Annonce
Biografen 9. sep. 2011 KL. 19.16

Aukens enke: »Han opdagede, at det ikke var Svend Auken, jeg var forelsket i«

Politiken har mødt afdøde Svend Aukens kone Anne Wivel til en snak om 'Svend'.

Mest læste

Biografen 'Svend'

Dato Premiere i 40 biografer over hele landet på søndag. Og igen 14. september i 80 biografer i forbindelse med Doxbio. Mange af biograferne viser kun filmen den ene dag.
Instruktør Anne Wivel
WWW www.doxbio.dk
Se biografer og spilletider

Her er dit nye folketing

For første gang i 40 år står Svend Aukens navn ikke på stemmesedlen, når der 15. september afholdes folketingsvalg i Danmark.

Blå bog

Anne Regitze Wivel

Dokumentarfilminstruktør, født 1945, cand.phil., uddannet maler fra Det Danske Kunstakademi og filminstruktør fra Den Danske Filmskole.

Har blandt andet lavet 'De tavse piger' (1985), 'Ansigt til ansigt' (1987), 'David eller Goliath' (1988), 'Giselle' (1991), 'Søren Kierkegaard' (1994), 'Johannes' hjerte' (1998), 'Slottet i Italien' om Per Kirkeby (2000) 'En gal, en elsker eller en poet' om H.C. Andersen (2005), 'Menneskenes land' om Grønland (2006).

Anne Wivel er kunstnerisk leder af Barok Film, hvor hun også fungerer som producent og konsulent.

Det har det ellers gjort ved de seneste 15 folketingsvalg.

Alligevel er den lange, lidt duknakkede og landskendte skikkelse dukket op på plakater under valgkampen med løftede arme og et talepapir i hånden fotograferet fra ryggen og i sort-hvid. Det er bare ikke valgplakater, men plakater for filmen ’Svend’.

I de sidste ni år af sit liv delte Svend Auken sin te og sine spejlæg med filminstruktøren Anne Wivel. Og fra begyndelsen af 2007 og til hans død i august 2009 var hun ikke alene gift med ham, men fulgte også i hælene på ham med sit kamera.

Til Indien, New York, Grønland og Kenya, hvor Auken deltog i møder og konferencer om verdens klima.

Hun var også med, når han tog den på to hjul og med fastspændt cykelkurv gennem København, når han delte roser ud på gågaden i Aarhus under valgkampen i 2007, når døren pludselig gik op igen efter en længere storsnakkende afsked, og han kom buldrende op ad trapperne i sin grønne oilskinsfrakke, fordi han havde glemt sin mobiltelefon.

Og når han sent om aftenen kom glad hjem igen med en aftale om 1.300 megawatt elektricitet fra danske vindmøller og varmede mælk i mikroovnen i køkkenet.

Der står stadig ’Wivel og Auken’ på døren til huset i Kartoffelrækkerne, hvor Anne Wivel har holdt til de seneste 43 år. På køleskabet i køkkenet på 1. sal hænger solskinsbilleder af en smilende Auken i sweatshirt. Men mikroovnen er væk. Den holdt op med at virke kort efter Svend Aukens død og er ikke blevet erstattet af en ny.

Anne Wivel var 17 år, da hun i 1962 første gang dansede med Svend Auken på Ryslinge Højskole. Men der skulle passere knap 40 år og et årtusindskifte, før de to blev kærester og senere gift.

I den mellemliggende tid har de bare hilst på hinanden, når de mødtes, og Anne Wivel har med egne ord i årenes løb »nok lagt mere mærke til fænomenet Svend Auken, end han har til fænomenet Anne«.

LÆS OGSÅAfdød Svend Auken gør comeback i valgkampen

At leve med dødsbevidstheden
»Da vi blev kærester, kom det lidt bag på mig, hvad det egentlig var, han lavede. Jeg var med ham ude at rejse flere gange, fordi han ikke kunne lide at rejse alene. Og der opdagede jeg, at der var en fortælling, jeg ikke havde hørt om ham før. Og hvor fortrolig han var med mennesker ude i verden. De kendte ham alle sammen og havde lavet aftaler med ham i tidens løb og brændte stadig for den klimasag«.

Det var under en rejse til Kina, hun første gang fortrød, at hun ikke havde taget sit kamera med.

»Vi sejlede op ad Yangtzefloden i flere dage og kiggede på de der landskaber, som man kunne forstå skulle forsvinde under vand. Det var vanvittig filmisk, og jeg var helt ødelagt over, at jeg ikke havde mit kamera med. Jeg følte simpelt hen, at jeg forsømte mit fag«.

