Buenas tardes.

Karrieren i Hollywood har ikke fået Antonio Banderas til at glemme almindelig spansk høflighed, da han sætter sig ved journalisternes bord i Cannes.

Som selvfølgelig skal foregå på engelsk. Hvilket er no problemo. Små 20 år efter den unge spanske skuespiller måtte mime sig vej igennem rollen som Nestor Castillo i ’Mambo Kings’, fordi han ikke kunne mange pip engelsk, taler han et ganske vist stærkt krydret, men hvad angår ordforråd elegant engelsk. Det manglede da også bare efter 15 års ægteskab med skuespillerinden Melanie Griffith.

Sit engelske får han nu ikke meget brug for i ’Huden jeg bor i’.

I filmen med originaltitlen ’La Piel Que Habito’ er det nemlig første gang siden ’Bind mig, elsk mig’ fra 1990, at Antonio Banderas er genforenet med sin gamle instruktør Pedro Almodóvar. Da Almodóvar i 1980’erne i en kreativ og erotisk frihedsrus vendte op og ned på spansk film, var det i mange tilfælde med den unge Antonio Banderas som mandlig hovedperson.

Tilsammen inkarnerede de en ny, frigjort tid og blev et legendarisk makkerpar i europæisk film. Men set med moderne korttidshukommelse handler det om en fjern fortid. Spørger man den dominerende internetdatabase IMDB, så er Antonio Banderas mest kendt for ’Desperado’, ’Zorro’, ’Once Upon A Time in Mexico’ og ’Shrek 2’.

Tilbage til fortiden
Men der var engang, da han var mere fræk end den noble Zorro, og mere kendt for at være den bukseløse Antonio end Den Bestøvlede Kat. Nu er han som 50-årig filmstjerne tilbage i Spanien sammen med Pedro Almodóvar. For i rollen som den diabolske plastikkirurg Robert Ledgard at minde om, at han engang spillede roller, der var mere komplicerede end revolvermanden El Mariachi.

»Det er faktisk otte år siden, Pedro første gang fortalte mig om at filmatisere denne her roman, han gerne ville have mig med i. Han fortalte mig historien, men så skete der alligevel ikke rigtig noget. Jeg troede egentlig, han var gået i en anden retning og ikke længere var interesseret i den«, fortæller Antonio Banderas om de første skridt hen imod en filmatisering af Thierry Jonquets franske krimi ’Spindleren’.

»Jeg hørte ikke noget, før jeg en aften sad i min bil på vej hjem efter at have spillet ’Zorba’ på Broadway. Telefonen ringede.

Det er Pedro.

Hey, man! Hvad sker der?

Det er tid.

»O.k., sagde jeg. Og det var dét«.

Frankensteinsk instruktør
»Det blev en smuk oplevelse. Pedro er en del af mit liv og en del af min karriere. Det er min sjette film med ham, og på en sjov måde føltes det næsten som at være tilbage i tiden dengang i 1980’erne, da vi lavede ’Kærlighedens matadorer’ og de andre film. Når vi dengang troppede op med vores film på festivaler, var folk forbløffede og forvirrede. De vidste ikke rigtig, hvad det var, de så, og i hvilken afdeling af hjernen de skulle rubricere vores film. Efterhånden blev det jo selvfølgelig sådan, at folk begyndte at kalde dem ’almodóvarske’«, fortæller Antonio Banderas.

»Da jeg kom tilbage til Spanien og mødte Pedro igen, fandt jeg ham i et veltilfreds lune. Men også mere kompleks, mere alvorlig og dybsindig. Mere minimalistisk og streng. Men hans maskine pumper stadig for fuld kraft. Han er ikke blevet en, der stryger publikum med hårene. At arbejde sammen med ham er som at blive trukket hen til kanten af en afgrund og bedt om at springe ud«.

Hvilket jo burde være en smal sag for Zorro, men at hoppe i afgrunde uden maske, kappe og en amerikansk special effects-afdeling i ryggen er alligevel noget andet.

Det var en meget koncentreret instruktør, Banderas mødte i Spanien. Pedro Almodóvar stod med et kompliceret manuskript om en plastikkirurg med en meget mystisk dagsorden og en handling, som »gik fra Shakespeare på side 15 til sæbeopera på side 16«.

