I den suite, hvor han sidder på Hotel Dorchester i London, har man fjernet himmelsengen, så han sidder på sin plysstol under himlen.

En guru, en alvider.

Den mexicanske instruktør Alejandro González Iñárritu er på mange måder den mest ambitiøse forløser af sin tids store emner.

Hans navn er blevet synonymt med globaliseringens udfordring, med en verden i drastisk opbrud, hvor værdier ændres og udhules, og hvor folkeslag, som aldrig før har mødtes ansigt til ansigt, pinedød skal få en hverdag til at fungere sammen.

Vægtige sager
'Babel' var den ultimative flettefilm – og lige så ultimative film – om fire livsforløb, der på kryds og tværs af jordkloden bindes sammen af en pistol.

For mange står 'Babel' ikke alene som den bedste film i årtusindets første tiår, men også som den mest betydningsladede.

LÆS OGSÅHer er 00'ernes bedste film

Filmen inden da, '21 gram', var en metaforisk sag, der tog sit navn efter, hvor meget en menneskesjæl – angiveligt – vejer. 'Love is a Bitch', den danske titel for 'Amores perros', var Iñárritus rent ud forbløffende debutfilm, en rasende, snerrende, virtuos flettefilm fra Mexico City.

LÆS ANMELDELSELove is a Bitch

Iñárritu har specialiseret sig i manende film med vægtige sager på sinde. Typisk værker, der er teknisk og narrativt særdeles komplekse.

Skærsilden ved navn Barcelona
I hans nye film, 'Biutiful', der nu får dansk premiere, er Javier Bardem en slags altmuligmand i Barcelonas underverden.

Uxbal hedder han, og som en kakerlak kender han alle smutveje. Han er fraskilt fra en kvinde, der er gået i hundene af narko, og deres små børn bor med ham i hans lille, fugtige lejlighed. Som et af sine mange lurvede småjob skaffer han en sending varmeapparater til en kinesisk firmaejer, hvis illegale arbejdere fryser i de kældre, de sover i.

Uxbal finder et særligt tilbud på varmeapparater, og det går helt galt. Imens han langsomt dør af prostatakræft, vælter verden sammen om ham.

LÆS INTERVIEWJavier Bardem: Sådan forfører man en hel verdens kvinder

Pengene kunne passe til en film om illegale indvandrere, som 'Biutiful' bugner af. Om politisk slendrian og dårlig integration. Om at stå magtesløs over for globaliseringen i det stærkt nationalistisk sindede Katalonien.

Men i 'Biutiful' er det eksistensen, der er det egentlige emne.

ANMELDELSEEn af tidens vigtigste filmkunstnere imponerer igen

Tragediens regler
Men er Uxbal et billede på den skyld eller medskyld, vi alle bærer på i den vestlige verden, spørger jeg Iñárritu i plysstolen under himlen.

»Han er fanget af de valg, han har truffet. Især den ulykke, han bliver skyld i«, siger Alejandro González Iñárritu til Politiken.

»'Biutiful' er en tragedie, og jeg spiller den efter alle tragediens regler. Alt i skæbneverdenen har rottet sig sammen imod Uxbal, alt går ham imod. Medea, Macbeth, kong Lear, hele den tradition. Jeg ville undersøge de ekstreme omstændigheder, hvorunder en mand mister enhver kontrol over sit liv. Og jeg ville stille spørgsmålet: Kan man i sådan en ekstrem situation finde kærlighed og frelse? Kan han rense sig? Det er spillets regler inden for tragedien, og den disciplin har jeg. Jeg er tro mod mine regler, og tro mod den visuelle grammatik, der er, som den er, fordi hele filmen opleves igennem Uxbal og kun ham«.

Ikke kun sorte toner
'Biutiful' drives fremad af sin hovedperson Uxbal, ikke af sit plot.

Iñárritu fortæller specifikt og sagligt om sit projekt, næsten som om han læser op af en disputats eller i det allermindste et nedskrevet credo. Hvordan filmen har én vinkel, Uxbals, og hvordan den smerte, der tynger Uxbals gang på Jorden, skulle differentieres, helst i det uendelige, for ikke at blive ensfarvet.

»Dét var den største udfordring«, medgiver Iñárritu.

