»Har du nogensinde været tiltrukket af en transseksuel?«.

Antony, den transkønnede sanger(inde) fra Antony and the Johnsons, vender interviewet på hovedet, da jeg forvilder mig ind i diskussion om biologi og socialkonstruktivisme i relation til køn og seksualitet.

Ikke så vidt jeg ved, forsøger jeg at smyge mig udenom, men uden held.

»Har du nogensinde været tiltrukket af en anden mand?«.

Nej, svarer jeg, men jeg er per princip åben for muligheden; at vi bliver forelsket i mennesket frem for kønnet.

»Ja, ja, det er fint nok, virkelig, men det er noget fuldstændig andet«, siger Antony.

Måske det ændrer sig, når jeg bliver ældre. Hvem ved, hvilken seksuel orientering jeg har, når jeg er 45 år, forsøger jeg. Tydeligvis behagesyg over for den 2 meter høje skabning foran mig.

»Nej, nej, nej. Det sniger sig ikke bare sådan ind på dig. Det er som med rosenkål. Enten kan du lide det, eller også kan du ikke«.

Sin eget transkønnethed
Antony er et forunderligt møde af modsætninger. I et andet liv kunne hans krop have gjort sig på en amerikansk fodboldbane, men de feminine ansigtstræk, det lange goth-sorte hår og det bløde håndtryk viser i en anden retning. Mod de melankolske sange om forvirring, fremmedgørelse og længsel efter at høre til – følelser, som alle mennesker kan forbinde sig med, selvom de her handler om kønsidentitet og synges med en stemme, der unddrager sig kønsbestemmelse.

På min notesblok står linjer fra Antony and the Johnsons sange:

»One day I’ll grow up, I’ll be a beautiful woman« fra ’For Today I Am a Boy’.

»Are you a boy or a girl« fra ’I Fell in Love with a Dead Boy’.

LÆS OGSÅ Fantastisk fænomen mangler kød, blod og et par benklodser

Jeg har omformuleret dem til spørgsmål, men jeg kommer ikke igennem med dem.

Jeg begynder at mærke, hvor grænseoverskridende det er at spørge ind til et fremmed menneskes seksualitet, og hvilket køn han/hun er af, lige meget hvor offentligt det menneske er omkring sin eget transkønnethed og lever den til det yderste af fingerspidserne. Så kan jeg vel lære det, tænker jeg og fokuserer på den anden mand i rummet.

»Jeg er bare bøsse«
Filminstruktøren og videokunstneren Charles Atlas sidder ved siden af Antony i sofaen i et af filmselskabet Bullit Films klipperum på Christianshavn. Han er en pioner inden for performancevideoværker og har arbejdet sammen med Merce Cunningham, Marina Abramovic og Leigh Bowery.

Sammen med Antony har han skabt kunstprojektet ’Turning’, en koncert, hvor 13 kvinder fra det alternative performancemiljø i New York udstiller sig selv på en snurrende platform, mens Atlas filmer dem og laver live videoværker, der projiceres på en storskærm bag Antony and the Johnsons.

Jeg vender mig mod Atlas i håb om selv at komme ud af rampelyset.

Han er af en anden generation – tænker han, at hans seksualitet og kønsidentitet er biologisk bestemt?, spørger jeg.

Atlas kigger forvirret først på mig og så på Antony.

»Jamen, jeg er jo gammel …«.

»Charlie, er du født, som du er, eller skyldes det noget i din opdragelse?«, skyder Antony ind.

»Hvad mener I? Jeg er bare bøsse. Jeg er ikke transkønnet. Jeg blev født sådan«.

Transseksuelt manifest
Antony og Atlas opførte kunstkoncerten første gang i New York i 2004, men året efter vandt Antony den prestigefulde Mercury Prize for albummet ’I Am a Bird Now’ og fik dermed økonomisk pondus til at invitere hele holdet med på en europaturné. Da de kom til Paris, beskrev avisen Le Monde projektet som et »transseksuelt manifest«, og de 13 skønheder, som Antony kalder dem, repræsenterer også en anden form for køn.

