»Så sent som i dag mødte jeg en kvinde ved navn Massika. Hun er blevet voldtaget tre gange. Første gang slog de hendes mand ihjel for øjnene af hende. De skar ham i stykker. Og så gav de hende besked på at samle stykkerne igen og gå i seng med stykkerne. Så voldtog de hende oven på hendes mand. Så spurgte de hende, om hun havde prøvet at spise tyggegummi. Hun svarede ja. De tog hendes mands penis, hovedet, og stak det i hendes mund, så hun kunne spise det som tyggegummi. Der foregår ubegribelige ting. Du skal nok komme til Walikale. Men vær forsigtig. For der kan ske hvad som helst«, siger Bernard.

Bernard arbejder for FN i uroplagede Congo. Mens han fortæller, er et videokamera zoomet så tæt ind på hans ansigt, at man kan se, at det hvide i øjnene er rødt.

Historien indgår i den danske dokumentarfilm ’Blod i mobilen’. Personen, han advarer, er dokumentarens instruktør, Frank Poulsen. Han er rejst til Congo og skal til området Walikale for at undersøge, om de mineraler, der bruges i mobiltelefoner, er med til at finansiere en intern krig mellem oprørsgrupper i Congo.

En krig, der har kostet flere millioner mennesker livet de seneste ti år. Men det ender lige så meget med at blive filmen om et bundkorrupt land, hvor bestikkelse, udnyttelse og voldtægt foregår overalt. Bernards historie er blot et eksempel på, hvordan det står til i Congo. Og det er nødvendigt, at seeren forstår dens vigtighed, mener instruktøren:

»Den slags historier og det med, at det hele var så farligt, forsikrede mig om, at filmen skulle laves. Jo mere folk fortalte mig, at det var farligt, jo mere gik det op for mig, at det var derfor, det ikke var på dagsordenen. Ingen tog derud. Gjorde jeg det ikke, blev historien ikke fortalt«.

Moderne stavnsbinding
Det var først, da Frank Poulsen kom til Danmark, og filmen skulle klippes, at han for alvor hørte Bernards historie. Med paraderne nede blev han ked af det. Og rasende på de mænd, der kan finde på at gøre det, og på det system, der kan tillade den slags.

For hvordan kan man leve i en verden, hvor den slags sker, spørger han siddende ved et lille rundt kaffebord på Ydre Nørrebro.

Over ham skinner solen, og i mundvigen sidder en netop rullet cigaret med rød Bali Shag-tobak. Den bliver taget ud, når han skal tale, og det gør han så flittigt, at cigaretten dør, før den igen sidder i mundvigen. Scenariet er milevidt og længere endnu fra dem, han viser i sin film, der har premiere i morgen.

Frank  Poulsen. Foto: Ditte Valente I filmen render Frank Poulsen svedende rundt i jungler og besøger myndighedskontorer, hvor automatvåben mere er reglen end undtagelsen.

Han tager seeren med hele vejen. Fra Danmark, hvor mobiltelefonerne ligger i næsten hver bukselomme, ned til Congo, hvor samfundet er styret af penge og vilkårligt bureaukrati. Derfra og ud til en mine i den østlige del af landet, hvor børn arbejder i dagevis med at hakke efter mineraler, så de kan tjene blot en smule penge, mens de, der sidder på magten, tjener styrtende ved at sælge mineralerne videre.

Samtidig afkræver de skatter af arbejderne, hvis de vil ud af området. Skatter de færreste har råd til at betale, og derfor er de indespærret i det, der har udviklet sig til et helt samfund eller et levende fængsel, om man vil. Mineralerne finansierer våben og mad til de væbnede grupper i Congo, der kæmper om mineområder og magt, og på den måde fortsætter krigen.

Ligegyldige hverdagsting
Det, at mobiltelefonen ligger i bukselommen på de fleste i den vestlige verden, var vigtigt. Da filmens producer fortalte, at der vist var hold i rygtet med blodmineralerne, tænkte Frank Poulsen ’bingo’. Her var den historie, han havde ledt efter.

»Det her er en måde at gøre problemstillingen relevant for folk på. Det er let forståeligt, ligesom bloddiamanterne. Det her er bare ikke kun for rige damer. Det er for alle. Alle er involveret i det«, siger han.

Fem gange har Frank Poulsen været i Congo for at researche og filme. Hver gang han troede, han var kommet til det værste sted, blev det næste værre. Fra Kinshasa, til Goma, til Walikale, til Bisie og til sidst helt ned i et snævert hul i en mine.

»Det var rigtig ubehageligt og sindssygt angstprovokerende, for man tænkte hele tiden på, hvornår hullet ville kollapse. Og samtidig var det helt vild varmt, klæbrigt, fugtigt og ikke mere end 50 centimeter bredt«, siger Frank Poulsen.

»Det er den ondeste form for fattigdom, man kan forestille sig, og så bare med den evige trussel om, at der står en og peger på dig med et automatvåben. En, der selv er truet, for om lidt kommer der nogle andre automatvåben, der vil overtage området. Og så var der så mange børn. Det var som at træde ind i et mareridt. Men det værste var at se, at de havde vænnet sig til at have en hverdag i noget, der var så fornedrende. Det foregår jo også lige nu. Det er ikke kun, når jeg kommer med mit kamera. De lever stadigvæk i det«.

Hvordan abstraherer du fra det, du ser?

»Jeg er god til at slå fra. Jeg kan ikke have en masse følelser, for så ville jeg bare sætte mig ned og tude. Jeg bliver nødt til at være cool og sige: gå væk tiggerdreng med udspilet mave, jeg skal filme«.

Hvordan gør man det?

»Det ved jeg sgu ikke. På en eller anden måde formår jeg i situationen ikke at lade mig gå på af det. Og så snart jeg er ude, tjekker jeg ind på et hotel og tuder i to dage. Jeg reagerer bagefter. Jeg kan udskyde reaktionen. For jeg bliver sindssygt ked af det og påvirket følelsesmæssigt«.

Da han kom tilbage til spøgelsesbyen Goma efter det første besøg i minen, virkede den nærmest civiliseret. Der var restauranter, et hotel og internet. Frank Poulsen ringede fra sin Nokia hjem til Danmark for at høre, hvordan det gik. Han fortalte dem ikke, hvad han lige havde set ved minen. Men lyttede i stedet.

»Det er en underlig følelse at ringe hjem for at høre om nogle dagligdags ting, som at en madkasse er blevet væk, når man kommer fra helvede på jord«, siger Frank Poulsen.

Hvad har det betydet for dig, efter at du er kommet hjem?

»Det bliver nemmere for mig at være menneske her i vores rige verden, når jeg kan bilde mig selv ind, at jeg forsøger at gøre noget ved det. I en periode gjorde jeg det ikke, og så blev jeg bare mere og mere frustreret, og når jeg stod til en fest, kunne jeg ikke lade være med at sige, ’nej, hvor har vi det godt her i den vestlige verden. Skål.’ Jeg får afløb for min sociale indignation på den her måde«.

Hvad er det, du gerne vil fortælle?

»At vores del af verden og den velstand, vi lever i, er i tæt forbindelse med folks lidelse«.

Hvorfor?

»Fordi jeg er vred over, at verden er så urimelig. Jeg vil gerne give mit bidrag til, at det kan gå i en anden retning. Jeg tror på, at vi kan orkestrere verden, så den bliver federe for alle. Det kræver bare, at vi kommer forbi ligegyldigheden og handlingslammelsen, hvor man siger, ’hvad kan lille mig gøre’. Vi er rigtig mange ’lille mig’er’ i verden og gør alle lidt, så vil stenen begynde at rulle i den rigtige retning«.

Nokia skulle have været helten
Billederne fra minen var så gode, at Frank Poulsen kunne nøjes med at lave historien om, hvor skrækkeligt det hele var. Men det ville han ikke. Der skulle løsninger i spil. Derfor tog han hele vejen fra de snævre minegange i Congo og endte sin tur hos Nokia i Finland.

»Jeg har selv en Nokia, så jeg ringede til dem og havde en forestilling om, at de var socialt ansvarlige. Og så kunne jeg jo bare følge dem i deres arbejde med at løse problemet. Jeg skrev og ringede til dem i et år, men det lykkedes mig ikke en eneste gang at få en i røret, der bare ville diskutere muligheden for et interview. Så det endte med at jeg tog derop«, siger han.

Tre gange fløj han til Finland for at snakke med en, der kunne fortælle, hvordan verdens største mobiltelefonproducent sikrede sig, at der ikke var blodmineraler i deres telefoner.

Det lykkedes ham aldrig at komme helt op i toppen af Nokias ledelse, men de fortalte ham, at det ikke er muligt at spore, hvor mineralerne kommer fra, fordi Nokia modtager dem fra underleverandører. Nokias modvillighed betyder, at de kommer til at fremstå som filmens skurke, selv om det var intentionen, at de skulle have været dens helte, siger Frank Poulsen:

»Det er klart, at de ikke sidder oppe i Finland og synes, at det er fedt at børn arbejder, og kvinder bliver voldtaget i Congo. Men det er bare erhvervslivets principper. De er til for at tjene penge til aktionærerne. Og de burde gøre noget ved det. Jeg kan ikke leve med, at der er blodmineraler i min telefon, og man kan sagtens lave de her produkter uden at finansiere krig i Congo. Som forbrugere kan vi speede processen op, så der ikke går ti år mere og dør fem millioner mennesker mere«.

Er det ikke utopi at tro, at det bliver anderledes?

»Nej, det synes jeg ikke. Der vil altid være nogle, der siger, at det ikke kan lade sig gøre, men alt muligt har vist sig at kunne lade sig gøre. Jeg siger ikke, at verden er et glansbillede i morgen eller nogensinde bliver det, men det kan sagtens blive meget bedre«, siger Frank Poulsen

»Det får konsekvenser i Congo. Det er der ingen tvivl om. I det omfang, at når de væbnede grupper pludselig ikke har licens til at printe penge, så kan de ikke købe våben og mad, og så kan de ikke dominere området på samme måde. Det kommer til at få en betydning«.

Måske bliver det alligevel anderledes
Måske har filmen allerede hjulpet. I den forgangne uge lovede Nokia i hvert fald bod og bedring, efter at et amerikansk lovforslag blev vedtaget. Loven kræver, at alle producenter af forbrugerelektronik skal deklarere de materialer, de anvender i deres produkter, hvis de skal sælges i USA.

Det fik Nokias CSR-direktør til at udtale, at de ville implementere kravene globalt. Så måske begynder stenen endelig at rulle i den rigtige retning.