Annonce
Biografen 4. sep. 2011 KL. 13.01

Harrison Ford: »Nu kender I alle mine hemmeligheder«

Han er ikke begejstret for interviews, men cowboyhatten vil han gerne snakke om. Politiken har mødt Harrison Ford.

FIlm-anmeldelser

Biografen Cowboys and Aliens

Dato Premiere landet over 1. september 2011
Medvirkende Daniel Craig, Harrison Ford m.fl.
Prod. år 2011
Land USA
Instruktør Jon Favreau
Se biografer og spilletider

»A grumpy motherfucker«.

Ifølge filmbladet Empire kender Harrison Ford så udmærket det ry, som vi, det skrivende folk, har dannet os om hans person. Den paneuropæiske klynge af reportere, som denne sommerdag deler bord med skuespilleren i London, føler sig ligefrem nødsaget til at gå i samråd inden audiensen hos Ford.

Ingen ønsker at tirre Indiana Jones unødigt og vende hjem med en tom blok papir. Men hvilke emner vil bløde ham op, så han slapper af og sænker paraderne? Gider Harrison Ford egentlig tale med os om noget som helst?

Før sin aktuelle medvirken over for Daniel Craig i ’Cowboys & Aliens’, som er anledningen til vores møde, har Ford kun flirtet med westerngenren to gange: i Gene Wilder-komedien ’Luk øjnene og skyd’ (1979) samt tv-serien ’Gunsmoke’ (1972-73). Altså for længe, længe siden. Men da han også er friluftsentusiast og ejer 580 tønder ranchland i Wyoming, virker det nærliggende at antage, at Ford må holde af westerngenren?

»Ehm ... Jeg har set ... Som I måske ved, er jeg ikke den store biografgænger, så jeg ved ikke meget om westernfilm, men jeg er vokset op med fireforestillinger om lørdagen ... Roy Rogers, Hopalong Cassidy, Gene Autry, den slags. Ehm ... Jeg har da set en western eller to gennem årene og nydt dem. Jeg er ikke den store, I ved ...«.

Stiv og utilpas
Harrison Ford fumler med ordene, mens han planløst vender og drejer sit guldindfattede brillestel mellem hænderne. Man aner, at det 69-årige filmikon anstrenger sig for at leve op til sin del af aftalen, men også, at det gør lidt ondt på ham.

Han virker ikke usympatisk, blot stiv og utilpas og plaget af den pernitne skolemesters trang til at irettesætte upræcise spørgere. En journalist, det er vist ham fra Holland, har læst et sted, at ’Cowboys & Aliens’ landede på Fords bord, fordi skuespilleren havde bedt sin manager om at finde et projekt med bred publikumsappeal?

LÆS OGSÅ Anmelder: Harrison Ford virker lettere fortabt i ny storfilm

»Tjah, det er nærmest sådan en slags generel instruktion. Hvad med, at vi prøver at finde en film, som folk vil se«, brummer han.

Det skal vel være noget, du har lyst til at medvirke i?

»Selvfølgelig spiller begge dele ind. Jeg har lige lavet en række film, som mest var for voksne, og jeg tænkte, det ville være sundt for ... (her sætter Ford sarkastisk tryk på ordet:) forretningen at være med i en film, der var populær. En film, der kunne tiltrække de unge amerikanske mænd, som udgør hovedparten af biografgængerne nu til dags, og ikke den gruppe over 35, som kom til den sidste film, jeg lavede, ’Morning Glory’«.

Eh ... ja
Harrison Ford taler på rutinen nu. Vi får serveret de typiske floskler fra skuespillerens værktøjskasse, og det er tydeligt træls for ham endnu en gang at måtte understrege, at han bare gerne vil være med i gode film, genren upåagtet.

Kunne nogen lokke dig til at lave en uafhængig film, kunne det være en udfordring?

»Eh ... ja. Men …«.

Han afbryder sig selv og fortsætter lettere opgivende:

»Jeg bliver tit stillet det spørgsmål, og begrebet ’uafhængig’ definerer ingenting«.

Samarbejde med Refn
Sidste vinter kom det frem, at Harrison Ford arbejdede sammen med Nicolas Winding Refn om thrilleren ’The Dying of the Light’. Ford skulle spille en CIA-agent, som på sin sidste mission langsomt mister synet. Paul Schrader (’Taxi Driver’) leverede manuskriptet, og det lød alt sammen uhyre spændende. Men i marts 2010 meddelte Refn, at han var sprunget fra projektet igen. Hvad skete der?

»Det lykkedes os ikke at finde finansiering i den størrelse, som vi mente skulle til for at lave filmen. Og Nic havde andre forpligtelser, så han lavede ’Drive’ i stedet for. Eller hedder den ’Driven’?«.

