Han er lille, robust og fuldskægget med viltert hår og et blik i øjnene, der minder om karaktererne i hans film. Lettere desorienterede mennesker eller outsidere, der samtidig besidder en tyngde, som ikke er helt til at sige hvor kommer fra.

Man kunne let komme til at beskrive det som en indre ro, fordi de ligesom Kári selv virker milde, men der er nok nærmere tale om det modsatte.

LÆS ANMELDELSE Den ultimative værtshusfilm spiller med bodegamusklen

Káris karakterer befinder sig alle i former for eksistentielle kriser. Der er noget indre, personligt, der er ude af synk med den store historie eller de ydre sammenhænge, de indgår i.

Undvigere
Som Emil i afgangsfilmen ’Lost Weekend’, der efter en bytur vågner op på et hotelværelse, nærmest uden for tid og sted, og beslutter sig for at blive der. Som Noi i debutspillefilmen ’Nói Albínói’, der bare ikke passer ind i det lille islandske lokalsamfund og sender en diktafon i skole i stedet for selv at møde op.

Og dommeren i ’Voksne mennesker’, der forlader sin familie og tager på lufthavnshotel for at ryge og drikke i fred. Eller de to hovedpersoner i den premiereaktuelle ’Det gode hjerte’, barejeren Jacques og den hjemløse Lucas, der henholdsvis har isoleret sig på en lille bar og »uden for samfundet«.Det  gode hjerte (2009). Ikke den eneste film af Kári, hvor karaktererne nyder at drikke i fred.
Alle undviger de på en eller anden vis. Hvis de bliver spurgt om noget, svarer de ofte i korte sætninger, som ikke fører samtalen videre.

Ingen smalltalk
Sådan er det også at interviewe Dagur Kári. Man får korte, venlige svar. Han er enten genert eller føler sig ikke forpligtet til at uddybe. For eksempel:

I ’Det gode hjerte’ vil barejeren Jacques kun have kaffen på en helt bestemt måde. Er det dit eget forhold til kaffe?

»Jeg kan godt lide min kaffe på en bestemt måde, men i filmen er det vist lidt ekstremt«.

Jeg tænker, det er en meget vigtig scene i filmen, da han afviser kaffen. Så måske, vi skal tage et foto af dig i den situation?

»Nå ja, o.k.«.

LÆS OGSÅIslandsk 'Sams Bar' er favorit til stor filmpris

Synes du, ligesom Jacques, at champagnen kun skal åbnes i forbindelse med sportspræstationer?

»Nej, det er noget i filmen«.

Dine karakterer er ofte lidt skæve, hvordan kan det være?

»Min første film handler om en teenager, der ikke passer ind. Hvis han passede ind, var der ikke noget drama«.

Der er ingen smalltalk. Vi taler til hinanden som karaktererne i Dagur Káris film. Ordene forsvinder op i luften og hænger der, som henvendt til taleren selv eller til menneskeheden, men ikke rigtig til personen lige overfor.

Kaffen, som Jacques vil have i ’Det gode hjerte’, er i øvrigt en perfekt lavet espresso, og han afviser gerne 18 kopper, hvis han mener, at de vil forulempe hans smagsløg.

Skæve situationer i små rum
Men det er netop den skæve dialog og Dagur Káris deadpan humor med poetiske indskud, der gør hans film så vellykkede. Folk taler forbi hinanden, og reel kommunikation er glædelige sprækker i tilværelsen.Lost  Weekend (1999). Dj’en Emil opbygger en brandert før arbejde. Senere vågner han på et hotelværelse uden at kunne huske noget. Foto fra film
Disse øjeblikke er billedskønne og fyldt med den musik, som Kári selv komponerer, men det er sjældent ordene, der forbinder. Og filmene som helhed er heller ikke forbundet af en klassisk dramaturgi, hvor hver scene leder til den næste. I stedet består de af en række af enkeltstående situationer.

»I de fleste film tjener materialet plottet, men jeg vil hellere lade plottet tjene materialet. Jeg får aldrig ideer til historier. Udgangspunktet er altid en situation, og så vokser filmen ud af det. Jeg dyrker den situation, den enkelte scene, og så handler det om at få mest muligt ud af den. Hvor den er i historien, er ikke så vigtigt«, siger instruktøren, der altid forsøger at »skabe forenklede mikrouniverser« i sine film, som for eksempel et hotel i ’Lost Weekend’, en frisørsalon i ’Old Spice’, en afsides islandsk landsby i ’Nói Albínoiog en bar i ’Det gode hjerte’.

Det giver ham tryghed, men først og fremmest gør det ham i stand til at bringe følelsen fra sine yndlings-sitcoms ’Seinfeld’, ’The Simpsons’ og ’Curb Your Enthusiasm’ ind i filmsammenhænge.

Som en æstetisk sitcom
»Sitcoms foregår i et afgrænset univers, og de er heller ikke plotdrevne, men baseret på karakterer og situationer. Der er ingen udvikling, i stedet kører de i uendeligt loop. Ingen lærer af sine fejl. Karaktererne har samme brist i episode 1 og 400«.

Desværre har tv-serier, synes han, en tendens til at være æstetisk uinteressante, og derfor forsøger han at ryste en god cocktail med det bedste fra sitcoms og kunstfilm.

