Soul, funk, rythm and blues, country, garagepunk, rock'n roll, reggae, rockabilly og hiphop.

Forestil dig et band, der formår at forene alle disse genrer i sit repertoire uden at give afkald på sin egen lyd, og du har en fornemmelse af, hvad det er, der gør det engelske band The Heavy så unikt.

På deres myspace-side skriver de fire englændere, at de er stolte af at være »komplet musikalsk skizofrene«. De beskriver sig selv som en gruppe kemikere, der koger, rører, blender og mikser genrer som videnskabsmænd i et laboratorium – deres musik er med andre ord ikke lige til at sætte i bås.

Jo tak, The Heavy er i færd med at træde en helt ny sti ned igennem den musikalske jungle.

Musikalsk skizofrene
»Pladen er en af årets mest funky, cool, varierede og holdbare musikalske åbenbaringer«.

Så begejstret lød det i juli fra Politikens anmelder Erik Jensen, da han havde haft britiske The Heavys album 'The House that Dirt Built' i ørerne. I aften spiller de med egne ord »musikalsk skizofrene« briter på Skanderborg Festival, hvor de vil servere den blanding af stilarter, de har gjort til deres lyd.

Igennem en modig kollision af forvredne guitarriffs, Curtis Mayfield-lydende vokaler og behændig hiphop-produktion skaber The Heavy soulmusik, der stædigt ignorerer de kategoriserede standarder, som meget musik laves efter i dag.

På 'The House That Dirt Built' trækker tråde tilbage til så forskellige kunstnere som James Brown, Jimi Hendrix, Amy Winehouse, Massive Attack og The Black Keys, ligesom albummet er en salut til legender som Screamin' Jay Hawkins, Tom Waits og endda spaghettiwestern-mesteren Ennio Morricone.

Forelskede sig i hinanden
Kelvin Swaby er forsanger i The Heavy og manden, hvis stemme har begejstret anmeldere verden over siden debutalbummet 'Great Vengeance & Furious Fire' fra 2007.

For elleve år siden arbejdede han i tøjkæden The Gap i nærheden af den lille landsby Noid i det sydlige England, hvor han er født og opvokset. Her mødte han Dan Taylor, der i dag er bandets guitarist, og fik dermed en ligesindet, hvis udsyn rakte ud over de provinsielle rammer.

Det fortæller han Politiken på en telefon fra England:

»Vi forelskede os i hinanden. Altså, vi forelskede os ikke i hinanden, men snarere i en fælles passion for Jim Jarmusch-film og beskidt soulmusik. Vi havde begge to en ambition om at lave noget, der lød komplet anderledes end det, der fandtes derude. Vi spillede musik for hinanden – musik, der slog benene væk under den anden – og vi fandt ud af, at vi skulle samle det hele og sætte det sammen på nye måder«, fortæller Swaby om den spæde start på bandet.

Musikkens Tarantino
Den ambitiøse drøm tog en del tid at realisere, så det blev til syv år i The Gap i Noid, før Dan Taylor og Kelvin Swaby havde skabt deres første album. Et album, der blev skrevet til en ret speciel muse:

»Da vi lavede det første album, betragtede vi albummet som en slags mixtape til vores kæreste. Vi opfandt faktisk en pige, som vi ville give det til, og den eneste regel var, at resultatet skulle lyde som det samme band. Jeg forstår ikke, hvorfor de fleste bands kun holder sig til én genre. Sagen er: Vi kan ikke spille én bestemt slags musik. Der er så mange bands derude, der får et hit, og så bestiller de ikke andet end at efterligne det ene hit på resten af albummet«.

Albummet kom til at hedde 'Great Vengeance and Furious Fire' – med en titel inspireret af Quentin Tarantinos kultklassiker 'Pulp Fiction' og et indhold, der spejler sig i instruktørens arbejde:

»Det, vi gerne vil med musikken, er det, Tarantino gør i sine film – vi vil tage lytteren med på en rejse gennem musikhistorien. Personligt vil jeg gerne have det til at blive en slags landskab, hvor man ikke kan regne ud, hvad der kommer om hjørnet. Det næste nummer, vi laver, kan komme til at lyde helt anderledes«.