Seks af dem er transkønnede, men det er ikke nødvendigvis pointen. Projektet er en udforskning af en mere grundlæggende fremmedgørelse og længsel efter at høre til i både samfund og sin egen krop og en hyldest til et fællesskab af modige mænd, kvinder osv., der viser sig frem og udvider vores forståelse af, hvad køn er.

Antony og Charles Atlas er i København for at videreføre projektet i en film, hvor skønhedernes livshistorier, krigshistorier fra kønsidentitetens slagmarker, flettes ind i optagelserne fra kunstkoncerterne.

»Det er ikke tilfældigt, at vi redigerer filmen i København. Der sker et eller andet i Danmark. I er ikke hjernevaskede af religion, I drømmer og tænker over realiteterne i denne verden«, siger Antony, der aldrig selv havde drømt om, at hans musik ville række ud over trans-miljøet i New York.

joey.  En af Antonys 13 kvinder. »Vi viste hinanden vores skrøbelighed og bevidnede hinandens skønhed. Jeg har altid været interesseret i tanken om, at man kan fange en essens eller en persons ånd gennem lysets spil på en person«, siger Antony om 'Turning'. Foto fra 'Turning'

Antony er født i Chichester i England og voksede op i San Francisco. Charles Atlas kommer fra St. Louis i Missouri. De er fra to forskellige generationer, 1971 og 1949, men begge begav de sig til New York, lige så snart de selv kunne vælge.

»Jeg vidste, jeg måtte til New York for at finde et fællesskab af ligesindede«, siger Atlas, der drog til Manhattan i 1968.

Antony har det på samme måde. Han ankom i 1990 for at studere eksperimentelt teater på NYU:

»New York er det sidste stop, når man flygter fra USA, og før internettet var det der, du bare måtte hen. Nu kan unge i Papua Ny Guinea med et enkelt klik se, hvordan Leigh Bowery klædte sig. Dengang i 1990’erne blev man nødt til at drage til hestens mund for at se hendes tænder«.

Som at høre Elvis
Rejsen til New York blev første skridt ind i et fællesskab, de begge beskriver som at finde en ny familie i voksenlivet. Charles Atlas blev en del af Merce Cunninghams dansetrup, ikke som danser, men som eksperimentel videokunstner, og han har siden 1970’erne fulgt flere store performancekunstnere. Blandt andre vennen Leigh Bowery, der med sine spraglede kostumer gjorde sig selv til et omvandrede performancekunstværk og blev maleren Lucian Freuds muse.

Et centralt omdrejningspunkt for det alternative fællesskab var natklubben Pyramid, som dengang var en slags Betlehem for punkdrag. Her udlevede Antony drømmen som transdiva i Blacklips Performance Cult fra 1992 til 1995 og skrev sange som ’Cripple and the Starfish’ og ’Hitler in My Heart’, der senere kom med på Antony and the Johnsons debutalbum i 2000.

I Blacklips var Antony mere sort og konfrontatorisk, end han er nu. Makeuppen var tyk og outreret, og der blev kastet blod og indvolde ud på publikum, der bestod af punkere, dragqueens og kønsmutanter.

De campede kabaretter handlede om hermafroditter, der ledte efter deres forældre ved verdens ende eller bar titler som ’The Birth of Anne Frank’, der var en surreal historie, som blandede hiv-epidemi og holocaust.

Midt i det hele brød Antony ud i sang. Med sin fantastiske stemme, som rækker over flere oktaver og har fået musikskribenter til at tale om et fabeldyr sat sammen af Boy George, Nina Simone og en sørgende engel.

Musikeren Laurie Anderson har sammenlignet det første møde med Antonys stemme med at lytte til Elvis for første gang: »Efter to ord har han knust dit hjerte«, og det er også den effekt, det tidligere Blacklips-medlem Psychotic Eve husker: »Vores publikum var alle de her punkere, junkier og skøre bøsser. Og han fik dem til at briste i gråd«.