»Kunstfilm har et poetisk potentiale, som jeg er stor fan af, men desværre har de tendens til at være for selvhøjtidelige. Jeg kan ikke holde ud at se film af Tarkovskij. Jeg kan godt se, at det er fantastisk flot, men der er ingen humor, og når der ingen humor er, føler jeg ikke, at der er plads til mig«.

LÆS OGSÅI Fiat 600 på vej til Truffaut

Han nævner Jim Jarmusch og François Truffaut som instruktører, der forstår at finde den rette balance.

»Jarmusch er et godt eksempel på en, der formår at lukke humor ind i kunstfilmuniverset. Han og Truffaut er mine største inspirationskilder. Hos dem er der en grundlæggende menneskelig varme, som kombineres med humor og poesi – og der er plads til omveje. De dvæler ved detaljer og tager sig friheder fra plottet undervejs. Det er jeg meget tiltrukket af«.

Druk
Der bliver altid drukket tæt i Dagur Káris film. I ’Lost Weekend’ omtaler hoteldirektøren minibaren som hjertet i et hotelværelse. På hans hotel er der ikke to minibarer, som er ens, og kunsten er at forberede baren, så den passer perfekt til gæsten: »Er det arbejderklassen, vi har med at gøre, eller en forpulet yuppie, der bare skal have en masse champagne og saltstænger«, som han siger.

I ’Det gode hjerte’ er Kári altså rykket ind i selve hjertet, i en bar, hvor der strømmer alkohol gennem aorta. Den misantropiske barejer Jacques tager den godhjertede Lucas ind fra gaden og forsøger som en druklivets karatemester at oplære ham til en værdig arvtager.Voksne  mennesker (2005). En dommer udsætter en forretningsrejse, men tager ikke hjem til familien. I bliver han på lufthavnshotellet for at ryge og drikke. Foto fra film
»Jacques tror, han kan tage Lucas som et stykke ler og modellere det efter behag, men selvfølgelig kan han ikke det, for Lucas har menneskelige egenskaber, der smitter af på baren. De lærer hinanden noget, så måske går det op i en højere enhed«, siger Dagur Kári.

Pigen
I hans film er det ofte en pige, der dukker op og påvirker situationen, og i ’Det gode hjerte’ ankommer en grædende stewardesse en dag til Jacques’ bar. Hun er fransk, netop blevet fyret og har intet sted at bo i New York, så Lucas insisterer på at give hende husly – til Jacques’ store ærgrelse.

En form for kærlighedsforhold opstår, men som i alle Káris film udvikler det sig aldrig til hovedhistorien. Kærligheden forbliver en situation i livet ved siden af de andre situationer – en situation, der kan udvikle sig i alle retninger.

»Jeg hader kærlighedshistorier. Det hele kører per automatik: Dreng møder pige, der er forhindringer, og så får de hinanden til sidst. Jeg forsøger at give det et tvist. I ’Det gode hjerte’ introducerer jeg ikke pigen som målet for kærlighed, men som en forhindring i en relation mellem to mænd. Baren kører efter Jacques’ filosofi. Det er hans univers, og her er kvinder forbudt«.

Den perfekte bar
Et af de små tvist i ’Det gode hjerte’ er Jacques’ store kærlighed til de gamle brune værtshuse som et maskulint helle. For at mikse den rette filmcocktail var det derfor vigtigt for Kári, at historien foregik i den helt rigtige bar.

»Jeg har gennem årene lavet en meget grundig research, og det her er min idé om en perfekt bar«, siger Dagur Kári og fortæller om den blanding af en fransk, spansk, italiensk og amerikansk bar, som de byggede op i et studie i Island.

LÆS OGSÅ Her er 00'ernes bedste film

»Vi spændte ligefrem ben for os selv for at få en autentisk følelse. Selv om det havde gjort optagelserne lettere, gik vi ikke på kompromis med baren. Der er ingen falske vægge, der kan fjernes, for at kameraet kunne komme til. Baren er bygget præcis så trang, som en god, intim lille lortebar skal være«, siger Dagur Kári, der har læst Luis Buñuels erindringsværk ’Mit sidste suk’ og ladet sig inspirere af den surrealistiske filminstruktørs tanker om, hvad en god bar er og bør være.

Drikke i fred
Ligesom barejeren Jacques skelner Buñuel mellem en bar og en café. En café er til snak og liv, »hvor følelserne indimellem får ret højrøstede udtryk, og hvor der er kvinder«. Jacques’ beværtning er ikke en café. Det er en bar – og kvinder har ingen adgang.

Her skal mænd kunne komme, og, som Buñuel siger, »meditere i ensomhed«. I sine erindringer spørger den spanske filmskaber: »Hvad er det for en jammerlig og althærgende civilisation, der ikke engang skåner vores barer?«. Nói  Albínói (2003). Teenageren Nói spiker sin appelsinvand. Alkohol må der til for holde det islandske provinsliv ud. Foto fra film
Dagur Kári er enig med Luis Buñuel: »Der er en frygtelig tendens til at afskaffe det gamle og bytte det ud med stål og glas. En bar bør være et sted, der aldrig ændrer sig, men forbliver det samme. 200-300 år er det optimale. Et sted, hvor man kan drikke i fred uden forstyrrelser«.