Flyvemaskinen cirkler rundt mellem de små uldne skyer. Nedenunder i tropehavet ligger en tæt bebygget ø med brede boulevarder, grønne parker og hvide rene sandstrande. Dér under en strålende sol ligger det: Frederiksberg.

Kommunen ligner sig selv med alleerne og haverne og villaerne og alt det der. Det eneste forandrede er, at det er omgivet af hav.

Rådhustårnet rager en smule op gennem disen ligesom højhuset Domus Vista, og hvis ikke det var, fordi vi mennesker er sådan nogle små pissemyrer set fra oven, så ville man måske også kunne se dem trampe rundt på gaderne dernede.

Måske man kunne få øje på sig selv fra flyvinduet? På vej på værtshus eller til bageren eller på cykel med ungerne. Hvor ville du være på vej hen på Frederiksberg?

Øen Frederiksberg
Den københavnske kunstnergruppe Koh-i-noor har kastet sig over enklaven i København i en ny udstilling.

Alle de syv kunstneres værker kredser omkring Frederiksberg på den ene eller anden måde. Et af værkerne er en animation af området som en ø. Den er den, vi står og glor på på en tv-skærm i et hjørne af kulturhuset Den Gule Villa. Det er her, de udstiller.

LÆS OGSÅUsædvanligt galleri lever af ølsalg

Som tilskuer er det ligesom at kigge ud af en flyrude, mens maskinen cirkler og lægger an til landing. Kunstneren Jesper Carlsen peger mod skærmen, kniber øjnene sammen og følger søgende den bløde bevægelse, som øen laver nede i havet.

Han sætter fingeren mod glasset og siger:

»Det er her, vi er. Og her er Flintholm Station«.

Den anden side
Kulturhuset Den Gule Villa ligger på en nybygget vej – Dirch Passers Allé – yderst på Finsensvej. Det er den ende af Frederiksberg, der er meget langt fra velhaver-klicheen om området.

Her er høj arbejdsløshed, boligblokke, social elendighed og Lidl. Discountbutikken har et kæmpe banner på facaden, der viser en bugnende indkøbsvogn og en tekst, der siger: ’Danmarks billigste priser’.

Og lige over for tilbudskatedralen ligger den så, Den Gule Villa. De syv kunstnere fra Koh-i-noor holder normalt til på Vesterbro, men det seneste stykke tid har deres tanker kredset omkring Frederiksberg, og nu er de rykket ind i villaen med deres værker, som alle sammen forholder sig til byen i byen.

Som for eksempel Jesper Carlsens ø.

»Kommunalt set kan man jo godt sige, at Frederiksberg er en ø. Selvfølgelig kan man også opfatte andre områder sådan – forskellen er bare, at her er der en fysisk grænse, hvor det faktisk gør en forskel for børnepasning og cykelstier, om man bor på den ene eller anden side«, siger han.

En grøn og tryg drøm
Koh-i-noors syv kunstnere har taget fat i Frederiksberg på vidt forskellige måder.

Der er Jacob Borges, hvis værker tager udgangspunkt i kendte grafikere fra Frederiksberg – for eksempel udstiller han en fraklipsfyldt papirkurv fra Jørgen Clevins gamle skole.

Der er Heidi Hove, der har indrettet et kontor med de ideelle betingelser for statisk elektricitet, som en hilsen til elektricitetsværket, der ligger lige ved siden af. I rummet er et syntetisk gulvtæppe, lav luftfugtighed og et metalhåndtag på døren, så gæsterne risikerer at få stød, når de går ud igen.

Og så er der Sonja Rendtorff, der har skrevet Frederiksberg Kommunes vision med bitte små bogstaver igen og igen på en papirrulle. Den skal ligge i vinduet, så man kan skiftevis læse den bureaukratiske drøm om en grøn og tryg kommune og kigge ud på Finsensvej og boligblokkene derude.

»Det er jo sindssygt underligt, det med, at der ikke er nogen person bag det. Derfor er det sjovt at se det skrevet i hånden med alle de fejl, der opstår«, siger hun.

Hun synes også, at teksten er interessant:

»Tænk, hvis man skrev sådan noget om sig selv: ’Jeg er fantastisk ... og tryg’«, siger Sonja Rendtorff.

Historier under overfladen
Ikke mange af kunstnerne havde selv et personligt forhold til Frederiksberg, inden de begyndte at arbejde med udstillingen.

For dem var det lidt som en anden side af København, et slags Østerbro 2, hvor man kunne flytte til efter at have fået sine 1,2 børn, »... eller hvor mange det nu er, man skal have«, som Jacob Borges siger.