Men det er så uvirkeligt for mig med al det der sygdom. Og jeg vil frygtelig gerne leve lidt længere

Svend Auken i 'Svend'

Kort efter, i januar 2007, skulle hun med ham på en rejse til Indien og tog kameraet med. Og lod det i store træk køre de kommende to et halvt år.

»Der var andre filminstruktører, som havde spurgt, om de måtte lave en film om ham, men det havde han ikke så meget lyst til. Så jeg synes også, at det var lidt forpligtende, at jeg gik så tæt på noget, som godt kunne have en vis interesse«.

Planen var at lave en film om en moderne idealist, der skulle kulminere med klimatopmødet i København i december 2009. Et møde, som Svend Auken havde håbet på ville munde ud i en klimaaftale, der skulle afløse den Kyotoaftale, han selv havde været med til at lave i 1997.

Men i sommeren 2008 brød Svend Aukens kræftsygdom ud igen. Og så var det ikke længere bare en film om et politisk livsværk, men også en film om at leve med en dødsbevidsthed, selv om man føler sig helt rask.

LÆS OGSÅNu får Vega også en Svend Auken-sal

Hvad kan jeg nå?
»Nå, men det er jo en sørgelig historie«, som Svend Auken selv siger i filmens åbningssekvens fra sommeren 2008 i sommerhuset i Rågeleje, hvor han netop har fået at vide, at hans cancer har bredt sig.

»Men fordi jeg er far og storebror, har det altid været min rolle at trøste. Og det gør jeg også nu, for at det ikke skal blive alt for sørgeligt. Men det er så uvirkeligt for mig med al det der sygdom. Og jeg vil frygtelig gerne leve lidt længere«.

LÆS OGSÅSvend Auken: Mit politiske testamente (I)

Det kom han også til. Men ikke længe nok til at opleve klimatopmødet i København, der ellers havde været »et naturligt sted at stoppe optagelserne«. Nu stopper de i stedet tre uger før Svend Aukens død i sommeren 2009.

»Det er klart, at den dødsbevidsthed blev en særlig drivkraft i det her projekt. Svend satte mange projekter i gang med den bevidsthed. Han lavede en bog sammen med journalist Hans Mortensen og prøvede også selv at skrive en bog, der aldrig blev færdig. Og når jeg tog kameraet frem, samlede han sig lynhurtigt. Og jeg blev helt overvældet, for jeg kunne mærke, at nu var han i gang med at deponere noget. Og det gjorde det også mere forpligtende for mig«.

Anne  Wivel. Foto: Miriam Dalsgaard.Meget mere tilbage
Svend Auken døde i utide. Ikke bare, fordi han kun blev 66 år. Men også, fordi han overhovedet ikke var færdig med at være Svend Auken.

»Selv om vi jo faktisk er gamle, så tror vi jo, at vi har et langt arbejdsliv endnu. For mange er døden en afbrydelse midt i noget. Og det er meget hårdt pludselig at måtte sige: Hvad kan jeg nå? Men det var Svend god til«, siger Anne Wivel.

Han valgte først og fremmest at arbejde, fuldstændig som han plejede.

»Hvilket vil sige i døgndrift. Og det er ikke særlig sundt for en kræftpatient. Men han kørte bare løs. Med Hans Mortensens bog, ’Dét, Svend mener, er’, med filmen, med Europaudvalget og med klimaet. Han skulle bare nå det. Og så prøvede han at samle sammen på dem, han elskede. Der er mange ting, der får nogle helt andre proportioner i sådan en situation. Og jeg synes, han blev meget forsonlig«.

Tilfældigt sammenfald med valgkampen
Med Anne Wivels egne ord er ’Svend’ en film om demokrati og kærlighed. Om det modne menneskes blik på livet. Og et forsøg på at rette et respektfuldt blik mod en af de folkevalgte, som hun ellers synes bliver behandlet temmelig respektløst.

»Tv’s blik på politikere er ofte så koldt, billigt og nemt. Og det betyder, at man allerede på valgkampens tredje dag er ved at kaste op, fordi man kan alle replikkerne udenad. Der er et eller andet i hele det setup, der virker deprimerende og dræbende. Mange politikere er jo ekstremt flittige og hårdtarbejdende folk, og der er ingen grund til at se ned på det arbejde, for nogen skal jo for helvede gøre det«.

