Der er ikke særligt hyggeligt på Hans Alf Gallery i Kødbyen lige nu.

Alle elementerne i hygge er der ellers: Englebasser, eventyrprinsesser, lækre hotdogs, røde roser og kridthvidt porcelæn ...

Men englebasserne har kranier i stedet for buttede ansigter, hotdogsene sidder mellem tænderne på et vægmonteret svinehoved, og roserne ligger rundt om det badekar, hvor prinsesse Tornerose har lullet sig selv i søvn med en indsprøjtning fra en kanyle.

Ved siden af hende har kollegaen prinsesse Askepot skåret sit eget ben af ved knæet og efterladt det på trappen til sin prins, men hun selv sidder og ler i en ildrød blodpøl.

Og porcelænet? Det er det materiale, som alle de mareridtsagtige scener er skabt i.

Rippet for uskyld
Velkommen til kunstneren Maria Rubinkes univers. Her bliver porcelænet rippet for sin uskyld.

Den 24-årige fynbo har en kunsthåndværkeruddannelse fra Glas- og Keramikskolen på Bornholm, men selv om hendes porcelænsfigurer er udsøgt detaljerede stykker håndværk, er det svært at se dem passe ind mellem glaseret stentøj og mundblæste rødvinsglas.

Til gengæld går de rent ind på samtidskunstscenen. Ikke kun i Danmark, hvor Maria Rubinke allerede har haft en række solo- og gruppeudstillinger, men også i udlandet.

En række af hendes bittersøde porcelænstableauer er netop nu med i en gruppeudstilling på Haugar Museet i Norge, og senere i år skal Rubinkes værker udstilles i England og i porcelænets hjemland, Kina.

Jo pænere, jo værre
Interessen for porcelæn fik Maria Rubinke allerede som helt lille, fortæller hun.

»Min mormor havde Royal Copenhagen-figurer over det hele, og jeg er vokset op med, at det var noget meget fint og pænt, som jeg ikke måtte røre. Jeg syntes, de var så fantastiske, og da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg selv at samle på både figurer, juleplatter og tallerkner. Jeg elskede, at de var så detaljerede og perfekte«.

»Da jeg begyndte på min uddannelse og fandt ud af, at jeg selv kunne lave de her ting, begyndte jeg at gå i den modsatte retning. At gøre det lidt ondere og give det noget kant. I mit afgangsprojekt brugte jeg faktisk Royal Copenhagen-porcelænsting i en slags opgør med mig selv. Jeg støbte selv en form over en død rotte – det grimmeste skadedyr i det fineste porcelæn – og gjorde rottefiguren til en graffitimaler, der malede på Royal Copenhagens juleplatte fra det år, jeg blev født«.

Perfektionistisk
Hvad er det, der fascinerer dig ved porcelæn?

»Jeg er perfektionist ud over alle grænser, og det er helt sikkert derfor, at jeg arbejder med porcelæn. Jeg kunne jo godt have siddet og lavet vaser i bløde former på en drejeskive, men jeg elsker hver en proces, der er i porcelænet. Man skal være så tålmodig, og det er min styrke«.

Hvad kan du bruge porcelænets udtryk til?

»Det er jo så rent og uskyldigt. Så når du tilfører det noget fra den anden ende af spektret, så styrker de virkelig hinanden. Jeg prøver altid at få de størst mulige kontraster ind i det. Og jeg nyder, når min mormor siger, at hun ikke kan fordrage mine værker, for så har jeg jo rykket mig fra udgangspunktet«.

Klassens sære pige
Uddannelsen på Glas- og Keramikskolen på Bornholm ligger inden for, hvad man kan kalde en traditionel kunsthåndværkeruddannelse. Og Maria Rubinke er ikke bleg for at erkende, at hun var »klassens sære pige«:

»Det kan man vist roligt sige, at jeg var. Jeg kom ind som 18-årig, og jeg kunne ingen af de grundlæggende teknikker. Mange af de andre var ældre end jeg og havde arbejdet med kunsthåndværk i mange år. Så jeg knoklede virkelig derudad for at lære alt fra grunden. Hvis de andre lavede én gipsform, lavede jeg atten, og mens de andre drak sig stive, var jeg i skole – hele tiden. Og så var jeg jo en lille pige, der gik op i mit udseende og satte hår, hvor de andre var nogle hippier, der gik i genbrugsbutikker. Så jeg stak virkelig ud«, fortæller hun.

Går sin egen porcelænsvej
»Indimellem har jeg da spurgt mig selv, om jeg burde have gået på Kunstakademiet i stedet. Men det tror jeg ikke. Det har klart skærpet mig håndværksmæssigt at være der, hvor jeg var. Man lærer ting, de slet ikke kan på Kunstakademiet«.

Efter skolen fortsatte Maria Rubinke med at gå sin helt egen porcelænsvej – nemlig væk fra kunsthåndværkermiljøet, over mod samtidskunsten:

»Da vi blev færdige på skolen, ville alle ind på et kunsthåndværksgalleri. Men jeg kunne ikke se, hvorfor mine ting skulle stå og slås med alt muligt andet ler. Jeg ville hellere være sammen med billedkunstnere. Så kunne de slås om væggen, mens mine ting havde gulvet for sig selv. Og når jeg ser mine ting sammen med billedkunst, så styrker de hinanden«.

Det er faktisk selvportrætter
Inspirationen til sine dystre motiver henter Maria Rubinke fra sig selv, siger hun:

»Det, jeg laver, er selvportrætter. Jeg kalder det ’state of mind’-kunst, hvor jeg prøver at sætte noget form på, hvad jeg tænker og føler. Men jeg er jo et menneske af kød og blod som alle andre, og de følelser, jeg har været igennem, kan de fleste andre også forholde sig til«.

Hvis der ser sådan her ud inde i dit sind, så er der da ikke særlig rart at være?

»Jeg søger jo ind de steder, hvor der er problemer. Hvis det hele var sukkersødt, så var det jo ligegyldigt«.

Når du nu har det håndelag, du har, kunne du så forestille dig at droppe kunsten og få en fast indkomst ved at lave isbjørne for Royal Copenhagen resten af dit liv?

»Slet, slet ikke. Rent teknisk ville det være sjovt at prøve et par dage, men jeg ville bryde helt sammen. Jeg bruger mine værker til at komme af med nogle ting, og hvis jeg ikke kunne det, hvad skulle jeg så gøre ... gå til terapeut?«.