Det var alt sammen vidunderligt
Det var her, Charles Atlas mødte Antony for første gang.

»Det var den nye generation, der gjorde tingene på deres måde. Noget var surreelt, noget var gotisk, og det var alt sammen vidunderligt«, siger Atlas, der har fulgt Antony lige siden.

»Jeg var tidligere en del af Bowery-familien og er nu en del af Antony-familien. Jeg er onklen«, siger Atlas.

Antony byder ham velkommen, men mener ikke, at den nye punkdrag-generation var så anderledes end den forrige, selvom tøj og mascara var blevet sortere.

Kulørt.  Charles Atlas har tidligere lavet film om vennen Leigh Bowery, der har været en inspiration for Antony. Foto: 'Teach', Charles Atlas

»Det var måske en anden angrebsmetode, men det var alt sammen tænkt som fjendtlige frontalangreb, selvom de blev leveret med ømhed«, siger Antony om deres krav om at få plads i samfundet, og han husker Atlas på, at allerede Bowery var ret aggressiv i sine performances.

»Han sked hiv-positiv diarre ud over publikum. Det gør man altså kun, hvis man er i meget dårligt humør«.

Det var aids, der ændrede alting og gjorde scenens udtryk sortere.

»Døden var virkeligheden, en del af vores liv. At campe på døden var overlevelse; en modsætning til døden, en forlængelse af vores liv«.

Transkønnede heltinder
Antony har senere fundet en mere dæmpet udtryksform, med mindre udklædning og mere afsløring af sit indre liv, men der løber en rød tråd fra Blacklips og frem. Selv om angrebene bliver leveret med en større og større ømhed, er det stadig et direkte krav til verden om at blive accepteret, som man er. En anden rød tråd er hyldesten til medkombattanter på kønsbarrikaderne.

I Blacklips skrev Antony kabaretten ’The Ascension of Marsha P. Johnson’, og Antonys nye band fik også navn efter det transkønnede ikon, der sammen med Sylvia Rivera dannede modstandsbevægelsen Star (Street Transvestite Action Revolutionaries).

Med pengene, de tjente som gadeprostituerede, etablerede Johnson og Rivera et hjem, der skulle huse de unge transkønnede, der flygtede til New York og endte på gaden. De var også involverede i opstanden ved baren Stonewall Inn i 1969, der står som dagen, hvor det homoseksuelle miljø sagde stop over for politiets overgreb og slog fysisk igen.

Hyldesten til Antonys heltinder findes overalt i hans værk. ’River of Sorrow’ er en hyldest til Johnson, der blev fundet myrdet i Hudson River, ’Divine’ en ode til John Waters-heltinden Divine, og på coveret af ’I Am a Bird Now’ ser man Peter Hujars portræt af den transseksuelle Candy Darling, der blandt andet er kendt fra The Velvet Undergrounds sang ’Candy Says’.

Det hele vender hjem i ’Turning’, hvor Antony fremhæver et citat af Candy i kunstprojektets katalog: »Love is a delicate spirit, that loses its essence under scrutiny«.

Futuristisk femininitet
Skønhederne i ’Turning’ er et forsøg på at udvide vores forestilling om, hvad køn kan være. Hvad det vil sige at være en mand eller en kvinde, og hvad det betyder, når den krop, man er født med, ikke nødvendigvis stemmer overens med den følelse, man har indeni.

»Det er en drøm. Et alternativt fællesskab af futuristiske kvinder«, siger Antony.

Der er noget hypnotisk over skønhederne, der en efter en træder op på det snurrende podium, og billederne af dem fra forskellige vinkler, der projiceres i lag på en storskærm. Det er som at være vidne til en transformationsproces. Menneske efter menneske, der kaster sin ham og viser sit indre.

sort.  Antony var fra 1992 til 1995 en del af Blacklips Performance Cult, der havde et mørkere look end Leigh Bowery. Foto: Marti Wilkerson

»Jeg har altid været interesseret i tanken om, at man kan fange en essens eller en persons ånd gennem lysets spil på en person, ligesom i Peter Hujars portrætter«, siger Antony.