At filmen ved en tilfældighed er landet lige midt i valgkampen, ser hun egentlig kun som en fordel:

»Hvis det betyder, at flere ser den, er jeg kun glad for det. Og Svend ville synes, det var fedt, hvis den gavnede partiet. Men for mig er det en film, der gerne skulle holde lidt længere, end til valgkampen er slut«.

LÆS OGSÅAnmelder: Auken-film kan give 'Obama-effekt' til S

At kunne sig selv udenad
Fra begyndelsen var hun klar over, at det var en stor opgave af skære Svend Auken fri af omverdenens billede af ham. Og ikke mindst af hans eget selvbillede. Som hun »slet ikke var enig med ham i«.

»I starten, da jeg kendte Svend, sad jeg tit og ledte efter nogen sprækker, når han talte: Sig noget, du ikke har sagt før. Eller: Opdag noget, du ikke vidste. Svend fyldte meget og skulle nå meget. Men i filmen forsøger jeg at skabe en sprække ind til det menneske, som jeg elskede og var forelsket i. Selvfølgelig er der noget opmærksomhed og noget medvind, fordi man altid er med på at ære en, der er død. Men jeg har også prøvet at lave en film, der ærer den indsats, der lå inde bag de her masker og reflekser«.

Jeg tror, han opdagede, at det ikke var Svend Auken, jeg var forelsket i

For Anne Wivel synes faktisk ikke, det er »specielt interessant, når folk kæfter op og kan sig selv udenad«, som hun siger.

»Men det er meget naturligt, at det er sådan, når man møder hinanden i en moden alder. Jeg holdt et andet spejl op foran ham, og jeg tror, han kunne lide det spejl. I virkeligheden var Svend også en sky og nervøst anlagt person med en enorm råstyrke til at lægge det til side og ligesom komme frem alligevel. Han havde en enorm udadgående energi. Men jeg havde svært ved at vænne mig til at være sammen med ham, når der var andre mennesker, for der tog han fat på sin overlevelsesstrategi. Og den respekterer jeg, for vi må alle sammen have nogle strategier. Det var bare ikke rigtig den udgave af ham, jeg var optaget af«.

LÆS OGSÅSvend Auken: Mit politiske testamente (II)

»Jeg tror, han begyndte at slappe lidt af, fordi han mærkede, at han ikke behøvede at sige en vittighed nu for at lægge afstand. Og jeg bilder mig ind, at han nød det. At han skulle en anden vej rundt, hvis han skulle imponere mig. Og jeg kan godt lide også at vise Svend en lille smule humorforladt og stilfærdig i filmen. For når hans nervetråde faldt til ro, åbnede der sig nogle meget skønne andre muligheder«.

Altså når han ikke havde så travlt med at være Svend Auken?

»Ja. Jeg tror, han opdagede, at det ikke var Svend Auken, jeg var forelsket i«, siger hun og griner.

150 timer i en sort sæk
Da Svend Auken døde i august 2009, havde Anne Wivel 150 timers filmoptagelser med ham. Det var »et mareridt« bare at tænke på dem, så de blev gemt væk i en sort plastiksæk, hvor de boede det næste år.

»Så begyndte jeg at komme på benene igen. Men jeg havde stadig ikke rigtig lyst til at lave filmen. Jeg troede ikke, jeg kunne finde ud af det. Men nu havde jeg jo fået penge fra Filminstituttet og DR. Så jeg tænkte: Det er mit arbejde, og jeg skal aflevere den film. Også set i lyset af, at Svend ikke nåede at gøre sin egen bog færdig«.

LÆS OGSÅRitt Bjerregaard: »Han satte ord på det, mange følte«

Og trods den sørgelige slutning gjorde arbejdet med filmen hende også rigtig glad.

»Mine klippere og lydfolkene har haft det på samme måde. Man bliver i så hamrende godt humør af at være i selskab med et menneske, der havde så meget energi, og som med hele sin udstråling bare siger: Lev dog! Da jeg gik i gang, var jeg virkelig bange for, at min erindring om Svend ville blive spærret inde i den film. Så jeg ikke mere ville kunne huske ham, men bare kunne se en film om ham. Men sådan føles det heldigvis ikke. Det føles mere som et samarbejde med Svend, der er afsluttet«.

»Og nu har jeg endelig mulighed for bare igen at tænke på ham på min egen måde«.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Meningsmåleren


Det sker
Vatnisse? Med veloplagt fortællerytme og vittig dialog er 'Gummi T' en vellykket opdatering. - Foto: (PR)
16. maj. KL. 12.07

Animeret Gummi-Tarzan opfylder alle mirakelønsker

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu