Hans solbriller sidder oppe i panden, hans sorte læderjakke har bredt 70’er-revers, han har gangsta-bling om halsen og 80’er-stonewash-jeans.

Han sidder ved siden af sin mor, og da hun læner sig hen imod ham for at rette på jakkens krave, kigger han stift på hende. Olmt. Som enhver dreng, der er i gang med at vokse ind i teenagerollen.

Der hvor jeg sidder, få skridt derfra, frygter jeg, at hun nu vil fugte en finger på tungen og begynde at rette på hans hår, der ellers ligger tæt ind til issen i moderigtige fletninger.

»Det var min mand, der tog ham til side. Til en slags optræning i at blive mand«, siger hun. »I mange landsbyer kommer manden og fjerner sønnen, så han kan træne ham op til at blive en mand. Som mor kigger man til og prøver at beskytte sit barn til det yderste«.

Hun lægger hovedet på skrå og kigger mod sin søn, smiler ømt. Han smiler tilbage, noget mere stramt.

Knægten er 12 and no mama’s boy. Han er Jaden Smith, hun er Jada Pinkett Smith og gift med hans far, Will Smith, og det er her, tiøren bør falde.

Dén Will Smith?

Ja, dén Will Smith!

Som far så søn
Will og Jada er filmstjerner, han noget større end hun, når sandheden skal frem, men de er også debuterende filmproducere.

Lige nu er det Jaden, der er i rampelyset. Jaden spiller hoved- og titelrollen i den nye film, et remake af 80’er-hittet ’The Karate Kid’ og produceret af forældrene, og han er på vej verden rundt for at skabe forhåndsinteresse for den.

LÆS ARTIKELHollywood genindspiller 1980'ernes filmhits
LÆS OGSÅ Will Smith genindspiller 'Karate Kid'

Filmen handler om en dreng, der flytter fra Detroit til Beijing med sin far. Da han kanøfles af nogle kinesiske drenge, der er gode til kampsport, lader han sig optræne af ejendommens vicevært (Jackie Chan), gammel kampsportsmester, til at forsvare sig selv.

Will Smith sidder her også ved langbordet i Oslo, og han er lige så arketypisk en far i sin overmåde stolthed over sønnen, som Jada er det med den finger, hun næsten fugter på tungen.

Will sidder ved Jadas side som koproducer og kigger rundt på pressekorpset, intenst på alle 30 af os, og prøver at læse os: Hvad synes vi om hans søn? Prøver han også at suggerere os til at elske ham?

»Det var ligesom med min egen far«, siger Will Smith. »Han arbejdede inden for køle-fryse-skabe i Philadelphia, han installerede kølemontrer i supermarkederne og leverede is, og jeg tog med ham ud til kunderne og lærte branchen fra ham. Det er det samme, jeg ser ske mellem mig og Jaden. Jeg oplærer ham inden for mit håndværk. Som Jadens far vil jeg ham det bedste. Jeg ser sådan på det, at det er en smuk videreførelse, at jeg lærer min søn at jage. Det vil blive hårdt, han kommer til at græde, han kommer til at træde forkert og få ondt. Alt det vil ske. Men når han kommer ud på den anden side, vil han være en fuldbefaren jæger«.

Jada Pinkett Smith læner sig over mod sin søn og kniber ham i kinden. Hun kan ikke nære sig. »Han er en lille engel«, sagde hun for nylig i et talkshow. »Han er bare den kæreste lille fyr nogensinde«.

En amerikansk kongefamilie
Jaden Smith er et af Amerikas nyeste hadeobjekter. Via sine forældre repræsenterer han en slags ung fyrste i en kongelig familie, drengen med guldskeen i munden. Han er en konstant mindelse om, at Den Amerikanske Drøm hører hjemme i fortiden.

En undersøgelse, jeg så refereret forleden i Financial Times, dokumenterede, at social mobilitet, selve kernen i Den Amerikanske Drøm, er en død sild; alle steder i den gamle verden, inklusive det gamle klassesamfund England, har man større chance for at bryde med sin sociale arv end i USA.

Den Store Stagnation, kalder de det. De fleste amerikanere, kulturelt og historisk et optimistisk folkefærd, tager i dag for givet, at deres børn vil få et surere liv, end de selv har haft.

Som den karske komiker George Carlin har sagt det: »Det hedder Den Amerikanske Drøm, fordi man kun tror på den, når man drømmer«.
Foto:  fra filmen
Dét minder Smithfamilien amerikanerne om. The Law of Jante er blevet et amerikansk fænomen, og Jaden Smith kan blive dens første offer.

Der er etableret adskillige hadegrupper på nettet, som er helt usædvanlig rå i tonen.

»Det kan godt være, at min søns film ligger nr. 1 på den amerikanske hitliste, men det ændrer ikke ved, at han den samme weekend skal rydde op på sit værelse«, siger Will Smith denne eftermiddag i Oslo, som om hans søn var en helt almindelig knægt på nu 12.

Will Smiths opdragelse af Jaden til at blive en stor jæger på de filmiske jagtmarker begyndte allerede for længe siden. Drengen var med i en tv-serie, ’All of Us’, da han var 5, blev sin fars kostjerne i ’The Pursuit of Happyness’, da han var 8 og var Keanu Reeves’ lille karlsmarte protegé i ’The Day the Earth Stood Still’ for et par år siden.