Men selv om Frederiksberg umiddelbart virkede kedeligt, opdagede de hurtigt, at der gemte sig historier lige under overfladen.

Stine Marie Jacobsen talte med en af sine venner om projektet, og vennen udbrød:

»Er det ikke noget med, at CIA var meget interesserede i Frederiksberg?«.

Det fik Stine Maria Jacobsen til at tænke. Så hun lavede en Google-søgning med ordene Frederiksberg og CIA. Op dukkede endnu et ord, som hun ikke havde forestillet sig ville vise sig i forbindelse med det pæne Østerbro 2, som hun havde på nethinden. Ordet var LSD.

Hemmelige forsøg på afdeling D
I 1960’erne håbede man nemlig på, at LSD kunne være et slags vidundermiddel til at kurere psykiatriske problemer, og der blev gennemført stribevis af forsøg med det hallucinogene stof.

Forsøgene fandt sted flere steder, men ingen gik så langt som en Frederiksberg-læge. Han gav sine patienter (alt fra stammere til folk med fødselsdepressioner) meget store doser LSD – som angiveligt skulle være fremskaffet af CIA – og observerede så, hvad der skete med dem, når de var lukket inde i et kælderrum under hospitalet.

Det er den historie, som Stine Maria Jacobsen kredser om i sit bidrag til udstillingen. Lægen prøvede nemlig også selv at tage stoffet og skrev ned, hvordan han stod i et hvidt rum med en stor Kristusfigur.

Ind kom en procession af præster med paven i spidsen, og det hele endte med, at de flækkede deres hoveder – for at gøre en lang historie kort. Også sin egen oplevelse brugte lægen i sin forskning.

»Jeg blev provokeret over, at lægen på den måde får lov til at analysere sig selv«, siger Stine Maria Jacobsen.

Derfor har hun ladet en række sprogpsykologer læse lægens beretning og bedt dem genfortælle historien tre dage efter med alle de hukommelsesfejl, der opstår.

»Ikke for at løfte pegefingre – men jeg synes altså, at der var et behov for at tegne et portræt af en mand, der aldrig blev stillet til ansvar for noget«, siger Stine Maria Jacobsen. Vel vidende at LSD-historien nok ikke er den slags, der normalt bliver reklameret med i kommunen.

»Ja, du bliver skudt, og Sonja og jeg bliver æresborgere«, som Jacob Borges siger med henvisning til, at Frederiksbergs borgmester skal komme og åbne udstillingen.

Påfugl eller grillkylling
Oprindelig havde Stine Maria Jacobsen overvejet at lave et værk, der skulle hedde ’Jeg har aldrig været i Frederiksberg Have – og det kommer jeg aldrig’, men LSD-lægen fik overtaget. Ideen om Frederiksberg Have får dog tankerne i gang hos de andre, og anekdoterne pakkes ud.

»Der var engang, hvor jeg kom hjem efter en bytur, hvor påfuglen fra Frederiksberg Have havde sneget sig ned på min vej, og faktisk stod ved min hoveddør«, siger Jacob Borges. For nogle år siden boede han lige ved siden af haven.

»Nej, Jacob, du havde fået LSD«, siger Jesper Carlsen, og folk griner.

»Den stod på mit trappetrin. Og så tænkte jeg, at jeg nok alligevel havde fået så meget indenbords, at ingen ville tro mig«.

»Dét er Frederiksberg«, siger Stine Marie Jacobsen så. »Hvis den havde boet på Nørrebro, i Nørrebroparken ...«.

Jacob Borges afbryder:

»Så havde den været en grillkylling«.

Tag flyet derud
Måske nærmer vi os, hvad Frederiksberg er. En påfugl.

Men det kræ, som Koh-i-noor præsenterer i Den Gule Villa ligner ikke helt pryddyret. Det er mindre afrettet og aftegner nærmere det Frederiksberg, som ingen af dem rigtig vidste eksisterede, inden de gik i gang. Og ligesom Frederiksberg har ændret sig for dem, kommer de også til at ændre lidt på Frederiksberg:

Et af værkerne er nemlig et monument, der bliver stillet op på pladsen foran villaen. Et monument over en Lidl-medarbejder, der har arbejdet i den blå-gule discountkatedral i 1.562 timer. Timerne på job bliver hugget ind som streger i en stentavle og stillet op på en sokkel på pladsen.

Måske Frederiksberg er en ø i det københavnske hav, men den er ikke så fremmed, når det kommer til stykket. De har særlinge, narkotika og Lidl, ligesom alle andre steder.

Rejsen er ikke så lang igen. Det er bare at tage flyveren.