I den premiereaktuelle ’London River’ blæser et moderne, multikulturelt London fremmedfrygten ud af den mimrende heltinde i skikkelse af Brenda Blethyn og helt tilbage til den britiske imperialisme, hvor Big Ben stod i verdens centrum.

I ’London River’ er Big Ben ikke længere verdens centrum – det er ikke engang centrum i et London, hvor de mange forstæder og kvarterer danner en kompleks topografi af forskelligartede verdener, folk, religioner og kulturer. Men det er stadig en medspiller i filmens drama, ligesom det har været det siden filmindustriens begyndelse.

LÆS ANMELDELSEBevægende drama husker terrorangrebet i London

Som tågede gader i britiske mordgåder, civil slagmark i antinazistiske propagandafilm og som bedsteborgerlig bohemekulisse for romantik i Notting Hill.

Men det hele startede med Big Ben.

Symbolet over dem alle
Big Ben, det verdensberømte tårnur på parlamentsbygningen i London, er vel nok symbolet over alle, når Storbritanniens hovedstad skal beskrives som et ikon på film. Det blev oven i købet engang brugt som brand for et helt britisk filmselskab.

Tårnet og dets ur har da også været yderst praktisk, når man i gamle dage, især ovre i mellemkrigstidens Hollywood, skulle indspille film om den engelske storbys indbyggere.

Uden at tage den lange og dyre rejse over Atlanten var et billede eller to af uret og lyden af dets klang nok til at signalere på lærredet, at man var i London, selv om alt andet, gader og stræder, pladser og bygninger var rene sætstykker og kulisser.

Mesterdetektiven Sherlock Holmes
Først og fremmest når det drejede sig om mesterdetektiven Sherlock Holmes og hans tro følgesvend doktor Watson dengang i 1930’erne med Basil Rathbone og Nigel Bruce i hovedrollerne.

Deres berømte lejlighed i Baker Street 221B var nem nok at sætte op, men når de to herrer forlod domicilet for at bevæge sig ud i byen i en hestetrukken hansom cab, blev alle omgivelser sløret i den berømte tykke, tunge og gule tåge fra storbyens tusindvis af skorstene.

Det samme gælder periodens film om virkelige og uvirkelige seriemordere, Jack the Ripper og Doktor Jekyll og Mr. Hyde. Storbyen blev dunkelt fremstillet som en stor uhyggelig moderne katedral med ludere og lommetyve, pludselig død og gotisk terror.

En grusom og gyselig hovedstad
London var en grusom og gyselig hovedstad. Og var det ikke lige netop her, at den irske forfatter Bram Stokers vampyr med blåt blod, grev Dracula og hele hans menageri af kister fra Transsylvanien, flyttede til og indrettede sig? På det hvide lærred, når Bela Lugosi spillede adelsmanden, der drak blod til sin natmad.

Således var London faktisk den eneste by, hvor luften ved midnat var stærkt trafikeret af blodtørstige flagermus, mens zombieagtige kvinder i hvidt gik mere til biddet end til skridtet, når de mødte en karl i Londons mørklagte labyrintiske gader.

I de gamle filmdage var London således, fra 1800-tallets begyndelse og til omkring midten af det næste århundrede, lig med tåge og tusmørke, støvregn og gråvejr. London var i modsætning til mere muntre og solbeskinnede metropoler såsom Paris og New York på film associeret med dårligt klima.

I filmmusicalen ’En jomfru i fare’ fra 1937 synger Fred Astaire George Gershwins evigt fejende evergreen ’Foggy Day in London Town’. Her kan kun en smuk engelsk dame få solskinnet frem i en tåget stad, hvor selv British Museum har mistet sin charme.

Krigsheltenes by
Anden Verdenskrig ændrede billedet af London på mange skelsættende måder. Ordene ’Her er London’ blev på film og i radio selve symbolet på frihed og demokrati, tårer og tapperhed.

Trodsige London havde forvandlet sig til lysets by i stedet for det tysk besatte Paris, og en hel generation af europæere og amerikanere fik et andet syn på den britiske hovedstad end noget med endeløst regnvejr, elendig mad og rodet byplanlægning.

Listen  To Britain (1942)Det var her, allierede soldater hørte en nattergal synge i ’Berkeley Square’, mens de kyssede godnat på en engelsk pige, vel vidende at de ved daggry ville blive kastet ned over et besat land med tortur og død som en fatal mulighed.

