En af 80’ernes helt store filmhelte var Gordon Gekko.

Også rent bortset fra det kække bogstavrim var Gekko en cool dude, og så betød det mindre, at hans skaber, instruktøren Oliver Stone, opfandt ham for at advare sin omverden om, hvad grådighed gør ved folk.

På Wall Street blev Gekko, Stones moralsk særdeles anløbne storinvestor, kult, og Stone oplever stadig, at unge og knap så unge mænd kommer op til ham og hævder, at de har lært alt, hvad de kan, af netop Gordon Gekko, foreviget med kapitalistcigar, skræddersyet jakkesæt og charmørbradseler af Michael Douglas.

Det er den samme historie som den om Don Draper, den kyniske, hårdt drikkende annonceguru fra tv-serien ’Mad Men’, der for nylig blevet udnævnt til verdens mest indflydelsesrige mand (foran Barack Obama), på trods af at han er fiktiv.

LÆS ANMELDELSE'Mad Men' er røg, druk og hor i verdensklasse

Men trods ligheden mellem de to historier har verden ændret sig siden Stones og Douglas’ ’Wall Street’ fra 1987. Netop i dag lander efterfølgeren, ’Wall Street 2 – Money Never Sleeps’, i de danske biografer.

Gekko, der blev buret inde for insiderhandel, har udtjent sin straf og vender tilbage til Wall Street for at genopfinde sig selv. Han bliver opsøgt af en ung børsmægler (Shia La Beouf), der vil giftes med Gekkos datter (Carey Mulligan) og prøver at forene de to umage gemytter. Samtidig rumler det i finansverdenen ... Hvornår gør det ikke det?

Stone kløjes i markedet
Hvor Oliver Stone i 80’erne havde ambitioner om at oplyse offentligheden om kapitalismens faldgruber, er han i dag anderledes tilbagelænet.

»Det er jo bare en film«, siger han flere gange, da jeg taler med ham om ’Money Never Sleeps’, »og det vigtigste for en film er, at den er underholdende. Dokumentarfilm er bedre egnet til optegne komplicerede mønstre. Man skal passe på ikke at gøre en spillefilm for kompleks«.

Så Stone lader finanshistorien i filmen danne baggrund for den personlige historie om Gekko, hans datter og hans svigersøn. Og typisk for den nye Stone kludrer han i det, når han forsøger at udrede de ekstremt avancerede finansaktioner, som filmen beskriver.

LÆS ANMELDELSEAldrende Gordon Gekko har stadig myte-format

»Alle disse credit swap defaults bærer en stor del af skylden«, siger han og stopper brat op. Han har øvet udtrykket og alskens andre finanstekniske fagudtryk foran spejlet og kløjes nu alligevel i dem. »Der fuckede jeg lige op igen«, siger han og smiler forsorent.

»Men aviserne og bøgerne har allerede dækket alt det tekniske på glimrende vis, så jeg har koncentreret mig om disse mennesker, og hvordan de berøres af de aktuelle omstændigheder, paradokset mellem bankerne og deres private egoisme over for almenvellet, hvad der er bedst for samfundet. Det er den kamp, Gordon Gekko spejler«.

Stone har været en kontroversiel skikkelse i USA, siden han midt i 80’erne kastede sig over ømme nationale tæer som Vietnam-psykosen (’Platoon’, ’Født 4. juli’), imperialismen i Latinamerika (’Salvador’), den amerikanske mani for celebrities (’Natural Born Killers’) og skandalebehæftede præsidenter (’Nixon’ og ’W.’ om George Bush).

LÆS ANMELDELSEFremragende skuespil redder Bush-film

Og han er en forbløffende blid mand. Det kunne man måske allerede fornemme, hvis man så ’W.’, et overraskende sympatisk indstillet portræt.

Håb er benzinen
»Jeg laver film«, understreger han igen. Altså ikke hverken dokumentarisme eller et debatindlæg.

»Det er et drama, og jeg er den type, der vælger at tro på, at Den Lille Rødhætte ikke blev ædt af ulven. Sådan er jeg. Jeg hader kyniske slutninger og har altid undgået dem, undtagen i ’U-Turn’. Mine kritikere vil så sige, at jeg er sentimental helt fra begyndelsen, men jeg mener virkelig, at håb er, hvad der er behov for mere af. Det er det, der er Obamas benzin«.

Han kommer for skade at sige, at den første ’Wall Street’ »fejrede det frie marked«, men ombestemmer sig:

»Nej, ikke fejrede ... men viste systemets galskab. Som James Camerons brillante, visionære ’Avatar’ demonstrerede, er det grådighed, der bærer skylden for udbytningen af Jordens ressourcer, alt det dårlige. I 80’erne opfandt man et sprog til at omtale de ømtålelige emner. Man udnyttede det, sprog kan rent psykologisk. ’Privatisering’ lyder jo godt, ikke, og ’det frie marked’. Men betyder det gode ting? Hvis man er slave af sin løncheck, kan man ikke også være fri. Jeg talte med præsidenten for et stort stålværft i Pittsburgh, som fortalte mig, at stålarbejdernes lønninger ikke er steget siden 1973. 1973! Alt imens amerikansk produktivitet er steget som en meteor. Så hvem tog de penge? Det gjorde bankerne, og det gjorde bankdirektørerne. Der burde være en lov imod det. Det burde være en forbrydelse«.

LÆS OGSÅOliver Stone: Grådighed fik alting til at falde sammen

Oliver  Stone.
Langsomt får Stone talt sig op. Talt sig varm. Han er selv søn af en børsmægler, der hadede Roosevelt og hans New Deal-reformpolitik, og lille Oliver var ikke typen, der brændte sine indkaldelsespapirer.

Han tog lydigt til Vietnam og kæmpede, han støttede republikaneren Barry Goldwater og endog Nixon i de første år, og det var først, da han rejste til El Salvador som filminstruktør, at han opdagede bagsiden af den amerikanske medalje.

»Jeg fik virkelig åbnet øjnene for den udbytning, Amerika stod for. Jeg så, hvordan Reagan blev hyldet som en helt i USA, og hvordan han i Centralamerika, i Nicaragua, El Salvador, Honduras og Guatemala var et monster«.

Folket ejer ikke en stemme
I en alder af 64 har Oliver Stone ingen illusioner:

»Jeg foretrækker Demokraterne frem for Republikanerne, men desværre kan en uafhængig kandidat aldrig vinde, sådan som vores valgsystem er indrettet. Kun penge kan vinde et valg. Folket har ingen stemme. Den illusion er jeg kommet over. Folket taler ikke, folket kan ikke tale. En sjælden gang hører man et brøl af utilfredshed og så bevæger de sig en lillebitte smule, men grundlæggende er USA ikke et land, man sådan lige kan flytte«.

Han er en sjov blanding, er Stone. Han er ikke blevet mere venstreorienteret med årene, hvilket bør glæde dem, der plejer at foragte ham.

Han investerer i forretningseventyr overalt i verden, ikke mindst i de nye kinesiske markeder, og han har en luksuslejlighed i Beijing, som han styrer sit eventyr fra. Og han siger, uden at blinke, at det er tryggere at spekulere i Kina, »alene fordi man bliver slået ihjel, hvis man stjæler penge fra staten!«.

LÆS OGSÅIsrael beskylder Oliver Stone for racisme og jødehad

Shia La Beouf er 40 år yngre end Stone. På alle måder. Han spiller den unge børsmægler i ’Money Never Sleeps’ og blev så forhippet på den evigt fluktuerende, dynamiske børsverden, at han begyndte at satse sine private formuer under filmoptagelserne. Og vandt penge. Rigtig mange penge.

Ifølge Michael Douglas fik Shia La Beouf sine penge igen ni eller ti gange. »Jesus!«, som Douglas siger, ikke uden benovelse. Ikke at Douglas har problemer med dét:

»Jeg elsker jordbesiddelser«, siger han denne eftermiddag i Cannes. »Jord er noget, jeg personligt er grådig efter. Jeg er selv kapitalist og synes, jeg har bevist, at man kan være rig uden at være totalt korrupt som menneske«.

Og nej, han føler sig ikke medskyldig i, at så mange af de unge børsløver, der var med til at spekulere verdensøkonomien i sænk i de seneste år, var inspireret af hans Gordon Gekko-portræt fra 87:

LÆS OGSÅMichael Douglas har svulst i halsen

»Det var en film!«, siger han. Højt! »Jeg har ikke inspireret Goldman Sachs eller Lehman Brothers, det tør jeg godt love. Og hvis folk endelig træffer finansielle beslutninger på baggrund af en film, de har set, ja, så er de selv ude om det«.

Bankfolk er ikke bare onde
Et par borde og en halv times tid derfra sidder Shia La Beouf og insisterer på, at finansfolk »altså ikke er skurke og Darth Vadere hele bundtet«:

»Det er for nemt at gøre dem til de onde. Jeg mødte finansfolk, hvor man sagde: Okay, folk har ikke nok at spise, og folk som ham her modtager bonusser i klassen ’mange hundrede millioner’ og bliver på samme tid bakket op af millioner af skatteydernes penge, mens han påstår, at han blot udfører Guds arbejde – altså de typer, som aldrig har gjort noget godt for andre end sig selv. Bliv mig the fuck fra livet! Jeg mener: selv når vi har afbetalt vores gæld med alle de penge, der findes i verden, skylder vi stadigvæk 200 trillioner dollar! En nyfødt amerikaner skylder allerede fra dag ét 8.000 dollar væk!«.

Shia  La Beouf.
»Men så møder man en mand som finansguruen George Soros. Han har samvittighed og disciplin og tænker på mere end bare den næste dollar. Hvis ikke jeg var gået til min rolle i filmen, børsmægleren Jake, med en vis empati og forståelse for, hvad han foretager sig, havde jeg været en katastrofe. Oliver Stone har sine egne ideer om Wall Street, og hvad der foregår der, men dem behøver jeg jo ikke nødvendigvis dele«.

Tilbage til Oliver Stone:

»Der var engang, da bankerne var gode for samfundet. Hvor de ikke bare tænkte på deres egne interesser. Hvor de forstod, at for at holde hjulene i gang må de investere i nye små forretninger, i små næringsdrivende. Men så kom 80’erne og Thatcher og Reagan. Ja, og så lavede jeg ’Wall Street’ ...«.

LÆS OGSÅDanske anmeldere: Ny Wall Street er søvndyssende