Darren Aronofsky har prøvet hele rutsjebaneturen i Venedig.

Da han i 2006 omsider vendte tilbage med en spillefilm seks år efter sit oscarnominerede gennembrud, ’Requiem for a Dream’, skete det med ’The Fountain’.

Den vidtløftige film om jagten på evig kærlighed på tværs af århundrederne udspillede sig i fortid, nutid og fremtid og blev mødt med rå latter og mild hovedrysten af kritikerne i Venedig.

LÆS REPORTAGEFilmfest i Venedig er i klemme mellem Toronto og Rom

Bedre gik det to år senere, da vovestykket bestod i at vække Mickey Rourke fra rollen som skuespillerzombie og satse alt på eksbokseren som ’The Wrestler’. Filmen vandt Guldløven.

Outsider og superhelteinstruktør
Og så var forventningerne pludselig tårnhøje, da den 41-årige amerikanske instruktør i efteråret vendte tilbage med ’Black Swan’.

Man havde måske haft bange anelser inden mødet med noget så usædvanligt som en balletthriller, men ’Black Swan’ blev det modsatte af et afdansningsbal for Aronofsky. Den blev af flere beskrevet som den bedste åbningsfilm på Lidoen i mange år.

Forleden udløste filmens kvindelige hovedrolle en Golden Globe til Natalie Portman, og inden oscarnomineringerne offentliggøres, kan Aronofsky notere sig, at ’Black Swan’ er nomineret til ikke mindre end 12 britiske Bafta-priser.

LÆS OGSÅ Golden Globe blev en fest for de garvede

Fra at være betragtet som en interessant outsider er Aronofsky blevet en af klassens tungere drenge. En af superhelteinstruktørerne. Han er i gang med at lave ’Wolverine’ og har ved flere lejligheder mumlet, at han da bestemt har sine helt egne tanker om Batman, hvis det en dag skulle komme så vidt.

Man forstår det på en måde godt. Batman er en ener, der trives bedst i mørke, og hvis man skal sige noget sammenfattende om Aronofskys figurer, så er det, at de er enere og enspændere, som går helt til grænsen af mørket og lidt til.

Uanset om de er superhelte, stofmisbrugere, fribrydere – eller ballerinaer.

»Man kan sige, at fribryderen tilhører den laveste kunst, mens balletdanseren tilhører den fineste kunst. Men begge er atleter, der fysisk forvrider deres kroppe og påtager sig ekstrem fysisk smerte for at udtrykke sig, for at optræde og for at underholde«, konstaterer Darren Aronofsky.

»Vi så både Cronenbergs ’Fluen’, balletfilmen ’De røde sko’ og mange, mange andre film«, fortæller Aronofsky om ’opvarmningen’ til filmholdets arbejde med ’Black Swan’.

LÆS ANMELDELSEHypet balletdrama indfrier ikke helt forventningerne

»Man kommer hele molevitten i en blender og så bliver det... noget andet«, siger instruktøren med et træt smil.

Det er en offentlig hemmelighed, at det var et hidsigt kapløb med tiden at få filmen færdig i tide til at være åbningsfilm på filmfestivalen i Venedig.

Stræben efter perfektion
I deres ekstreme stræben efter perfektion og deres villighed til at lide fysisk og ofre alt for deres ’kunst’ ligner Mickey Rourkes fribryder og Natalie Portmans danserinde hinanden.

Gør det ’Black Swan’ til en film om individets kunstneriske stræben, som indirekte kunne handle om en filminstruktør, der gang på gang stiller sig selv en noget nær umulig opgave?

»Om noget er det en film, der advarer mod at stræbe efter perfektion. Den viser, til hvilke ekstremer man kan blive drevet i sin stræben efter perfektion. Da jeg arbejdede på ’The Wrestler’, lærte jeg en vigtig lektie. Jeg fik lejlighed til at hænge lidt ud med Bruce Springsteen, der skrev sangen til filmen. I teksten var der noget om en etbenet hund, der kom gående ned ad gaden. Da vi miksede sangen, kom vi til at snakke om det. Jeg undrede mig. En hund med tre ben kunne man forestille sig komme humpende, men en hund med kun ét ben?!«.

Han svarede: »Ved du hvad? Nogle gange er det fejltagelserne, der laver kunsten«.

LÆS ANMELDELSEThe Wrestler: Ringvragets store triumf

»Det tror jeg er et sandt budskab. Man skal holde sig selv åben og være parat til invitere fejl indenfor i processen. Det nytter ikke noget at stræbe efter perfektion, for det perfekte eksisterer sådan set slet ikke. Det hele handler om at være parat til at tage imod, hvad der sker i nuet. Så det har jeg arbejdet med«, siger Aronofsky.

Hvilket er en noget anden historie end den, Natalie Portman kunne fortælle.

LÆS OGSÅNatalie Portman var fysisk nødstedt som balletdanser

Portman danser selv langt de fleste af ballettrinene i filmen. Og de er mange! Hun har danset som barn, men for at blive god nok til at danse partiet som den sort-hvide svane Nina med de stærke ben og den skrøbelige sjæl måtte hun knokle mange timer hver dag det meste af et år.

Måden, Portman dansede sig ind i rollen på, er en fysisk kraftpræstation helt på linje med Robert De Niros træning til ’Raging Bull’ og Mickey Rourkes månedlange strabadser på vej til rollen som 100 procent troværdig ’Wrestler’.

Kreative magtkampe
Også Vincent Cassel i rollen som koreograf og leder af et berømt balletkompagni i New York brugte lang tid og mange kræfter på sin rolle.

