. Sæsonens største konkurrent til ’Headhunterne’ hedder således ’Knorten i knibe’ og er tredje film i rækken om en Snøvsen-agtig talende kæp.

Takket være disse to publikumstræffere er norsk film anno 2011 i skrivende stund meget tæt på at opfylde den politiske målsætning, der hedder en national markedsandel på 25 procent. Allerede ved indgangen til oktober blev sidste års jubeltal på rekordhøje 23,2 procent overgået.

»Det bør lære både producenter, konsulenter og biografejere, at mangfoldighed er sundt og udløser interesse,« mener Eirik Smidesang Slåen, der er filmskaber og redaktør for det filmanalytiske website Montages.no.

Filmisk drikkeyoghurt
Men som sædvanlig vokser ingen roser uden torne. Trods de sidste ti års fremskridt føler visse kritikere stadig, at flertallet af norske film lider af manglende mod til at eksperimentere. For mange kompromiser og for få markante personlige udtryk resulterer i »filmisk drikkeyoghurt«, lyder skudsmålet.

»Norsk film er på en måde blevet sin egen genre, hvor man ved, hvad man får. Småmorsom, letbenet feelgood, godt håndværk, men aldrig udfordrende eller overraskende«, lyder en brugerkommentar på Montages.no.

»Passiviteten præger norsk film«, medgiver Eirik Smidesang Slåen. Han efterlyser mere farlighed; en norsk Lars von Trier, der kan flå ridser i pænheden.

»Vi mangler et par rigtige enfant terribler«.

FACEBOOK Bliv ven med IBYEN