Mens Paris var en stakkels voldtaget fransk kvinde, kom hendes befrier fra London, ligesom det også var sket i Charles Dickens’ geniale roman ’To byer’ fra 1859.

Civil slagmark
Denne romantisering af London som et kærligt kaos, der i dag kolporteres i diverse film fra Mike Leigh til Woody Allen, begynder faktisk under sidste verdenskrig med netop disse scener af små menneskers stille afsked i en stor krig.

Filmen over dem alle i så henseende er jo ’Waterloo Bridge’ fra 1940 med Robert Taylor og Vivien Leigh i de tragiske hovedroller. Den handler på overfladen om Første Verdenskrig, men den er latent Hollywoods hyldest til endnu en omgang skæbne, hvor modige britiske soldater skal ud i krig i en god sags tjeneste, men med døden som nabo.

Den britiske nations egen filmindustri under krigen fremstillede da også effektive film, hvor London bevidst blev vist som en civil slagmark, der aldrig kastede håndklædet ind i den nazistiske ring. Hverken under blitzens terrorbombning i 1940 eller de nazistiske og desperate raketangreb fire år senere med V1 og V2.

Der var også politiske og ideologiske melodramer, der foregik i den prævictorianske epoke efter 1789, hvor man stædigt og stolt kæmpede mod en Napoleon, der selvfølgelig i propagandaens navn blev gjort til Hitlers aktuelle rollemodel og forløber.

Den berømte film om Lord Nelson og Lady Hamilton, spillet kongenialt af ægteparret Laurence Olivier og Vivien Leigh, ’Lady Hamilton’ fra 1941, er bag om erotikken også en stiløvelse blandt mange fra engelske studier i at fremstille et kæmpende London over for et rædselsfuldt europæisk kontinent, hvor det skiftevis er Frankrig eller Tyskland, som storpolitisk spiller skurken.

Småfolk i skyggerne
Nu var det hverken general Montgomery eller Winston Churchill og andre overklasseadelige, som alene vandt krigen. Allerede før krigen var forbi, begyndte landets filmindustri at skildre almindelige mennesker i en ualmindelig krig, der ikke kun blev udkæmpet af aristokrater fra fineste overklasse og akademikere fra de bedste universiteter.

Sårene fra en gennembombet by var åbenbare, materielt som menneskeligt – London blev på film et vidnesbyrd om en enorm byrde båret af almene mennesker.

Nat  over storbyen (1950) Ovre i Hollywood præsenterede man endnu London som en flamboyant og elegant metropol med de fine kvarterer fra Holmes’ Marylebone og Regent Park til overklassens White Hall og Belgrave Square. Men med små gnistrende komedier ændrede det britiske Ealing-filmkompagni London på lærredet for altid.

Den realistiske ungdomsfilm ’Fem drenge på sporet’ fra 1946 er optaget on location i et London endnu præget af krigens mange tomter og ruiner. ’Pas til paradis’ fra 1949 er en satirisk komedie, hvor en ueksploderet bombe i Pimlico afslører, at kvarteret i virkeligheden er burgundisk og derfor ikke længere er underlagt rigide britiske love om værtshuses lukketider!

De gode Dickens-film
Og måske endnu mere karakteristisk for disse socialrealistiske lystspil fra London er mesterværket ’Plys og papegøjer’ fra 1955, som foregår på en blind vej lige ved Kings Cross Station.

Her har en bande gangstere med Alec Guinness i spidsen indlogeret sig som klassiske musikere hos en 80-årig dame for at planlægge et bankkup. På grund af indre stridigheder ender banden med at dræbe hinanden og smide lig ned i godstog, som kører forbi under broen.

Blow  Up (1966).Londons navnløse masser havde for alvor indtaget lærredet, hvilket blev yderligere understreget af de gode Dickens-film,

’Store forventninger’ og ’Oliver Twist’, som nok eksponerer den store forfatters kakofoniske og charmerende London, men aldrig uden at vise vrangen af verdensbyen og skildre flertallet af småfolk, som lever i skyggen af overklassens solside omkring Buckingham Palace og St. James Park.

Swinging London
Netop Alec Guinness og Alistair Sim og andre yngre samtidige skuespillere, John Mills, Peter Sellers, Peter Ustinov og siden kvinder såsom Mary Ure, Claire Bloom og Maggie Smith, blev knyttet til et genkendeligt London på det hvide lærred, en hovedstad, der endnu ikke er kommet sig oven på bunkere og krigsdvale.

Et England på rationering og en storby på smalkost både mentalt og materielt.