Mange har umiddelbart opfattet hans Thomas Leroy som modelleret over New York City Ballets legendariske leder, Balanchine, men Cassel røbede i Venedig, at det i langt højere grad var ballettens nuværende danske chef, Peter Martins, han havde set i kortene.

Når det handler om dans eller skuespil på topplan, foregår der i mange tilfælde en kreativ magtkamp mellem den, der instruerer, og den, der instrueres. Så jeg spørger:

Identificerede du dig som instruktør med den udøvende danser eller med balletkompagniets leder?

»Vincent sagde som en joke, at han spillede mig. Thomas Leroy er en virkelig manipulerende figur. Det kan jeg ikke rigtig sige om mig selv. Jeg ville ønske, jeg var!«, siger han mere end halvvejs i spøg.

»Jeg har altid været elendig til skak, fordi jeg ikke kan tænke to-tre træk frem. Jeg er meget direkte og ligefrem. Det tror jeg er godt i forhold til filmskuespillere. Men jeg tror også, at jeg har skræmt mange skuespillere bort ved at være meget klar med hensyn til, hvad jeg vil have og hvornår. Så jeg arbejder mest med skuespillere, der er sultne efter at få klar besked og få udført arbejdet«.

»Det kan godt gå hen og blive grimt, hvis skuespillere bliver trukket ind i en proces, der pludselig viser sig at være anderledes, end de havde forestillet sig. Tillid er det vigtigste i forholdet mellem en instruktør og en skuespiller. Så får man de gode præstationer. De skal stole på mig. Så jeg siger tingene ligeud«, siger Aronofsky, der foruden de tidligere nævnte bl.a. har arbejdet med Ellen Burstyn, Jared Leto, Hugh Jackman, Marisa Tomei og ekskæresten Rachel Weisz.

En helt almindelig fyr
»Folk, der kun kender mig igennem mine film, bliver tit lidt overrasket over, at jeg er sådan en helt almindelig fyr med begge ben på jorden«, siger Darren Aronofsky.

Især på baggrund af debuten ’Pi’, narkodramaet ’Requiem for a Dream’ og ’The Fountain’, hvor både en conquistador og en Buddha-astronaut er på mission efter kærlighedens evighed, har han været en tilbedt kultfigur som instruktør.

’The Fountain’ er »min afhandling om mine forestillinger om spiritualitet« og en film, der langsomt vokser i anseelse.

LÆS ANMELDELSE'The Fountain' er smuk men skuffende

»Jeg har stadigvæk begge mine forældre, som er lykkeligt gift. Jeg har et fint forhold til min søster. Alting i mit liv er sådan set ret afbalanceret. Men i mine film foretrækker jeg at afsøge det ekstreme. Jeg har altid syntes, at det var interessant med mennesker, der tænker og lever helt ude på kanten. Sådan har jeg helt klart haft det, da jeg var yngre, men jeg føler måske nok, at jeg er ved at nærme mig afslutningen på det stadie«, gætter han.

»Jeg er ikke nogen manisk type. Jeg arbejder hårdt, men jeg er ikke monoman. Jeg har jo ikke nervøse trækninger eller sådan noget. Men jeg er meget fokuseret. Det er man nødt til at være, hvis man laver film for små penge, og det gør jeg. I den situation kan man let ødelægge alt for sig selv, hvis man er monoman«.

»Hvis man løber tør for ressourcerne tidligere end beregnet, må man finde på andre måder at gøre tingene på, og i den situation er det vigtigt at være afbalanceret og realistisk. Man kan ikke få det, som man vil have det. Så må man tage det, man kan få, og så gå videre i teksten. For mig er det et spørgsmål om disciplin, hvor det handler om at være nøgtern og tilstedeværende, når alt omkring mig er fucked up«, siger Darren Aronofsky og fortæller på den måde indirekte, at arbejdet med den ambitiøse balletfilm ikke har været nogen dans på roser.

Varsvanerne
Darren Aronofsky er ikke i udgangspunktet interesseret i ballet, men da han så ’Svanesøen’, blev han indfanget.

Han gik og tumlede med en idé om at filmatisere Dostojevskijs ’Dobbeltgængeren’. ’Svanesøen’ rummede en beslægtet dobbelthed.

»Jeg har altid været tiltrukket af forestillingen om fysisk transformation. I ’Svanesøen’ er det meget oplagt. Hvis man ser på historien, så er hun jo svane om dagen, mens hun om natten er halvt svane og halvt menneskeligt væsen. Så jeg tænkte: »Det er jo en varulvefilm. Eller rettere en varsvane-film! Jeg ville kunne tage Natalie Portman og lave hende om til det her væsen, og det syntes jeg jo kunne være ret spændende«, siger Darren Aronofsky og smiler huldsaligt.

LÆS OGSÅAnmelderne: Black Swan er en gudesmuk film

»Jeg voksede op lige ved siden af rutsjebanen The Cyclone i Coney Island. Det er den ældste rutsjebane i Amerika, og jeg elsker alle de følelsesmæssige aspekter ved den. Det eneste, jeg i virkeligheden vil, er at lave film, der tager publikum med på en rutsjebanetur ved at være underholdende, original og anderledes«, konkluderer Brooklyn-drengen Darren.

»Jeg elsker, når anmeldelserne er i øst og vest. Jeg kan godt lide at levere det uventede. Men det er svært. Det er nu min femte film, og jeg håber, at folk stadig tænker »Hvad hulen er det for noget?««.

Hans egen filmiske rutsjebanetur er med ’Black Swan’ lige nu oppe på toppen, hvorfra udsigten er dejligt vid.

Ser han bagud, kan han se en Guldløve. Ser han frem for sig, kan han lige nu ane konturerne af både Oscar og Batman.