Så Jaden har været rundt om blokken.

Når børn tjener pengene
Jada Pinkett Smith afviser, at hun og Will har været bange for at sluse deres børn ind i filmbranchen. Lillesøster Willow står også og tripper.

Der findes rent ud uhyggelige klip på YouTube, hvor bror og søster er filmet på den røde løber, to diminutive påklædningsdukker i sejt, grungy hiphop-mærketøj. I deres øjne ser man bare denne gangsta-attitude, som man som vesteuropæer håber bare er katatonisk chok.

»Vi har altid vidst, at vore børn gerne ville ind i branchen«, siger Jada Pinkett Smith, »og Will og jeg var selv heldige med forældre, der støttede os i vores karrierevalg. Det ville være synd ikke at tillade vore børn at gøre noget, de elsker«.

Will Smith: »Problemet med unge stjerner kan være, at de bliver dem, der skal forsørge familien, dem der holder lyset tændt. Det er en farlig forskydning af magtbalancen«.

Barnestjerner har været kendt siden filmens barndom i 1910’erne og blev i årtier mest brugt til at være nuttede og til at trække mormødre i biffen.

I de år blev det ikke problematiseret, om børn havde godt eller dårligt af at optræde på film, fordi det i samfundet som sådan var mere acceptabelt. I det seneste par årtier er der blevet taget mere vare om børnene, og Smithfamiliens to børn er kommet meget i søgelyset.

Bortset fra ét godt råd fra hans far om at spille skuespil (»Min far siger altid: Du skal være personen. Man kan ikke lade som om. Hvis han spiser pizza, så lad være med at lade, som om du spiser pizza. Bare spis pizza!«), så var det de mange stunts, som udgør højdepunkterne i ’The Karate Kid’, der trak tænder ud.

»Jackie Chan ville sikre os, at han havde en forsvarlig teknik, og han skulle kunne alle de der splits forfra og bagfra, og det var hårdt«, siger Jada Pinkett Smith.

Og fortsætter: »Jeg stod der som hans mor og så ham kæmpe med tårerne i øjnene, og det var rigtig råt. Og Jaden kiggede op, rejste sig fra sin spagat og sagde til sin lærer: »Jeg vil det igen«. Jeg får tårer i øjnene af bare at tale om det. Han var fantastisk. Som mor var jeg bare nødt til at træde et skridt tilbage og blande mig udenom. Han udfører selv 95 procent af sine stunts«.

Will Smith mærker nok, hvor stemningen i salen i det oplyste Nord er på vej hen:

»Vi opdrager vores børn til, at det her er deres liv. Jaden siger fra, når det er nok. Og når han siger, det er nok, går vi ind som hans forældre og bruger vores magt til at hjælpe ham. Vi opmuntrer ham til at gøre det, der er bedst for ham selv, og vi ville aldrig tvinge ham til noget. Når I ser på ham, kan I forhåbentlig se, at han er en selvstændig ung mand, der hviler i sig selv, og som I kan mærke på hans nervøse forældre, er vi lidt bange, for han kan finde på at sige hvad som helst«.

For cool til denne verden
Jadens fint ciselerede øjenbryn ryger parodisk-skeptisk et par centimeter længere op i panden.

»Jeg voksede nok dobbelt så hurtigt op under denne film, som det var meningen«, siger han. »Egentlig skulle jeg være fire måneder ældre, da den var færdig, men jeg tror, det talte som otte måneder. Jeg trænede i mine frokostpauser også, fordi jeg hele tiden hørte på Jackie, der fortalte om, hvordan han havde brækket hver knogle i kroppen ti gange. Så jeg trænede ekstra meget for at være på den sikre side, for jeg skal ikke nyde noget af en brækket nose. Det ser ikke kønt ud i close-up ...«, og hans øjne antager sådan et blasert ’jeg er for cool til denne verden’-udtryk, som altså kun er for sjov.

Da jeg får Jackie Chan, filmens kungfu-lærde vicevært, for mig selv i en lille gruppe, sammenligner han Jaden Smiths liv med sit eget, da han var barn på en dramaskole i Beijing i 60’erne:

»Jeg blev chikaneret af de andre, og jeg havde ingen forældre til at beskytte mig. De boede i Australien, hvor min far var chefkok på den amerikanske ambassade. Og Jaden? Når optagelserne var omme, gik han hjem. Han var hele tiden beskyttet og havde bodyguards med. Jeg var mere disciplineret i hans alder, men han er en meget, meget særlig dreng, for han lytter efter, hvad man siger, selv med de der berømte forældre. Jeg elsker ham. Jeg vil adoptere ham og fjerne ham fra hans forældre i tre måneder, så jeg kan tage ham med hjem til Kina og gøre ham til actionstjerne!«.

Will Smith har, som producer og en slags agent for sin søn, lovet, at der nok også kommer en ’The Karate Kid 2’, men fortæller i Oslo, at »særlig langt på den anden side af 2 regner jeg ikke med, at vi kommer«, og han afviser, at serien kan udvikle sig til at hedde ’The Karate Man’.

LÆS OGSÅWill Smith er uspiselig i ny film