»Det lå altid ligefor, at den rejse, Uxbal skulle ud på, ville blive enstonig. Det var afgørende, at vi fik brugt alle tonerne på klaviaturet, ikke bare de sorte af dem. Uxbal skulle også kunne være legesyg og kulørt og subtil. Alle kombinationer af følelser, hele myriaden af mulige udtryk var oppe og vende. Når jeg arbejder, har jeg en makroplan over filmen, som jeg dividerer op i enkeltelementer, som jeg så igen dividerer op i stadier, som er lig med delelementer, småbidder af en følelse«.

Tidens store problemer
Iñárritu lyder som en middelalderlig alkymist, som han sidder der med alle sine reagensglas, små som store, hvoraf nogle bobler let, og andre er helt rolige på overfladen.

En følelse, nej, det er for overordnet, for generaliseret, sorg, smerte og angst er også, men hvad med blåsort angst isprængt en svag rødmen af urimeligt håb? Hvad med en opstemthed over dine børn, blandet med lurende uro for deres fremtid, når du er død?

»Det er en intellektuel proces for mig«, siger han, som om jeg ikke havde gættet det. »En film har sin grammatik og arkitektur, der skal respekteres«.

Og musik.

»Udgangspunktet er altid musik. Når film første gang tager form i mit hoved, er det som musikstykker. Jeg er nødt til at forstå tempoet, rytmen, den musikalske ånd i en historie. Jeg skal have en lyd, en sound at arbejde efter, uden det kan jeg ikke lave min film. Musikken, dens melodi, lyd, tekstur og rytme er min indre gps«.

LÆS CANNES-REPORTAGEBabel-instruktør er tilbage med medrivende filmkunst

Du virker som en kunstner, der tager det på sig at minde os om tidens store problemer – som om det er dit ansvar?

»Sådan har jeg det ikke. En filmmager har kun en pligt, og det er at lave en god film. Hvis du tager alle disse ansvar på dine skuldre, bliver du til en politiker. Jeg prøver bare at være ærlig og sandfærdig over for det, der optager mig, men jeg vil ikke bruge film som propaganda eller for at fremme min egen politiske sag. Jeg kunne ikke drømme om at underordne mine karakterer sådan et skema. Jeg bruger, hvad jeg skal for at fortælle min historie, og hvis andre kan se et udsagn i det, så er de velkomne. Jeg er ikke interesseret i at prædike eller i at pege fingre. Jeg fortæller min historie så menneskeligt, som jeg kan, og man kan så gå ind og tolke i min dialog eller i de spørgsmål, jeg stiller – men det er andre menneskers ansvar, ikke mit«.

Væk fra flettefilmen
Iñárritus mangeårige samarbejde med den mexicanske manuskriptforfatter Guillermo Arriaga endte inden 'Biutiful' og var afgørende for, at 'Biutiful' fik en anden form end de tidlige storværker.

»Efter 'Babel' følte jeg, at jeg havde nået, hvad jeg ville inden for disse multiplot-film. Film er andet og mere end deres struktur, det er vigtigt at huske. Det er farligt at rendyrke en særlig form, for man bliver brændemærket af den. Folk begynder at forvente endnu en flettefilm af Iñárritu – man bliver forudsigelig, sådan en med det samme gamle trick i ærmet. Enhver historie har sin egen måde, den vil fortælles på, og hvis den i 'Biutiful' krævede at blive fortalt som 'Babel', som en slags babelisme, ville jeg ikke betænke mig. Men det gjorde den ikke. Jeg havde oprindelig tænkt den meget enkel, men den er endt som historien om en meget simpel mand i en ekstremt kompliceret verden«.

LÆS ANMELDELSEBabel - En global flettefilm

Det tog Alejandro González Iñárritu et år at klippe 'Biutiful', så han er stadig lidt groggy.

Filmen blev først vist i Cannes i maj, hvor Javier Bardem fik prisen for bedste skuespiller. Den er netop blevet nomineret til en Golden Globe som bedste udenlandske film og har premiere i USA, Iñárritus nye hjemland, i næste uge. I fortvivlende få biografer.

Som instruktøren siger:

»I USA er det blevet sådan, at film, der handler om mennesker, bliver regnet for at være kunstfilm...«.

Politiken var inviteret til London af Nordisk Film.