Som filminstruktør har Julie Bertucelli rødderne i orden.

Hun er datter af den ganske vist ikke overvældende kendte franske filminstruktør Jean-Louis Bertucelli, men som højre hånd for bl.a. Krzysztof Kieslowski og Bertrand Tavernier fik den nu 42-årige franske filmmager den bedst tænkelige dannelse sideløbende med sin mere officielle dannelse som filosofistuderende og dokumentarfilminstruktør.

Det blev til en del dokumentarfilm, inden hun i 2003 havde succes i Cannes med sin spillefilmdebut, ’Da Otar rejste’, som foregår i Georgien og vandt juryens grand prix i serien Semaine de la Critique.

’Da Otar rejste’ kørte Bertucelli i stilling som et af europæisk films mest lovende talenter. En af de stadig alt for få kvindelige instruktører også i Cannes.

Men så fik Julie Bertucelli først to børn og opdagede bagefter, hvor svært det kan være at komme i gang med sin film nummer to, hvis først der er gået lidt tid.

Så det er først nu, at hun har fulgt Otar til dørs med ’The Tree’. En engelsksproget film indspillet i det solbeskinnede Australien, som i 2010 havde æren af at være afslutningsfilm i Cannes. Dog uden for konkurrence.

»Fuptræ? Aldrig i livet«
Hovedrollen som Dawn O’Neill var Charlotte Gainsbourgs første, siden hun året inden kom igennem kværnen hos Lars von Trier i ’Antichrist’. Gainsbourgs rolle er stor, men titelrollen i ’The Tree’ bliver ’spillet’ af et gigantisk figentræ med livligt løv og voldsomme rødder.

Da hendes mand, Peter, dør, bliver Dawn alene med parrets fire børn i et hus ude på landet i Australien. I Australien har urbefolkningen altid troet, at naturen er levende og besjælet.

LÆS OGSÅVon Trier afslører slutningen på sin nye film

Måske gælder det også for hvide australiere? Er det sorgen, der spiller dem et puds, eller har Peter O’Neills sjæl søgt tilflugt i det enorme og fantastisk livagtige træ, som nærmest er vokset sammen med familiens hus?

»Jeg måtte kæmpe som en gal for at få mit træ! De ville så gerne have mig til at acceptere et kunstigt træ. Et falsk træ er billigere. Man kan bare tage grenene af og sætte dem på igen, som man har lyst til. Men tanken gjorde mig helt dårlig. Mig, et fuptræ? Aldrig i livet«, ler den 42-årige franske instruktør.

»For det første er jeg ikke Tim Burton. For det andet har jeg ikke penge nok til at være det«.

Jagten på det perfekte træ
»Men det svært at finde det perfekte træ! Vi brugte meget tid, kørte meget omkring og så på tusinder og atter tusinder af træer. Faktisk gik der to år, fra vi begyndte at lede, til vi omsider fandt det«, fortæller Bertucelli, der også ved andre lejligheder kæmpede for livet. Skal der flyve en flagermus rundt i et køkken, så skal det være en levende flagermus og ikke en animeret læderlap.

For Julie Bertucelli var det ekstremt vigtigt at holde den hårfine balance, som filmen står og falder med. Er det voldsomt store træ med de ekspressive grene og rødder ’bare’ et levende træ, eller er det efter faderens død blevet et besjælet træ?

I Judy Bascoes romanforlæg er familiens datter Simone helt overbevist om, at hendes far lever videre i træet. Hun hører hans stemme.

Det gør man ikke i filmen. For Julie Bertucelli var det helt afgørende, at filmen ikke væltede i fantasygrøften. Det var lige præcis, hvad hun er bange for ville være sket, hvis hun havde givet køb på virkeligheden og ladet sig nøje med effekter.

Hvis man ikke med sikkerhed ved, hvad der sker, kommer tvivlen dramatikken til gode, tror hun.

»Jeg selv er et meget rationelt menneske, men det betyder ikke, at jeg ikke godt kan have mine tvivl«.

Julie Bertucelli har sine tvivl. Og så har hun en ting med træer. Hun har i lang tid tumlet med drømmen om at lave en film baseret på Italo Calvinos ’Klatrebaronen’ fra 1957. Et eventyr om en adelig dreng, der i renæssancens Italien vælger at leve hele sit liv oppe i træernes kroner.

»Jeg læste bogen som barn, og den har aldrig siden forladt mig. Som barn tilbragte jeg rigtig meget tid med at klatre i træer. Der er noget fantastisk ved at klatre i træer. Man kan sidde deroppe på afstand og betragte verden. Man er lidt som en spion. Jeg har altid drømt om at filmatisere den. Vi havde snakket om det, men så døde Calvino, og det blev ikke til noget. Det var en veninde, som gjorde mig opmærksom på Judy Pascoes bog. Hun vidste, jeg var på udkig efter en træhistorie. Jeg læste den, og der var rigtig meget i den, jeg godt kunne lide«.

Gainsbourgs kan give hjælpende hånd
For Charlotte Gainsbourg ligger ’The Tree’ i direkte forlængelse af ’Antichrist’.

I begge film spiller hun en kvinde, der er blevet ramt af en stor sorg. I begge film er hun mere eller mindre viklet ind i rødderne på et stort træ.

Derudover minder Lars von Triers dunkle værk og Bertucellis følsomme fortælling fra det solbeskinnede Australien ikke meget om hinanden.

At Gainsbourg efter ’Antichrist’ i Cannes blev kåret til Bedste Kvindelige Skuespillerinde, kan måske give en hjælpende hånd til Julie Bertucellis film og få træerne til at vokse en lille smule længere ind i himlen for fransk films klatrebaronesse.

Antichrist-stjerner imponerede over Lars von Trier