LÆS OGSÅSigtekornet swinger på skarpladt filmmusik

I 2008 fik The Heavy, der i dag også består af Chris Ellul og Spencer Page på henholdsvis trommer og bas, sit amerikanske gennembrud på SXSW-festivalen i Austin, Texas, og siden har det ikke skortet på entusiastiske gloser fra fans og anmeldere.

I januar i år optrådte de i David Lettermans Late Show. Efter nummeret 'How You Like Me Now', der også er blevet brugt i en reklame for bilmærket KIA, og på den måde har bidraget til The Heavys succes, bad den garvede tv-vært for første gang i programmets historie om et ekstranummer. Det fik han.

Med rødder i hiphoppen
Kelvin Swaby er vokset op i det, han betegner som en »musikalsk smeltedigel«. Med hele ti ældre søskende, der lyttede til alt fra Jimi Hendrix til new romantics som Duran Duran og Spandau Ballet, og en far, der hver søndag lod tonerne fra Al Green fylde huset, er der ikke noget at sige til, at han har svært ved at holde sig til én genre. Skal han alligevel pege på, hvad der i sin tid for alvor vækkede hans interesse for musik, er det hiphoppen, der skiller sig ud:

»Det er hiphop, jeg kommer fra. Selv om min far introducerede mig til rock'n'roll, ska, rocksteady og den helt igennem beskidte soul, så var det hiphoppen, der slog benene væk under mig i 1980'erne. Det var sådan en åbenbaring,« fortæller Swaby og fortsætter.

»Første gang, jeg hørte den legendariske amerikanske hiphopproducer og dj Marley Marl (der betragtes som en af hiphophistoriens mest indflydelsesrige, red.), tænkte jeg: »Hvad i alverden er det her? Han er jo fucking sindssyg! Og det er hans måde at arbejde på, vi er inspireret af i The Heavy – at sample og hugge musik, der allerede eksisterer, i stykker og spille hen over det. På den måde kan man sige, at vi har rødder i hiphoppen. Vi gør det bare med instrumenter og sange«.

Og The Heavy er heller ikke blege for at sample sig selv, fortæller Swaby.

»Vi har skabt vores egen lyd«
Hvordan skaber I den 'rejse gennem musikhistorien'?

»Man kan sige, at vi behandler vores musik som hiphop. Vores musik er meget cyklisk og gentagende. Det handler om at finde de små nuancer, der er lige i øjet. Så gentager vi måske beatet, men så er det til gengæld helt frit, hvad vi lægger henover – og det er meget sådan, man arbejder med hiphop. Måske starter en sang med en akustisk bid, eller måske med et beat, jeg har taget et sted fra. Måske endda med et beat, jeg har taget fra mig selv,« siger Swaby og fortsætter.

»Jeg har taget beats fra vores gamle album og skilt dem ad og på den måde lavet dem om til noget helt andet på den nye plade. Noget af lyden var så fuldkommen perfekt, at jeg havde lyst til at bruge den igen. Det var det samme med Motown-musikerne – de havde ét trommesæt, og hvis du lytter til deres musik, så er det mere eller mindre det samme trommesæt, der spiller på alle deres sange. Og det er det, der gør det så smukt – det er det, der skaber den særegne lyd. Jeg synes, vi har skabt vores egen lyd, selvom mange siger, at vi går fra det ene til det andet til det tredje«.

Gospelatmosfære
Hvad er jeres planer for efteråret?

»Vi går i studiet til september. Vi har omkring 25 sange, som vi skal have skåret ned til ti. Jeg kunne godt tænke mig at skabe en gospel-atmosfære på det næste album. Hive et gospel-kor ind og få det til at lyde som samples. Men du må ikke hænge mig op på det, for det kan altid nå at ændre sig«.