Lone Scherfigs aktuelle film ’An Education’, der foregår lige før 1968 og det, vi kalder for ’Swinging London’, samt hele molevitten med Beatles fra Liverpool og modetøj fra Carnaby Street, rammer utroligt fint og fremragende dette bigotte småborgerlige London.

LÆS ANMELDELSEScherfig rammer plet med charmerende anti-lolita

Bevidstløst og bornert på britisk morgenmad a la baked beans fra dåse, bredfedtet bacon og anæmiske spejlæg fra supermarkedet.

Scherfigs bittersøde historie om en ung naiv piges overgang til en sofistikeret kvinde med indsigt signalerer i baklyset meget godt den lange efterkrigstid, hvor netop unge mennesker fra provins og forstæder tog ’ned’ til London for at blive enten klogere eller rigere eller begge dele.

Mike Leighs London
Borgerbørn såvel som arbejderungdom og ikke mindst unge fra de kolonier, der engang hed det imperium, solen aldrig gik ned over.

Stort set alle film af instruktøren Mike Leigh handler om dette møde med byen eller det at overleve i byen. Leigh er slægtning af jødiske indvandrere, og hans mange film drejer sig om londonere spredt ud over byen, gerne i forstæder af mere eller mindre proletarisk baggrund, hvor Leigh serverer skiver af livet fra byens eksistenser.

LÆS ARTIKELKim Skotte: Leighs familieportræt rammer helt rent

Fra den skæve film om en plaget flygtning fra Manchester, ’Naked’ fra 1993, til den enfoldige ’Happy-Go-Lucky’ mere end ti år senere om en livsglad skolelærerinde fra det nordlondonske Camden.

Mike Leigh har endog lavet en film om just 1950’ernes kollektive bornerthed med den historiske film fra 2004 om en kvinde, som foretager illegale aborter, i den tragiske historie om ’Vera Drake’.

Romantisk hyggekulisse
Således er film om London i de sidste 20 år blevet et flerstrenget, multikulturelt og mangesidet signalement af en storby, som både er post- og senmoderne og samtidig har rødder i en både nær og fjern fortid.

Det victorianske, edwardianske og mellemkrigstidens London lever videre i bedste velgående i kaskader i film om og af Jane Austen, Conan Doyle, E.M. Forster og Evelyn Waugh.

Men 1960’ernes svingende London med vilde sæder og langt hår, raske drenge og løsslupne tøser har ad åre kogt sig selv ind til mere eller mindre sentimentale skildringer af den gamle historie om, at mand møder kvinde tilfældigt et sted i en myldrende stad fuld af romantiske kroge og stille pladser, hvor sød musik mellem kønnene kan opstå.

Såsom ’Bridget Jones’ dagbog’ fra 2001, men især og nærmest arketypisk ’Notting Hill’ fra to år før.

En amerikaner i London
En verdensberømt amerikansk skuespiller, Julia Roberts, støder spontant ind i en mindre berømt britisk skuespiller, Hugh Grant, i en del af London, som engang var lettere slum, men nu er borgerligt boheme for akademiske boghandlere og mere eller mindre kreative eksistenser.

Lynaktion  Ipcress (1965) Næsten som i Woody Allens New York, hvor kunstnere og det, som ligner, hænger ud med hinanden på cafeer, snakker om sig selv, dog tematisk mest om, hvorfor de egentlig ikke går i seng med hinanden hjemme i lejligheden på Manhattan.

Woody Allen, erklæret elsker af byerne New York og Paris, blev så begejstret for det senmoderne London, at han drejede hele to film med byen som hovedperson, ’Match Point’ som en besk film noir og ’Scoop’ som et bittersødt lystspil over næsten samme historie i henholdsvis 2004 og 2005.

Begge film kan under en fælles sort og engelsk paraply kaldes for en amerikaner i London.

Svinger stadig
Således kan man sige, at billedet af London på film stædigt og stadigvæk er stereotypt knyttet til byens storslåede og betydningsfulde historiske baggrund og gloriøse fortid som imperiets absolutte hovedstad.

Ikke mindst med alle de mange film om indvandrere fra de tidligere kolonier, der har skabt hvert deres kvarter og miljø her og der i metropolen.

Og dog har London frem for alt ændret sig i retning af et geografisk træfpunkt med forstæder og områder, der er lige så romantiske og charmerende som lignende i New York og Paris. London svinger stadigvæk på film, nu bare mere flertonet end forrige tiders larmende rock og roll.