»I ’Turning’ skabte vi et rum af tryghed, hvor vi viste hinanden vores skrøbelighed og bevidnede hinandens skønhed. Det føltes ceremonielt. Der er noget stærkt over et menneske, der står stille over længere tid og lader sig beskue. Vi gjorde plads til noget, der ikke er gjort plads til i vores samfund. Det føltes revolutionerende«.

Besættelse
Antony beskriver sit samlede værk som en bevægelse mod det feminine, og i DR Koncerthuset i september gav han publikum en lang tale om, at det var tid til, at verden lod feminine værdier kommer til orde efter årtusinders forfejlede maskuline ledelse. Men hvor efterlader det det maskuline?

»Som ydmyg tjener«, siger han drillende til Atlas.

»Der er mange smukke sider af maskulinitet, men man kan ikke tale om undertrykt maskulinitet eller en maskulinitet i krise. Det er forkerte ord for, at maskulinitet ændrer sig. Det er jo ikke en krise at blive mere bevidst om folk og følelser omkring sig. Det er en revolution for mænd, at de kan udvikle andre områder af sig selv, få lov at græde og få lov til at være en del af et ligeværdigt fællesskab i hjemmet i stedet for at være på toppen af familie eller samfund«, siger Antony og foreslår, at Charles Atlas svarer på det.

LÆS OGSÅ Antony mangler noget at synge om

»Jeg har sympati for de ideer, men det er ikke min besættelse«, siger Atlas.

»Besættelse?«, siger Antony.

»Besættelse, ment som noget, du er meget fokuseret på«.

Det modsatte køns hormoner
Antony foreslår, at Charles henter en spade og graver sig ud af det hul, han lige er trådt ned i, men medgiver selv, at det er en form for besættelse. Alligevel sukker han flere gange, så jeg spørger, om han bliver træt af at svare på den type spørgsmål.

»Nej, men jo, lige det med social konstruktivisme siger ikke mig så meget«.

Han er mere optaget af fremtiden og af, hvordan mængden af mandlige og kvindelige kønshormoner påvirker os.

»Det er interessant, hvordan testosteron og østrogen påvirker vores adfærd og vores syn på livet. Her kan transkønnede tilbyde en særlig indsigt, fordi de ofte har prøvet eksperimentelle behandlinger med hormoner«.

»Jeg har altid sagt, at det burde være en obligatorisk del af high school, at eleverne prøvede det modsatte køns hormoner i tre måneder. Så kunne de få en reel indsigt i de værktøjer, som folk arbejder med. Der er ingen bedre måde at forstå feminine processer på end at tage østrogen nogle få måneder. Jeg laver ikke sjov. Og hvad ville der være galt med, at kvinder prøvede at tage testosteron og virkelig forstod, hvordan det var«.

Der er forskel
Og hvad er lærdommen så?

»At det påvirker din krop og din psyke i meget høj grad … Der er to store vedholdende myter i kønsdebatten: Den første er, at kvinder nødvendigvis og for altid skal være underlagt mænd, og den anden, ofte fremsat af kvinder i defensiven, er, at der ingen forskel er på, hvordan mænd og kvinder tænker. Men selvfølgelig er der det!«.

’Turning’ og Antonys sange handler hverken om politisk korrekte emner, akademisk kønsteori eller om et »lad os ikke gøre forskel«, som Antony divaagtigt vrænger. Det handler ikke om være homo-, bi- eller heteroseksuel eller om at være mand, kvinde eller transkønnet, men om at bryde ud af sin ensomhed og angst og modigt stå ved sig selv og vise sig frem i al sin skrøbelige pomp og pragt.

FACEBOOK Bliv ven med IBYEN