ANMELDELSERodet hud-thriller er raffineret og kulørt

En vild genreblanding med en kættersk kerne, kalder Banderas fortællingen om Robert Ledgard, hans vakse skalpel og hans smukke offer Vera. En gal videnskabsmand, der i Almodóvars optik forvandles til en gal kunstner, der som en gud forelsker sig i sit eget mesterværk. Eller en Frankensteinsk instruktør, der vil gå til hvilken som helst yderlighed for at genskabe selv den mindste detalje i sin vision.

Andre strenge på instrumentet
»Jeg var noget modstræbende til at begynde med, men jeg endte med at acceptere præmissen og sætte pris på den. Jeg kom til at opdage en ny streng på min persona som skuespiller, en ny måde at udtrykke mig på«.

»Pedro tager ikke scenerne om mange gange. Til gengæld øver man meget inden. Han samlede os i Madrid, to måneder inden optagelserne skulle gå i gang. Det er lang tid! Vi troede, vi var på en øver. I virkeligheden var han ved at gøre os husrene. Han er utrolig omhyggelig med alle detaljer. Ikke alene med scenografi og kostumer, men også med dig – som skuespiller. Han tror ikke på metodeskuespil, han tror på præcise anvisninger«, siger Banderas og fortæller, hvordan Almodóvar har styr på selv det mindste vip med øjenbrynet hos sin mandlige hovedrolleindehaver.

LÆS ARTIKELHøjt-elsket instruktør bliver forbigået igen

»Udfordringen som skuespiller er at tage denne vanvittig præcise instruktion og forvandle den til noget, der ser naturligt ud«.

»Jeg synes faktisk, min rolle i ’Huden jeg bor i’ skubber mig i en ny retning«, fastslår skuespilleren, der erklærer sig som en 50-årig, der aldrig har haft det bedre.

Han er stadig lykkeligt gift og har mange filmjern i ilden. Han har flere succesfulde produktionsselskaber. Bl.a. et animationsstudie i Grenada, hvor 100 mand arbejder på selskabets anden animations-spillefilm. Og han har stadig mod på rollen som instruktør og påbegynder til næste år indspilningerne af sin tredje film, sci-fi-thrilleren ’Solo’.

Fagre nye verden
Så alderen trykker ikke. Men med afsæt i ’Huden jeg bor i’ hævder han, at han ikke et sekund er i tvivl om, at den stadig mere avancerede kirurgi og den enorme udvikling inden for genteknologi vil medføre vældige forandringer – for nogle af os. Nemlig de rigeste.

»Det vil presse vores moral til det yderste, når vi kan blive 100 år eller mere. For problemet vil være, at det kun vil være for de rige. Når først man kan købe mere liv, hvis man er rig, mens de fattige vil dø, står man i et dilemma. Og hvis man forestiller sig, at social- og sundhedsvæsnet rundt omkring ville tilbyde disse ydelser til alle, vil man hurtigt stå med et demografisk problem«.

»Allerede nu er der ikke ressourcer nok. Tænk så, hvis man pludselig på 10 år bliver 20 milliarder mennesker. Men det sker, og ikke kun på film. Det sker i virkeligheden, og det sker allerede nu. Man behøver bare at se på, hvor mange penge der bliver investeret i livsforlængende teknologier, for at være klar over, at der er ved at ske noget stort«.

Skal aldrig spille brandmand igen
Foreløbig ligner Antonio Banderas nu ikke en mand, der behøver at bruge formuer på futuristiske operationer for at beholde rollen som førsteelsker. Selv om det selvfølgelig åbner nye muligheder, hvis man kan blive ved med at spille latin lover, til man er 200 år. En rolle, der i nogles øjne måske har klistret lige lovlig tæt og længe til det amerikanske kapitel i Antonio Banderas’ karriere.

»Alting har sin tid. Jeg ser ikke mig selv blive ved med at spille latin lover for evigt. De kan jo også bare fyre mig, hvis jeg bliver for gammel. Men jeg orker ikke at spille brandmand længere. Jeg har spillet brandmand fem gange, og det må være nok. Som figurer kan jeg ikke li’ dem længere, men det betyder jo ikke, at jeg har noget imod brandvæsnet som sådan. Jeg tror, jeg har mange andre slags roller i mig«, siger skuespilleren, der nu ikke længere kun kan ses som drabelig helt, førsteelsker og brandmand, men også som noget så foruroligende som en plastikkirurg, der snitter i hud og kød med dunkle motiver.