LÆS OGSÅ 'Blade Runner' får en opfølger

Hvilket indtryk fik du af Refn?

»Jeg fik det indtryk, at han er en særdeles intelligent, kyndig filmmager, som jeg gerne ville arbejde sammen med. Vi udviklede projektet i fællesskab, og jeg så frem til at gå videre med det, men ...«.

»Ud med sproget, knægt!«
For tiden arbejder Harrison Ford på et projekt, som hedder ’Black Hats’. Det eneste, han vil sige om filmen, er, at den bygger på en bog. Hmm. Okay. Hvad skal vi så tale om? ... Bliver det sværere at finde gode roller, efterhånden som ...

»Som jeg bliver ældre? Ud med sproget, knægt!« .

Vi ler, kun lettere nervøst. Det nærmeste, Harrison Ford kommer på en vittig bemærkning i den tid, vi holder ham omringet.

»Naturligvis, jeg mener, hvor mange roller er der nødvendigvis i et ungdomsbåret medie til en mand i min alder? Men jeg nyder faktisk at spille karakterroller efter at have spillet helt i mange år. Det giver en grad af frihed, som jeg ikke tidligere har haft glæde af. De forpligtelser, der påhviler hovedrollerne i amerikanske film, har det med at sætte den amerikanske leading man-karakter i bås. Og det er rart at kunne spille roller, som ikke er så skabelonprægede«.

Flov over opmærksomheden

Harrison Ford kan lide at arbejde, siger han, men ikke nødvendigvis foran et filmkamera. På det seneste har han arbejdet med byggeriet af et hus til sig selv, sin hustru, Calista Flockhart, og parrets tiårige adoptivsøn, Liam.

Hvordan reagerer sønnike på sin berømte farmands karriere?

»Han ser på det som mit job, mit levebrød. Han …«.

Ford rører rundt i kaffekoppen.

»Jeg tror, at han, som de fleste børn, føler sig en smule flov over opmærksomheden«.

LÆS OGSÅGnaven Harrison Ford redder næsten slatten komedie

Har du vist ham ’Star Wars’ eller ’Indiana Jones’?

»Han har set … nogle af mine film. Jeg har ikke sat ham ned og sagt: Nu skal du ... Jeg tror, han så ’Indiana Jones’ hos en ven. Men han er ikke ... ehm ...«.

Lang pause.

»Han er ikke vildt nysgerrig efter at se alle mine film. Fordi det er mit arbejde«.

Intet soundbite-svar
Kilden er ved at være tørlagt. Damen fra pr-agenturet kommer Ford til undsætning og giver tegn til at runde af. En israelsk kollega får det sidste ord, og han når ikke langt ind i sin formulering, før det står pinefuldt klart for alle, at hans spørgsmål er spild af tid:

Du er tilknyttet flere velgørenhedsorganisationer, og vi er netop nu vidne til mange spændende udviklinger i verden med optøjer og sådan. Hvad er dit syn på … alt, der er sket det sidste års tid i så mange lande?

Alenlange sekunder af vantro stilhed. Og så, som solen efter et skybrud, brager journalisternes fælles skoggerlatter forløsende ud over væggene i hotelsuiten. De færreste filmstjerner, og da slet ikke Harrison Ford, magter at svare fornuftigt og koncist på et så pivåbent spørgsmål, og det gør han os også klart i så høflige vendinger, som han nu engang kan mønstre.

»Ser I, det er problemet. Jeg har ikke lyst til at give jer et soundbite-svar på et meget kompliceret emne. Indlysende nok. Så ... det vil jeg ikke svare på«.

En hattemands bekendelser
Politiken øjner en åbning og skynder sig at byde ind med noget langt mere lavpraktisk:

Hvad så med, hvordan man beholder sin hat på hovedet, når man rider over prærien i fuld galop?

LÆS OGSÅ Harrison Ford passer bekymrende godt ind som morgentv-vært

Harrison Ford lyser op. Ganske lidt, men nok til at give indtryk af, at det er et emne, han som garvet rytter og udendørsmenneske føler sig hjemme i.

»Udgangspunktet er en hat med god pasform. Dernæst bør man have forståelse for de aerodynamiske principper, som spiller ind. Man skal holde hovedet lavt, bare en anelse. Sætter man næsten for meget i sky, vil vinden blæse hatten af«, forklarer han tålmodigt.

Ford rejser sin krop fra stolen, og lige før han bevæger sig mod døråbningen, stopper han op og drejer overkroppen en anelse. Med en vag bevægelse, der formentlig er tænkt som en humoristisk afvæbnende gestus, peger han mod os med sin højre hånd.

»Nu kender I alle mine hemmeligheder«.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu